Hvordan ser tilværelsen ud, hvis man ikke var bundet til 9-17-hamsterhjulslogikken? Er det muligt at forestille sig en væren i verden, hvor det ikke er den aktive, arbejdende, og ikke mindst forbrugende og forurenende værensmodus, der dominerer?

Som jeg sidder og skriver dette, er det mest af alt et teoretisk anliggende, men det kan meget vel blive en hel nødvendig reorientering, i takt med kunstig intelligens måske kommer til at overtage det meste af vores arbejdsliv.

Der er med andre ord et reelt behov for filosofi, der kan kvalificere denne potentielle reorientering af vores tænkning om, hvordan vi kan være meningsfuldt til stede i verden.

På den måde ligner den sydkoreanske fødte tyske filosof Byung-Chul Hans bog Vita Contemplativa en bog til tiden. Han vil rehabilitere den kontemplative væren, uvirksomheden, den stille, observerende måde at være til på. Et ikke bare sympatisk, men også yderst relevant projekt. Men bogen leverer ingenlunde et nyt filosofisk grundlag for en fremtidig værensform.

Hvis man skal være en lidt hård, så er Byung-Chul Hans bog et klassisk eksempel på, hvorfor filosofien spiller så begrænset en rolle i den offentlige samtale. Hvis man er af den opfattelse, at filosofi bør beskæftige sig med verden med dens problemstillinger, som den opleves af levende mennesker, så er Hans bog irrelevant læsning. Den er derimod eksponent for den type filosofi, der kun orker at beskæftige sig med verden i overfladisk sloganagtig form (”De individer, som bilder sig ind at være frie, er i bund og grund kapitalens kønsorganer, som tjener til dennes forplantning”(s. 29)) og i stedet nedsynker i en indforstået dialog med døde filosoffer, i en tekst, der i lange stræk kører i ring og gentager de samme argumenter.

Den dialog er af og til interessant nok. Men forbliver en intern fagfilosofisk øvelse i stedet for at rent faktisk at beskrive et kontemplativt liv, som det kunne leves.

Men lad os alligevel se nærmere på, hvor Byung-Chul Hans dialog med filosofihistorien bringer ham hen. Udgangspunktet først: Han stempler uforbeholden ind i en gængs samtidsdiagnose á la Harmut Rosa, hvor samfundet ses som en blind accelerationsmaskine og individet som en evig optimerende entitet. Vi har således ”glemt, at det netop er uvirksomheden, som ikke producerer noget, der repræsenterer en intens og strålende form for liv. For at gøre op med arbejds- og præstationstvang må vi skabe en politik for uvirksom kontemplation, der formår at frembring en virkelig fri tid” (10).

Det kunne lyde som en sociologisk analyse. Men Byung-Chul Han er filosof, så han vil undersøge den tænkning, der ligger til grund for fremelskelsen af det aktive, handlende menneske, som har udgrænset den kontemplative væren, og i alt handlingens iver har eroderet klimaet og fremmedgjort os fra os selv og hinanden.

Det er ´greatest hits´ af den vestlige – primært tysk – filosofihistorie, Han går i dialog med i forsøget på at rehabilitere uvirksomheden: Nietzsche, Adorno, Heidegger mfl. Undervejs dog også med interessante læsninger af blandt andre Walter Benjamin, og Henrich von Kleist. Den centrale dialogpartner er imidlertid Hanne Arendt og hendes Menneskets vilkår, der fremstiller ”den menneskelige handlen i dens storhed og værdighed.” (s. 41) men det er ifølge Han netop det handlende menneske, Arendt maner frem, der er ansvarlig for de katastrofer, som den menneskelige tilstedeværelse på kloden har resulteret i.

Han forsoner sig aldrig med Arendt, men finder derimod i Heideggers tænkning et ”uvirksomhedens vokabularium” (s. 43). Det kan egentlig undre, at Han begrænser perspektivet til den vestlige sfære og ikke omfavner en østlig filosofisk tænkning, hvor Hans overvejelser om et liv i harmoni med naturen kunne finde større resonans og dermed også udvide horisonten for hans tænkning.

I bogens afsluttende kapitel Et kommende samfund, slår Han til lyd for en fremtidig økologisk væren, der er influereret af den romantiske, sværmeriske naturdyrkelse, som vi finder hos ærkeromantikeren af den drømmende, mystiske skole, den tyske digter Novalis. Hvordan perspektiverne i denne genfortryllede verden kan materialisere sig, er Han imidlertid tavs om. På den vis slutter Vita Contemplativa, som den begyndte – som en verdensfjern øvelse i abstrakt tænkning, der ikke rigtig lykkes med at anspore læseren til at tænke videre i nye kontemplative baner uden for produktivitetens regime. Desværre. Det havde ellers været yderst velkomment.