Supermassive games har i snart mange år udsendt spil der helt bevidst placerer sig tættere på spillefilmen og ”vælg dit eget eventyr”-fortællinger end på den slags videospil, hvor spilleren har langt mere handlefrihed.

Der er muligvis nogle spillere der vil finde spil som Before Dawn, Man of Medan eller The Quarry alt for lineære, idet konceptet bag alle disse spil – lige som firmaets seneste Directive 8020 — primært handler om at guide dine hovedpersoner sikkert gennem farefulde baner og sikre sig de ikke dør undervejs. De fremstår som interaktive gyserspil, hvor din opgave er at sørge for at så mange af figurerne du styrer eller som er en del af spillet ikke dør undervejs.

Selv om det er begrænset hvor meget indflydelse du som spiller har på de enkelte baner, så får du til gengæld masser af drama. Den lineære form gør nemlig at spildesignerne i højere grad kan styre spillets narrativ, som her er i højsædet. Alt efter om du formår at holde dit hold i live eller du fejler, så kan dine valg i pressede situationer være ganske afgørende for spillets videre handling, for slet ikke at tale om hvordan det hele slutter.

Spol tilbage
Hvordan handlingens mange valg kan påvirke spillet kan du selv få et indblik i, idet spildesignerne også har inkluderet en feature, der gør at du kan ændre mening, selv efter du har truffet dit valg. Du kan nemlig ”spole tilbage” og gøre dit valg om. Faktisk har du undervejs i spillet ligefrem mulighed for at se en grafisk repræsentation af de forskellige handlingstråde der eksisterer i spillet: nærmere bestemt et ”handlingstræ”, som man kalder det. Spørgsmålet er så om du vil benytte denne feature, eller om du blot vil spille spillet igennem efter din bedste evne.

I Directive 8020 er handlingen for første i serien flyttet langt ud i rummet. I jagten på et alternativ til Jorden, er en lille gruppe astronauter blevet sendt på mission til den exoplanet som forskerne mener har de største chancer for at blive et alternativ til vores udpinte planet. Det er meningen af den ti mand store besætning på Cassiopeia er forposten der skal skal rekognoscere planeten inden søsterskibet, Andromeda ankommer med kolonister fra jorden. Inden de dog når helt frem til planeten, sker der noget der får skibets computer til at vække besætningen fra deres cryosøvn.

Meteor med mere
Da skibet passerer gennem en meteorstorm, er der tydeligvis et meteor der har skadet skibet. Det er dog ikke ikke en hvilken som helst rumsten der er trængt gennem skroget. En af de meteoritter der ramte skibet bestod af en hidtil ukendt livsform, der spreder sig på skibet med stor hast.

Forskerne på Cassiopeia er både fascineret af denne hastigt voksende entitet, men også bange for hvad konsekvenserne af dens tilstedeværelse vil være. Da dette er et spil i Dark Pictures serien, så ved langt de fleste læsere også allerede godt, at det ikke er E.T. der har fået et lift, men derimod en særdeles ondskabsfuld og meget intelligent skabning, der endda – som spillet skrider frem – har evnen til at lave tro kopier af besætningsmedlemmerne, som den har fuld kontrol over. Hvem bør man stole på og hvem er måske en kopi?


Som den snarrådige læser nok har gættet så trækker Directive 8020 på en lang række klassiske science-fiction troper. Det er i al fald svært ikke at komme til at tænke på John Carpenters The Thing, Alien eller på spil som Dead Space eller et utal af andre scifi- og rumgysere hvor mennesker også muterer og udgør en trussel mod besætningen.

Selv om det ikke just er den dybe tallerken som Supermassive Games opfinder på ny, så er deres eksekvering af historien virkelig god. Desuden byder spillets historie på et twist hen mod slutningen, der selvfølgelig ikke skal afsløres her, ud over at den drejning historien tager faktisk reelt overraskede både mig og yngstesønnen Carl, som spillede det sammen.

Interaktivitet eller historie?
Der er sikkert en masse hardcore gamers der vil mene at det er så som så med selve spilelementet i spillet, for som antydet er banerne forholdsvis lineære. Du skal selvfølgelig udforske de områder du kan gå rundt på. Du skal træffe de rigtige valg i forhold til hvem du kan stole på eller ej og så består mange af missionerne af at snige sig forsigtigt rundt om de skræmmende alienmutanter, mens du forsøger at låse op for døre, forbinde elektriske kredsløb eller lignende ting.

Når du tilmed, som før nævnt, kan spole dine mindre heldige valg tilbage og vælge anderledes, så er det jo også forholdsvis overskueligt at nå til en slutning hvor det lykkes for dig at redde stort set alle dine venner.


Directive 8020 er muligvis en utrolig grafisk flot udgave af en Sværd & troldom-bog, men det er også et spil der netop takket være dens forgrenede struktur opfordrer spilleren til at se hvad der monstro sker i fortællingen, hvis man netop blot står ved ens valg og undlader at ændre begivenhedernes gang, hvis det nu går galt.

Fordelen ved denne forgrenede men ganske lineære fortælling er også at det måske er historien der er i centrum, frem for selve spillet. Det er endnu en af de spil, der nærmer sig konceptet om en interaktiv film, end det er et spil der giver brugeren nærmest ubegrænset handlefrihed, og det kan bestemt også noget.

Vildt flot og velfortalt
Holder du derfor, ganske som anmelder, af de andre titler i Dark Pictures-serien, så vil du også forelske dig i Directive 8020. Supermassive games har afpudset deres format, sørget for at du bliver forkælet med både superflot grafik, medrivende stemmeskuespil og en historie som fungerer virkeligt godt. Selv om det ikke tager flere uger at gennemføre spillets otte kapitler, så venter dig en meget intens oplevelse som du vil huske et godt stykke tid efter din konsol er slukket.

Som en sjov detalje, så kan du faktisk også låse op for The Curator – den mystiske skikkelse som i mange af de andre spil fungerer som både rammefortæller og dukker op i baggrunden, når der er nogen af figurerne der er i yderste livsfare – men hvordan du gør det, må du altså selv finde ud af.

Fatter og søn var i al fald enige om at Directive 2080 var en meget positiv spiloplevelse og ikke mindst en meget velfortalt rumgyser som til trods for at den minder om andet man kender stadig formår at overraske og videreformidle den paranoia som er grundessensen hér.