Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Rovdyr Teatret Svalegangen
Anmeldt 23/1 2014, 07:45 af Lise Majgaard Mortensen

En velspillet dagligstuebagatel


En velspillet dagligstuebagatel

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Rovdyr er en historie om to søstre, en faster og en mytisk figur af en far, som banker i væggen ved siden af, hvor dramaet udspiller sig. En psykologs konsultation danner rammen om forestillingens første tyve minutter, hvor faster Tove, i skikkelse af Merete Voldstedlund, vandrer klaprende nervøst rundt om den varme ild. Hun vil gerne af med sine dæmoner, men tør ikke konfrontere dem. Psykologen får ikke lov at hjælpe hende.

Således tematiseret bevæger forestillingen sig ind i familiens gamle børneværelse. Her, holdt sammen af en ramme af mondæne mursten, genforenes de to søstre, Nanna og (Jose)Fine, i ugerne op til deres kræftsyge fars død. Moderen gik i fjorden for mange år siden, og faster Tove har siden da ageret en slags reservemor for de to unge kvinder, som af årsager, der ikke skal afsløres her, er gledet fra hinanden og nu står i passiv-aggressiv krig med hinanden.

Nanna, som er pædagog og mor til to, har udnævnt sig selv til sygepasser, og hun går manisk og desperat til opgaven. Rollen som Nanna spilles af Anna Ur Konoy, som på fineste vis formår at udtrykke den oversete storesøsters frustration over sin manglende evne til at holde sammen på familien, trods sine kæmpestore favntag.

Nanna laver lagkage med jordbær og hader, at folk skal skændes, lige før der er kaffe og snitter. ”Livet er én lang kogevask,” udtaler hun og fortsætter med at gemme sig bag flyttekasser og støvsugere, mens hun knuger sig til mindet om et eneste lykkeligt familieøjeblik.

Nanna bliver akavet og usikker og upassende, når Josefine er til stede. Her er berøringsangst i mere en én forstand. Josefine er familiens lille yndling – fin og skrøbelig og dygtig og flot. Men hun er ikke glad. Som barn elskede hun tigrene i zoologisk have, men nu er hun angst for plystigeren i hjørnet af værelset, og vi forstår gradvist hvorfor. Der er en stædig plet på familielykken, som ikke kan viskes væk – undertrykte minder og helvedesdyb skyldfølelse.

Josefine spilles af Neel Rønholt, som ganske fint udtrykker lillepigens angst, traumer og spirende sindssyge. Men helt interessant bliver karakteren aldrig. Her er det derimod Nanna, der stjæler billedet, men også hun forbliver ufuldstændig. Vi kommer aldrig ordentligt i dybden, fordi historien har for travlt med at komme hen til den unødvendigt udpenslede og banale pointe: Mennesket er verdens farligste rovdyr.

Rovdyr bringer ikke noget nyt på banen, hverken på form eller indhold. Det er et gammeldags, ensporet dagligstuedrama, som tenderer til det halvkedelige, netop fordi der hverken er overraskelser eller nytænkning at hente i plottet, karaktererne eller formen. Skuespillet er fint, men det er langt fra nok til at trække Rovdyr længere op på seværdighedsskalaen.

Der indtræder desuden nogle inkonsekvente kommentarer om blandt andet det offentliges mangel på omsorg for de (psykisk) syge, men disse stikpiller følges aldrig til dørs. Og hvad skal de så til for? Det samme gælder den ganske upoetiske symbolik, der præger teksten (for eksempel, ”Løver i bur er ikke løver, men skyggedyr”). Det er fortænkt og forceret og gør kun Rovdyr til en endnu mere kunstig oplevelse.

Kort sagt (og for nu at blive i de fortænkte metaforer): Det nytter ikke noget at sætte dygtige håndværkere til at bygge et hus på et skævt fundament – så Rovdyr forbliver desværre en velspillet bagatel.

123
Forrige anmeldelse
« Don Quixote «
Næste anmeldelse
» Hjertet skælver »