Stå op. Børste tænder. Redde håret. Tjekke mobilen. Binde slipset. Gå på arbejde. Tjekke mobilen. Arbejde. Gå hjem igen. Tjekke mobilen. Sove. Gentag. Dette lyder som noget, langt de fleste af os kan relatere os til, og sært nok er denne rutine også grundlaget for det nye indie-spil Mosaic fra de norske spiludviklere Krillbite Studios. Nu kan hverdagens triste manøvrer måske lyde som en ganske elendig idé til et spil, men heldigvis er Mosaic alt andet end elendigt.

Størstedelen af spillet er holdt i kolde blågrå nuancer, der på fineste vis repræsenterer det triste hverdagsliv som spillets hovedperson gennemlever. Til gengæld ender spillet ikke med at være en egentlig hverdagssimulator i stil med det klassiske præ-Tamagochi-spil Little Computer People eller dukkehussimulatoren The Sims. For spillet bryder pletvis med spilavatarens hverdag, idet han pludselig en morgen finder en farvestrålende, talende guldfisk i sin håndvask.

Gem eller skyl ud?
En af de første valg, du står overfor er, hvorvidt du bør tage guldfisken med dig, eller om du vil skylle den ud i toilettet. Mosaic er nemlig en af den slags spil, der ændrer sig alt efter, hvilke valg du træffer undervejs. Der er ikke nødvendigvis tale om drastiske ændringer i spiloplevelsen, men som bekendt er det også de små ting, som tæller.

Selv om størstedelen af spillet, som allerede nævnt, er holdt i dunkle, triste farver, så lyser guldfisken op med sin klare orange, lige som nogle af de andre elementer, du kan falde over på vej til jobbet. Du vælger måske at gå til venstre ud af din lejlighed og ser solen skinne med varme farver ind af et vindue i opgangen. Det kan også være, du møder en gademusikant på vej til arbejdet. Tager du dig til at nærstudere disse ting lidt, så kommer der pludselig en smule farver og fantasi ind i den ellers så triste hverdag.

Spil som samfundskritik
I skildringen af vor unavngivne hovedpersons dagligdag er det svært ikke at blive mindet om ens egen virkelighed. Når du vandrer fra lejligheden til elevatoren, i elevatoren eller på gaden udenfor, kan du vælge samtidig at nærstudere din mobiltelefon, ganske som alle andre grå, anonyme eksistenser der tilsyneladende foretager sig nøjagtigt det samme som dig.

Du kan også scanne QR-koderne på nogle af de plakater som reklamerer for datingsider med garanti for den sande kærlighed. Du kan swipe til venstre så meget du har lyst til, men ingen gider dig. Du kan også vælge at downloade og hente det formålsløde spil Blip Blop, der egentlig bare er et såkaldt ”clickerspil”, der består i at trykke på en knap og så se hvor mange klik man kan nå. Du konkurrerer kun md dig selv i dette meningsløse spil. Redaktøren stoppede på 666 blips… eller blops?.


Befinder du dig i elevatoren og giver dig til at kigge på de personer, der er fanget dér sammen med dig, ja, så kigger de selvfølgelig væk. Venter du på toget, så handler det om at positionere dig på sådan en måde, at der er nøjagtig lige langt fra dig til den næste person. Sammenlagt får denne del af spillet fremtryllet en ret så intens følelse af fremmedgørelse, isolation og social kejtethedhos dig. En følelse som mange sikkert også fra tid til anden kan opleve i deres virkelige hverdag.

Med lån fra Lang
Selv om Mosaic er et spil der kommenterer vores aktuelle virkelighed, så er der også blevet plads til både det fantasifulde og spektakulære ”wow”-momenter. Hvis du vælger at beholde guldfisken i skjortelommen og opsøger de få farvestrålende indslag, du møder på din vej, så opstår der poetiske spilsekvenser, som er virkelig fine, og som godt kan minde lidt om dem, man kan opleve i spil som eksempelvis Flower eller Inside.


Vejen til jobbet kan dog også være fuld af visuelt flotte sekvenser. Når byen eksempelvis åbner sig op, og kameraet trækker sig tilbage, så du kan se et større udsnit af bymiljøet, hvor du er bare en blandt de mange myrer, der duknakket og i samme tempo bevæger sig på et transportbånd mod den maskine der ubønhørligt knuser alle som en. De intertekstuelle referencer til Fritz Langs klassiske Metropolis er meget tydelige her. Har man valgt, som Kapellet, at spille det på Nintendo Switch, så er det en helt klar fordel at tilslutte sin konsol til et tv – for den visuelle side af Mosaic fortjener sit enkle design til trods virkelig at blive oplevet på en stor skærm.

Strategisk arbejde
Når du endelig ankommer til dit job og får tændt for skærmen, så ændrer spillet karakter. Dit job består tydeligvis i at få dannet en forbindelse fra en grundlinje til et mål i toppen af billedet. Her kan du rydde noget skov, for at bygge nogle kraftværker, der alle sender nogle små prikker op ad de linjer, som du konstruerer. Først virker det lidt abstrakt, men du lærer lynhurtigt præmissen for dette minigame, som selvfølgelig bliver lidt mere udfordrende i tridt med at spillet bevæger sig videre til den næste dag. Til gengæld bliver det aldrig rigtig udfordrende.

Mosaic er måske tættere på en slags oplevelse end på et egentlig spil. Du har ikke nødig at afsætte mere end en 3-4 timer af til at gennemføre de fire dage, som det består af, men selv om det hverken er svært eller langt, så har man alligevel lyst til at se, hvad der sker, hvis man beslutter sig for at spille det igennem igen, men denne gang træffe nogle helt andre valg end i den første gennemspilning. Som nævnt er forskellen ikke vildt stor, men det er samtidig svært ikke at blive grebet af spillets stemning.

Mosaic er en af dem mange indie-titler, der trygler om spilleres opmærksomhed, men det er også et spil der virkelig fortjener at blive spillet, både af de “, der holder af alle slags spil men måske især af de, der ikke er vokset op med en joystick i hånden.

Mosaic er et poetisk lille eventyr, der også – ligesom Concrete Genie som Kapellet anmeldte for at stykke tid siden – har noget på hjerte. Det leverer et fint budskab om, at vi, måske lidt paradoksalt, burde slukke for de skærme vi konstant kigger på og måske i stedet får øjnene op for at verden, uanset hvor grå og trist den ellers kan forekomme, byder på små øjeblikke af ufattelig skønhed, poesi og magi.