Mest læste
[Spilanmeldelse]

1 - Spilanmeldelse
Bloodborne
2 - Spilanmeldelse
Ratchett & Clank – Tools of Destruction
3 - Spilanmeldelse
Assassin’s Creed IV – Black Flag
4 - Spilanmeldelse
Knack
5 - Spilanmeldelse
Assassins Creed - Brotherhood
6 - Spilanmeldelse
The Last of Us
7 - Spilanmeldelse
Far Cry 3
8 - Spilanmeldelse
South Park: Stick of Truth
9 - Spilanmeldelse
SpaceChem
10 - Spilanmeldelse
Back to Bed

Marvel´s Wolverine / Playstation 5
Insomniac Games / Sony
Anmeldt 1/10 2026, 07:22 af Torben Rølmer Bille

SNIKT!


SNIKT!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Lad os gå lige til stålet. Marvel Wolverine er et sindsygt blodigt, megaunderholdende voldsspil. Dette til trods for hvad de mange trolls på nettet ellers påstod. For nærmest i det sekund, at spillet var blevet udsendt blev Kapellets redaktør på sine sociale medier tæppebombet med pseudoanmeldelser af det nye spil, som var nærmest ensidigt negative.

Efter blot få timers gameplay, var Kapellets uoficielle medanmelder, attenårige Carl Bille og dennes far enige om det stort anlagte Wolverine-spil, der under stor jubel blev annonceret for snart 5 år siden, er et virkeligt sjovt spil. Det eneste Carl havde at udsætte på spillet efter at have gennemført det i løbet af små 12 timer med Platinum-trofæet hævet stolt, var at dialogen indimellem var under par. Dette handlede ifølge Carl ikke om at stemmeskuespillerne var dårlige, men blot at der godt kunne være kælet lidt mere for den præcise ordlyd i de dialoger der optræder.

Ovenstående kan anmelder være delvis enig i, men fortællinger om mutanter, skurke og overmennesker er ofte præget af klichéer og det der er værre. Lad os være ærlige, et spil som Wolverine er heller ikke et man får fat i, fordi man forventer dialog i verdensklasse. Det er ikke de meget flotte, actionmættede mellemsekvenser man anskaffer sig spillet. Det er heller ikke den ret solide handling, der foregår i den periode af Jærvens liv, hvor han har hukommelsestab og vender tilbage til den alternative Xavier-skole - Team-X, ledet af velmenende men lettere skumle Dr. Nathaniel Essex.


Du vil indledningsvis opleve den vilde Wolverine kravle ud af naturen, blot for at blive taget godt imod af Essex.

Nej, man anskaffer sig selvfølgelig spillet, fordi man har lyst til at spille Wolverine og hærge, flænse og smadre sig gennem horder af fjender. Det fungerer også upåklageligt. Lige som man i Spider-man har følelsen af af styre edderkoppen rundt i New York, så føler man også nærmest den nær-udødelige vildbasse Logans hærgen på egen krop.

Med eller mod mutanterne?
Dr. Essex har en vision for verdens mutanter, der i spillets start jagtes nådesløst af rigmanden Bolivar Trask (Fedt skurkenavn – red.) via en opfindelse han har gjort, der kan afsløre mennesker som besidder mutant-gener, men hvor disse mennesker endnu ikke er muteret. Trask vil udrydde hver eneste potentielle mutant, da han mener de udgør en trussel for menneskeheden.

Modsat vil Essex sætte disse mutanter fri, før Trask og hans kumpaner når frem. Midt i dette står Logan, uden hukommelse, uden baggrund, men med sit vilde jærv-hjerte på rette sted. Det er dig der kæmper for retfærdigheden og et er i Wolverines mange, mange hårde kampe med horderne af modstandere, at spillet giver dig præcis det som du har smidt over fem hundrede kroner efter.

Det er Insomniac games der står bag spillet og derfor var forventningerne også skyhøje, da det i sin tid blev afsløret at de arbejdede på et Wolverine-spil. Har du glemt hvem Insomniac er, så var det dem, der skabte de mesterlige Spider-Man spil til Playstation. Wolverine er i her ved dets release også udelukkende til at få til Playstation 5. En så stor satsning hos Sony, at selv logoet på ens Playstation-App for en uges tid skiftede farve fra blå til knaldgul, som hyldest til farven på figurens ikoniske dragt.

Glem reddit-troldehæren De indledenede onde (og falske) røster på nettet skreg, at det var en kæmpefejl, at Insomniac havde ændret konceptet for spillet fra Open-World til et der er langt mere lineært. Det skulle dog vise sig at være et særdeles klogt valg, for de to Marvel-figurer er meget forskellige og det føles langt mere rigtigt, at fokusere på kortere, langt mere overskuelige baner og på selve voldsudøvelsen. Det bliver også nemmere at fortælle en medrivende historie på den måde, forstået som at mange sidespring og minimissioner godt kan distrahere fra selve hovedfortællingen.

Lad det blive slået fast. Wolverine er IKKE et spil for børn. Uanset hvor seje dine unger ellers måte være, så vil de ikke kunne sove trygt efter at have set deres Marvelhelt rykke hovederne af folk, flå deres indvolde ud med sine kløer eller blot flå modstandere midt over. Dertil kommer adskillige cut-scenes hvor både din avatar og de superskurke han selvsagt skal kæmpe mod undervejs, opfører sig alt andet end gentleman-agtigt, idet de flår, smadrer og pulveriserer alle de der står mellem dem og dig. Så kom ikke og påstå at du ikke er blevet advaret. Tænd for din PS5 efter ungerne er blevet puttet.

Hærg og dræb!
Spillet tilbyder til gengæld enestående lækkert guf for dig der kan lide spil som God of War, Tekken og alle andre eminente voldsspil, hvor selve styringen og glæden ved at finde ud af hvilke kombinationer af knaptryktræk, der er bedst egnede til at nedlægge din(e) aktuelle modstander(e) med der dominerer oplevelsen. Det er ganske enkelt vildt sjovt at spille.


Du skal kæmpe mod massevis af fjender og minibooser, blandt andet en led robot med metaltentakler.

Idet du tager styringen med Logan vil du takket være en ganske intuitiv styring, forholdsvis nemt kunne mestre spillet, uden at det holder op med at være udfordrende. Selv kørte anmelder spillet gennem på omtrent samme tid som sønnike (sans platinum Trophies – red.) og kedede sig heller ikke så meget som et sekund.

I historien er der selvsagt også lidt modvægt til al blod og vold, for i denne fortælling kommer Logan også til at fremstå som meget mere end en tæmmet vildmand, idet spillet meget fint får fortalt deres egen version af Wolverines møde Jean Grey, aka. Phoenix. Deres forhold skildres faktisk virkelig rørende, i al fald blev denne midaldrende gamer ganske rørstrømsk på flere udsatte tidspunkter undervejs i gennemspilningen. Helt forrygende!

Tun din jærv
Som i lignende spil bør du også sørge for at tune din Jærv undervejs. Erfaringspoint kan byttes til opgraderinger, både i forhold til din spilfigurs evner men også rent kosmetisk. Du vil selvsagt gerne låse op for de dragter og kløer som du bedst kan lide. Det virker til gengæld noget sært når det lykkes dig at få låst op for den klassiske tegneserieversion af Logan. Så forvandles din ellers meget detaljerede og realistiske figur til en ray-tracet tegneseriefigur, der står i ret vild kontrast til al anden grafik på skærmen, men måske er der spillere derude, der foretrækker dette særprægede look?


Det er muligt at iklæde dig den ikoniske dragt, som du kender fra dine barndoms superhelteblade.

Insomniac Games har alle dage skabt spil hvor playability-delen er helt i top. De laver ganske enkelt spil der er fede at spille. På mange måder kan man måske godt se et spil som Ratchett & Clank rent gameplaymæssigt minde en hel del om Wolverine, for her skal problemerne og især fjenderne også løses med lige dele voldsudøvelse og snilde.

Dyrt dyr
Undervejs oplevede anmelder også et par grafik- og programeringsfejl, såsom en person i baggrunden der går frem og tilbage og i løbet af denne mærkværdige spadseretur faktisk går ovenpå en stor trækærre der står i vejen for ham. Det er dog undtagelsen der bekræfter reglen, for i øvrigt blev spillets grafik afviklet i et meget højt tempo, så vildt flot ud og leverede samtidig masser at adrenalinpumpende oplevelser i både cut-scenes og når du selv har fuld kontrol over hovedpersonen.

Kulturkapellets udsending har i al fald nydt hvert et bloddryppende og flænsende øjeblik i selskab med Wolverine. Det er meget muligt at spillet ikke er et som var i stand til at leve op til det billede nogle meget kritiske fans havde forestillet sig efter hele fem års udviklingsarbejde, men for alle os, der bare gerne vil have fat i et indbydende og vildt godt actionspil med fokus på nærkampe, så få nu købt Wolverine.

Spillet koster i skrivende stund 550 Dkr. alt efter hvilken version af det du vil have. Det er også er en god sjat penge for en spiloplevelse der varer 12-15 timer sammenlangt, alt after hvor ambitiøs du er. Prisen er muligvis det eneste kritikpunkt da du for samme penge kan får spiloplevelser der kan forekomme mindst lige så intense, men hvor du også får meget mere spil for pengene. Har du derfor en engelsk tålmodighed og er du lidt i tvivl om, hvorvidt spillet kan leve op til din egen hype, så kan jo være det bliver billigere inden alt for overskuelig tid.

Forrige anmeldelse
« Directive 8020 «
Næste anmeldelse
Ikke flere anmeldelser