Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Spurven Landsteatret
Anmeldt 6/2 2014, 19:51 af Hans Christian Davidsen

Teatrets trumfkort


Teatrets trumfkort

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

For 16 år siden stod Kirsten Siggaard på scenen som Edith Piaf. Nu står hun her igen - og atter med Landsteatret, der turnerer med forestillingen Spurven.

Sidste gang virkede de indlagte scener som værende til for at få Edith Piafs fantastiske sangkatalog skudt af.?Denne gang bliver der til gengæld fortalt en masse og vist mindre. Piafs livsbane er en bevægende historie om Frankrigs vel mest elskede sangerinde, der blev født i fattigdom i 1915 og sendt videre til sin bedstemor, fordi moren ikke selv kunne opfostre hende.

Her gik hun for lud og koldt vand, hvor hun angiveligt skal have drukket rødvin i sutteflasken. Senere kom hun til farmoren, der drev et bordel, og hun drog omkring som cirkusartist med sin far, og i 1935 fik hun gennembruddet i en kabaret på Champs-Élysées, hvor hendes talent og usædvanlige stemme blev bemærket. Men det blev til succes med fiaskoer undervejs, og hun kunne nok tiltrække mænd, men havnede ofte i ulykkelig kærlighed. Og for at gøre ondt værre røg hun på morfin efter en trafikulykke og døde som blot 47-årig nedslidt af et hårdt liv.

Et fund til rollen
Dramaet er som skabt til teatret. Det er menneskelig smerte med en musikalsk indramning. »Den går lige i mellemgulvet«, for at citere en af Kirsten Siggaards replikker i stykket.

Kirsten Siggaard kunne af statur og natur være originalen, og med en let mørk stemme, rapkæftede replikker og den helt særlige Piaf-nasal får hun os til at holde lige så meget af kopien som originalen. Hun er et fund til rollen. Manuskriptet i sig selv er ordinært og dramaet spinkelt, men publikum får en god oplevelse med Kirsten Siggaard i titelrollen. Stærk og rørende er hun.

Piafs halvsøster (Christiane Bjørg Nielsen) kommer til byen for at finde Piaf, som ligger for døden. En cafévært (Rasmus Hammerich) fungerer som en slags bodyguard, der skal holde nysgerrige fra Piafs dør. Og for at bevise at hun virkelig er Piafs halvsøster, kræver caféværten historier fra den fælles fortid. Dem disker halvsøsteren op med, og mellem de mange flashbacks om skiftende mænd, narko- og sprutmisbrug, koncerter samt op- og nedture, synger Kirsten Siggaard alle Piafs udødelige sange - på dansk: »Bravo for klovnen«, »Milord«, »Legionæren«, »Hymne til kærligheden«, og hvad de ellers hedder i Jesper Kjærs oversættelser. Og så naturligvis »Non, je ne regrette rien«, en sang, hun sang for at redde et teater i Paris, oftest på morfin, og en sang, som på en ganske særlig måde fortolker Piafs eget liv.

De sidste leveår
Spurven har fokus på Edith Piafs sidste leveår, da hun var besat af tanken om at vende tilbage på scenen for at synge om sit liv, og Kirsten Siggaard skildrer overbevisende og med stærkt nærvær hendes kamp for at vende tilbage midt i en selvdestruktion af morfin og spiritus. Pianisten Mathias Grove Madsen fuldender både den sceniske og musikalske ramme. Menneskelig smerte og den ene gode sang efter den anden - det er teatrets trumfkort.

130
Forrige anmeldelse
« Sne «
Næste anmeldelse
» Konger, slyngler og helte »