Der har været en del debat på både sociale medier og i pressen om skydespillet Call of Duty. Kontroverserne startede allerede omkring Modern Warfare 2, der udkom til bl.a. Playstaion 3 tilbage i 2009. I en af de første missioner (kaldet ”No Russian”) havde den figur, som du styrede infiltreret en gruppe separatister, der gik ind i en større lufthavn og begyndte at skyde løs på alt, der bevægede sig. Sikkerhedspersonale, piloter, stewardesser, mænd, kvinder og børn. Kritikken gik naturligvis på, at det var amoralsk at sætte spilleren i dette sted, selv om spillets virkelighed godt nok eksplicit gjorde opmærksom på, at man befandt sig i en slags parallelverden til den, vi kender.

For at citere Simon Spies, så er dårlig omtale som bekendt bedre end slet ingen omtale. Det kan derfor diskuteres, hvorvidt at den massive debat og kritik ikke udelukkende var medvirkende til at gøre spillet til et af de bedst sælgende FPS-spil til dato? I al fald har spilserien stort set en gang om året leveret et nyt kapitel og har skabt fans verden over, især takket være spillenes multiplayerdel.

Børn og giftgas
I forbindelse med lanceringen af det nyeste spil i serien (hvis titel nok skal forvirre en del spillere, der måske mener, de allerede har spillet et spil med titlen) Call of Duty – Modern Warfare, har der også været masser af debat. Dette er sket flere steder på bla. internettet. Kritikken har mest af alt handlet om, hvorvidt det er rimeligt at spilfabrikanterne igen synes at skubbe til grænserne for hvor voldsom, grusom og realistisk, man bør være i inddragelsen af virkelighedens krigsrædselscenarier i, hvad der ret beset er interaktiv underholdning til masserne.

Spillets singleplayermission foregår, som titlen også antyder, i et nutidsmiljø, hvor man spiller en række forskellige figurer, primært professionelle soldater, der kastes ind i vilde kampsituationer. Det er i denne kapellans øjne virkeligt fedt at have fået singleplayserdelen tilbage i spilserien, for den var i den grad savnet i den forrige udgave af spillet https://kulturkapellet.dk/spilanmeldelse.php?id=60. Fedt er det også, fordi den nye singleplayserdel er en af de mest intense singleplayeroplevelser til dato.

Der er primært en enkelt mission i denne del af spillet, der er blevet ivrigt diskuteret. Denne mission består af et længere, spilbart flashback, hvor man kastes ind i en af spillets centrale figurers traumatiske barndomsoplevelser. I denne sekvens spiller man en lille pige, der ikke alene ser sin far blive dødeligt såret af en fjendtlig soldat men herefter også skal forsøge at undgå at blive opdaget, mens hun og hendes bror forsøger at komme ud af en by, der er er blevet angrebet med giftgas. Selv om alle Kapellets læsere jo godt ved at børn ofte er en trist del af krig, så er det vist første gang, at man spiller et barn med våben i hånd.

Intens action
Selv om der måske kan være enkelte spillere, der finder ovenstående usmageligt eller ligefrem grund nok til at boykotte spillet, så er singleplayerdelen, til trods for at den kan gennemføres i løbet af et par timer, en meget vild oplevelse. Selv om det kan lyde som en kliché, så føles denne del af spillet ligesom at være med i en krigsfilm instrueret af Michael Bay eller Ridley Scott. Missionerne er meget afvekslende, udfordrende men uden at være umulige og så presses Playstationens grafikchip til det yderste. Selv om det lyder forkert, så ser krigens gru virkelig flot ud, selv på storskærm, når det er Call of Duty, der leverer den.


Historien er den sædvanlige, eller minder i al fald meget om de, man finder i tidligere versioner af spillet. En meget, meget ond terrorist står bag et storstilet terrorangreb på en velkendt europæisk storby. Derfor sendes en lille enhed af specialsoldater (under ledelse af SAS-soldaten John Price – som mange sikkert husker fra tidligere spil) til et fiktivt mellemøstligt land kaldet Urzikstan. Her får man til opgave at opspore ”The Wolf” og alle hans kumpaner. Ligesom det var tilfældet med virkelighedens Bin Laden eller Al Baghdadi, sniger man sig derfor, med natkikkert rundt i et compound, for at tage manden til fange, men som sædvanligt forbliver skurken ikke i spillerens varetægt længe, og den vilde jagt går nu ind på at få fanget og uskadeliggjort ham inden han kan nå at skabe større ravage.

Flere at kæmpe imod
Som faste læsere af Kapellet vil vide, er undertegnede ikke den store fan af multiplayerdelen i Call of Duty, mest af alt fordi de andre spillere på banen er den midaldrende redaktør vildt overlegne. Til gengæld har Kapellet sat sine to akolytter Carl og Sebastian til at spille denne del af spillet og tilbagemeldingen er, at den fungerer lige så godt som hidtil, og at selv det nye tiltag kendt som ”Domination” også er rigtigt fedt. Der er masser af forskellige baner og typer af missioner at vælge mellem, så holder man af multiplayer, er der masser af udfordringer. Som vanligt bliver man også sat overfor spillere, der har omtrent det samme niveau som en selv, hvilket gør disse kampe ganske jævnbyrdige.

Spildesignerne har også sørget for at designe denne del af spillet, så det er blevet muligt med ”cross platform gaming”. Det vil på dansk sige, at de der vælger at spille spillet på enten X-Box One eller PC kan møde spillere på Playstation. Dette virker ifølge Carl Bille også upåklageligt, selv om det i sagens natur er svært at se om man kæmper mod andre PS4-spillere eller spillere udefra.

Kapellets medaljer
Selv om Call of Duty – Modern Warfare muligvis hverken byder på den mest originale singleplayermission, eller revolutionerer multiplayergaming, så er det en virkeligt solidt, gennemarbejdet kvalitetsspil, som med garanti vil kunne tilfredsstille selv den mest hærdede spillers blodtørst. Samtidig byder singleplayerdelen af spillet også på en fortælling der paradoksalt nok minder meget om et antikrigsspil. Det virker jo som en modsætning, at når spilmekanikken primært handler om at nedlægge fjender, hvordan kan det så være at spilleren også på enkelte steder føler afsky.


Kort fortalt, så er det fordi spillet er virkelig godt til at vise de menneskelige og følelsesmæssige omkostninger ved krigen, samt at det også fokuserer på de tragedier og traumer som krig uvægerligt skaber. Singleplayerdelen bliver derfor meget interessant, idet man indimellem sidder med fornemmelen af ikke rigtigt at have lyst til at skyde, selv om man ikke har andre valg. Ikke dermed sagt at spillet håndterer denne antikrigstematik helt så effektivt som det noget oversete Special Ops: The Line, men mindre kan også gøre det. Er du derfor fan af shooters, af Call of Duty-serien, hvad enten du foretrækker singleplayer eller multiplayer, så er der vist ingen vej udenom denne seneste FPS-oplevelse. Det er råt, voldsomt og grafisk vildt imponerende. Måske er der enkelte, der vil savne COD: zombies men så kan man jo heldigvis bare grave en af de ældre titler frem.< i>Call of Duty – Modern Warfare er ikke et spil, der vil sætte permanente spor i spilhistorien, men det er helt klart et af de bedste bud på en vild actionoplevelse lige nu.