Kunstig intelligens er nu også nået til den lille skriftserie Tænkepauser, som udgives af Aarhus Universitetsforlag. Den lille bog er skrevet af professor ved Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab Peter Dalsgaard.

Igennem fem korte kapitler beskriver Dalsgaard, hvad kunstig intelligens er for noget. Og han fortsætter med at vise, at selvom “intelligensen” er kunstig, så har den reelle og virkelige konsekvenser. Fra forskellig side reflekterer han over betydningen af bias. Dels den bias, der ligger i de holdninger eller omverdensforståelser, der ligger i sprogmodellerne. Disse kommer fra de data, sprogmodellerne er “trænet” på. Men andre holdninger kan komme til udtryk, når kunstig intelligens bruges til at producere budskaber og deep fakes.

Bogen sluttes af med at diskutere det svære dilemma, vi som mennesker og samfund står overfor, når vi skal beslutte og vælge, hvordan generativ kunstig intelligens skal eller ikke skal bruges, og hvordan det skal reguleres. Kunstig intelligens er nemlig, som Dalsgaard formulerer det, et “tveægget sværd, en teknologi, der både kan skærpe og sløve os” (s. 56).

En del af de forhold ved generativ kunstig intelligens, som Dalsgaard kommer ind på, handler om den påvirkning, vi som mennesker bliver udsat for ved at bruge teknologien. “Når vi prompter en chatbot, prompter vi os selv” (s. 55), lyder det blandt andet. Og lidt senere kalder han chatbots for en “kognitiv teknologi, for det er et redskab, der ikke kun udfører en opgave, men griber direkte ind i vores tankeprocesser” (s. 56f).

Selvom Dalsgaard tydeligvis er begejstret for teknologien, så veksler teksten hele tiden mellem denne begejstring og den kritiske røst, der er grundet i en eksistentiel bekymrethed på menneskenes vegne. Hvordan forbliver man menneskelig, når en teknologi, vi selv vælger at bruge, griber ind i det, vi opfatter som kernen i det menneskelige.

Det ser vi også med Dalsgaard eget kernefelt: kreativitet, der om noget af nogen bliver opfattet som en menneskelige kernekompetence. Kreativitet er et klart særkende for det menneskelige. Men nu er kreativitet ikke bare noget, der giver sig selv. Og når forfatteren dels eksemplificerer kreativitet ved kunstigt genererede produkter og konkluderer, at kunstig intelligens kan (kunne?) “demokratisere kreativiteten” (s.42), så bliver spørgsmålet, hvad det er, vi forstår ved kreativitet. Det kreative produkt kræver, at det bliver promptet frem. Og selvom vi alle kan lave billeder med Midjourney og Nano Banana 2, så består kreativitet ikke kun i få fremstillet noget. Den abstrakte ekspressionisme kunne man også kalde for en demokratisering af kreativiteten, da den brød med strenge formkrav – det samme kan siges om konceptkunst – men det betyder jo bare en forskydning af kriterier for kreativitet.

Det ved Dalsgaard naturligvis også og langt bedre og dybere end denne anmelder. Men det ligger lidt i formen Tænkepauser, at der skal skæres en hæl og klippes en tå for at få sagt noget, der kan åbne et komplekst felt for den alment interesserede læser.

Jeg mener dog ikke, at der er grund til at acceptere almindeligheder som “demokratisering af kreativiteten”, hvis der ikke er plads til modifikationer. Og der så måske også den, der kommer lidt senere, når han siger: “For selv om AI leverer et råmateriale, kræver det stadig menneskelig dømmekraft at gøre det til noget, der giver mening i en kontekst med et formål til en målgruppe” (s. 44). Men jeg synes ikke denne forbindelse bliver særlig tydelig i bogen.

Bogen gør en del ud af, at kunstig intelligens er krops- og erfaringsløs. Man kunne også have peget på, at de måske også er sprogløse, fordi de ikke “har lært” sprog i en kontekst af en omverden, men udelukkende er trænet på fastholdt, digitaliseret sprog. Og en effekt af denne mangel på sprog og intelligens i den kunstige intelligens er også den største fare: “Vi tænker ofte på kunstig intelligens som noget, vi mennesker former. Vi designer den, træner den og tilpasser den til vores behov. Men den påvirker også os, for jo mere vi interagerer med AI, desto mere tilpasser vi maskinens måde at fungere på” (s. 36).

  Et større problem efter min opfattelse er, at Dalsgaard i første indledende kapitel får omtalt generativ kunstig intelligens som en maskine, der tænker. Dette sker uden, at det bliver klart, hvad der her ligger i “tænkning”. Der ligger en implicit antagelse om, at tænkning er beregning, når man henviser til denne måde at omtale kunstig intelligens på. Noget der går igen, når han omtaler maskinens evne til at improvisere (s. 15), hvor improvisationen her må forstås som sandsynlighedsberegning + et aleatorisk element (en tilfældighedsfaktor). Altså beregninger.

En anden indvending er, at Dalsgaard går for let hen over de forskelle, der er mellem forskellige kunstige intelligenser. Der er stor forskel på anbefalelsesalgoritmer, selvkørende biler, billeddiagnostiske værktøjer og tekstbaseret billedegenerering. Her havde en kort typologi været hjælpsom. Han er løbende inde på forskellige former, men netop når fremstillingen skal være så kort, kunne en opdeling være en hjælp, ligesom de lidt for bombastiske forkortninger, som der af naturlige grunde er en del af. Det gælder jo også den ret fede formulering: ““Når vi prompter en chatbot, prompter vi os selv”, som jeg også har hugget til overskriften.

Den korte form er et meget vanskeligt format. I bogen AI er det langt hen ad vejen lykkes, selvom valg og prioriteringer naturligvis kan diskuteres (og det er jo også en anmelders opgave).