For nogle måneder siden var der valg til Folketinget. Ca. 84% af de stemmeberettigede valgte at afgive deres stemme til enten den ene eller den anden. De havde alle taget stilling til, hvem eller hvilket parti de ville stemme på. De havde alle selvstændigt tænkt og overvejet deres valg.

Men hvad er det egentlig, der afgør, hvad vi mener? Det er muligt, at jeg synes, at det er gået for vidt med EU’s indblanding i, om man må kappe halen af en gris. Eller at jeg mener, at klimakrisen kan afværges ved indførelsen af atomkraft – eller ved ikke at spise oksekød og flyve til fjerne destinationer. Men hvorfor mener jeg det; hvor kommer det fra?

I 1784 skrev Immanuel Kant artiklen Svar på spørgsmålet: Hvad er oplysning? Heri bestemmer han oplysningens kernepunkt som det at have mod til at betjene sig af sin egen forstand uden andens ledelse. Det selvtænkende, autonome individ, der er udstyret med en fornuft, er indbegrebet af oplysning. Så Kants svar er, at det er menneskers brug af deres forstand, der afgør, hvad de mener om dette og hint.

Det er denne opfattelse Bjørn Stærk gør op med i sin bog Ingen tenker alene. Han argumenterer for, at holdninger og meninger ikke er sådan nogen, der kommer af den enkeltes brug af sin egen fornuft. Det er snarere noget, der kommer af de grupper, vi er en del af og identificerer os med. Så han anfægter Kants forestilling om, at fornuft og dømmekraft er fæstet i individet, selvom han slet ikke kommer ind på Kant og den filosofiske tradition for fornuft og fornuftskritik.

Bjørn Stærk har en stærk religiøs baggrund, hvor rockmusik blev set som en repræsentation af antikrist, indtil han brød med den for at blive en del af internetmiljøer med stærkt højreorienterede og racistiske synspunkter ikke så langt fra Anders Behring Breivik. Derefter bevægede hans sig mod midten af det politiske spektrum, og er er nu en del af den grønne bevægelse og med en høj tolerancetærskel for folk med forskellige kulturelle og etniske baggrunde.

Han har således taget en lang rejse ud i meningslandskabet for foreløbigt at havne i den bløde venstrefløj, sammen med en række folk, som han tidligere ville have beskyldt for forræderi mod både den hvide race, videnskaben og fornuften.

Han har derfor også et godt udgangspunkt for at reflektere over, hvad det betyder at mene noget. Og han bruger i høj grad sin personlige historie for at diskutere, hvor den enkeltes meninger kommer fra.

Han opsøger og interviewer også andre, der har ændret meninger for at undersøge, hvad der gjorde, at de havde de meninger, de havde. Og ikke mindst hvad der fik dem til at ændre disse.

Den første er Sidsel Wold, som i mange år som journalist havde en klar bias til fordel for Israel og deres kamp for en selvstændig stat. Palæstinenserne så hun som en trussel mod det demokratiske Israel og deres retfærdige kamp imod de anslag, som palæstinensiske grupperinger gjorde mod dem. Et ophold på Vestbredden (og nærmere bekendtskab med den israelske venstrefløj) gjorde, at hun ændrede opfattelse. Konkrete erfaringer med det levede liv på Vestbredden gjorde, at hun fik et langt mere nuanceret blik på virkeligheden i konflikten i Mellemøsten, og hun ændrede sin bias. Og konkrete erfaringer er noget af det, Stærk ofte trækker frem, når han skal forklare, hvorfor folk mener noget, og hvorfor de ændrer deres holdninger.

I forhold til Wold har andre foretaget den modsatte tur fra venstre mod højre, hvilket Stærk også viser gennem andre personlige skildringer.

Men det, der hæver bogen over det personalhistoriske niveau, er Stærks søgen efter forklaringer på, at man har holdninger, og hvorfor man ændrer disse. “Innsikten denne boken bygger på er at mennesker er sosiale dyr som tenker sammen med gruppene vi er en del av, på godt og ondt” (s. 9). Mange af de holdninger, vi har og giver udtryk for, skyldes, at vi identificerer os med en gruppe. Vi har de holdninger, gruppen har. “Det er ikke bare jeg som går for meg selv og mener noe, men vi, gruppen jeg stoler på og føler meg trygg i, som tenker slik” (s. 41). Det er i høj grad socialpsykologien og nært beslægtede psykologiske teorier, Stærk opsøger for at finde forklaringer på holdninger og holdningsskift.

Men tilhørsforhold til en gruppe forklarer ikke alt. De fleste lægger nemlig også afstand til gruppen og indtager særstandpunkter eller udfordrer gruppens holdninger i det små. Hvis vi ikke gør det, er der tale om fanatisme, som kendetegner de ”grådige ”grupper (s. 129), hvor alle afvigende opfattelser bliver set som forræderi. Den slags grupper, som Stærk selv har været en del af, bør man holde sig fra, da det ikke giver den mulighed at være en del af flere grupper.

At være en del af flere grupper er vigtigt, da vi som mennesker jo ikke er særlig konsistente i vores meninger eller i vores moral. Vi kan mene mange forskellige ting samtidig. Og mange af vores opfattelser skifter afhængigt af omstændighederne. Jeg kan godt mene, at man ikke bør flyve over store afstande – og slet ikke over korte, da jeg så lige så godt kan tage toget. Men jeg har meget nemt ved at finde undtagelser fra dette, hvis det passer bedre ind i mit kram. Det er en særlig vigtig fest, fordi min bedste ven skal giftes, og på grund af arbejdet har jeg ikke tid til at tage toget, så jeg må godt flyve fra Aalborg til København i dette tilfælde. Men hvis andre gør det, vil de mærke min forargelse, for jeg kan ikke se ind i deres indre motivation for at gøre det. Min holdning er hele tiden til diskussion både i forhold til, hvordan jeg bedømmer andre og i forhold til, hvad jeg tillader mig selv.

Stærk skelner mellem opfattelser, holdninger og værdier. Opfattelser er noget, som vi forbinder med vores viden om verden. “En oppfatning er en påstand om fakta” (s. 22). Vi mener at vide, at verden har en bestemt beskaffenhed, hvilket vi lægger til grund for vores meninger. Problemet er her, at vores opfattelser faktisk ofte bygger på nogle antagelser, som er meget lidt begrundet. Vi tror, vi ved meget om verden, men dybest set er der rigtig meget, vi ikke ved. Stærk kalder dette ”forklaringsdybeillusjonen” (s. 43), fordi vi henviser til en viden, som vi tror, vi besidder, men som ikke vil holde for en nærmere efterprøvning.

Når vores opfattelser er særligt vedholdende, så kalder Stærk det for en overbevisning. Mange af de meninger, vi har, stammer fra den måde, vi mener at kunne forklare forhold i verden på. Der er en klar forbindelse “fra tankene våre til selve virkeligheten, og en følelse av om forbindelsen er sterk eller svak, altså om vi er sikre eller usikre” (s. 23). Vi bygger vores holdninger på vores verdensbilleder. Men begge er forankret i det tilknytningsforhold, vi har til de grupper, vi identificerer os med.

Og dette er også vældigt praktisk. For det betyder, at vi ikke behøver at vide noget om alt. Hvis gruppetilhørsforholdet er nogenlunde stabilt, så kan jeg slutte fra, at jeg ved noget, men ikke noget andet. Det andet er der andre, der ved noget om. Og hvis jeg stoler på dem, så kan jeg overtage deres viden og holdning. Hvad er eksempelvis forbindelsen mellem ønsket om økologi og forholdene i Mellemøsten? Der er ingen. Men hvis jeg identificerer mig med en gruppe økologer, og nogle af disse mener noget om Mellemøsten, så kan jeg mene noget om Mellemøsten, selvom jeg ikke ved noget som helst om det. Vi uddelegerer dermed viden og holdninger til en gruppe, uden at vi dybest set selv har belæg for eller kan argumenterer for en sammenhæng. “Tilhørighet og følelsen av sannhet går hånd i hånd” (s. 100). Der er tale om en særlig afart af distribueret viden og distribueret holdning.

Værdier er mere træge, og man kan sagtens ændre holdning, selvom man bevarer de samme værdier. I Wolds tilfælde kan en værdi som “retfærdighed” være konstant, samtidig med, at hun skifter opfattelse om, hvad der er retfærdigt. Mennesker er også rigtig gode til at skabe narrativer, der gør vores liv sammenhængende. Narrativer kan forbinde det, der ellers ikke hænger sammen, så jeg kan bevare mig selv, selvom verden (og dermed mig selv) ændrer sig.

Stærk kommer også ind på ekkokamre og filterbobler, og han forholder sig stærkt kritisk til teorien om, at de findes. På nettet er en anden, alternativ mening ikke mere end et klik væk, derfor vil filterbobler have det rigtig svært. Men alligevel lægger hans forestilling om gruppens indflydelse på den enkeltes holdning alligevel i forlængelse af denne forestilling. Det bliver ikke helt klart for mig, hvorfor man ikke kan beskrive gruppens indflydelse som et filter eller en boble. Ganske vist fremhæver han også, at den enkelte altid har en frihed i forhold til gruppen. Men gruppen og den holdning, man har tilfælles, er vel stadig et filter, man lægger ned over verden?

Forholdet mellem gruppen og den enkelte er den indre spænding i forholdet mellem, hvad man mener, hvorfor man mener det, og hvad der skal til for at ændre ens mening. Hvor selvstændig er jeg i forhold til den gruppe, jeg opfatter mig som en del af? “På den ene siden tenker vi altså sammen med gruppene våre. De påvirker oss dypere enn vi er bevisst på, og vi kan ikke forstå hva som skjer når mennesker er uenige uten å se landskapet av grupper og koalisjoner de befinner seg i. På den andre siden har vi stor frihet til å bevege oss i dette landskapet og selv velge hva vi vil gjøre med nye faktapåstander, holdninger og verdier” (s. 179f)

Stærks primære kilder er socialpsykologiske blandet med andres og egne erfaringer. Her savner jeg lidt udsyn i forhold til mere filosofiske diskussioner om, hvad viden og holdninger er for noget. Han forholder sig hverken til ontologiske eller epistemologiske teorier, men er mere optaget af det psykologiske, hvilket giver en lidt snæver forståelsesramme.

Han hævder flere gange, at han selv er dybt interesseret i videnskab. Men i de afsnit, hvor han beskæftiger sig med, hvad videnskab er, bliver det meget tyndt, og det bliver tydeligt, at det ikke er her, han har sin styrke. Det er også underligt i en bog, der handler om holdninger og meninger, at han slet ikke inddrager deliberative tænkere eller argumentationsteori, som jo ligger under det, at kunne argumentere for en holdning. Jeg savner endeligt også en mere grundig diskussion af, hvad værdier er og gør.

Men det er meget interessant at følge den pingpong, som bogen fremlægger mellem den personlige historie, andres tilsvarende historie og teorier om holdninger og holdningsændring. Så bogen er bestemt værd at læse.