Mikkel Vedby Rasmussen nye bog Illusionernes fald er en bog om verdens tilstand anno 2026, og ikke mindst om, hvilken verden, vi kan forvente at leve i fremover. Det er med andre ord en bog om geopolitik; om hvordan demografi, (militær)teknologisk udvikling og stormagtsrivalisering former vores fælles fremtid. Hvordan vi overlever den nye verdensorden er undertitlen på bogen. Den lover mere, end den kan holde. Det er samme gør bogens afsluttende kapitel, som har samme titel. Så lad os starte med at se på bogens konklusion, og efterfølgende hvordan analysen i bogen leder derhen.

Demokratiets endeligt
Statskundskabsprofessor og international kommentator på bl.a. Weekendavisen Mikkel Vedby Rasmussen slutter sin bog af i en position, hvor han balancerer mellem dystopi og en trodsig optimisme, ”som giver plads til både frygt og håb, pessimisme og optimisme, og som giver os lov til at tro på en bedre fremtid – uden at være så naive, at vi tror, at den kommer af sig selv”. (s. 248)

Vejen derhen er imidlertid ikke det deliberative demokrati, som vi kender det. Samtale, regelefterlevelse og kompromisets kunst er ikke vejen frem i en verden, hvor Trump, Putin og Xi Jinping er modstanderne. Hvad præcis Vedby Rasmussen forestiller sig skal træde i stedet materialiserer sig aldrig i bogen. Men det handler bl.a. om, at vi skal tage mere personligt ansvar, vi skal ikke være så bundne af vores historiske overleverede normer og regler. Indse, at vi ikke kan forudsige, hvilke kriser der rammer, men være klar til at navigere med ansvar, ydmyghed og nysgerrighed i verden uden regler – og som Vedby Rasmussen antyder – ikke nødvendigvis bundet af de demokratiske spilleregler.

Det lyder alt andet lige svært at omsætte til et sæt leveregler, styringsprincipper eller ligefrem en anvisning til, hvordan vi overlever en ny verdensorden, som bogens undertitel ellers lover. Men den lettere tågede afslutning på bogen er hurtig tilgivet. For analysen derhen er på mange stræk dybt interessant.

Det dybe fald
”Illusionerne er faldet. Faldet er dybt, hårdt og nådesløst, fordi det viser sig, at de præmisser, som vi har bygget vores forventninger til det 21. århundrede på, var konstrueret alt for langt fra realiteternes grundfjeld”. (s. 9) Sådan lyder bogens første sætning, som giver dødsstødet til globaliseringen, altså ”illusionen om, at alle andre lande ønskede den samme økonomiske udvikling og ville styre deres stat efter de samme markedsprincipper som os” (s. 13). Den vestlige optik er ikke universel, hvis nogen skulle være i tvivl.

I den nye verden, der bliver stadig mere og mere tydelig for os, kan man nemt forveksle forandring og omvæltning med dystopi. Men det er ifølge Vedby Rasmussen en doven tilgang, som næres af en underskov af professionelle dystopikere form af journaliser, akademikere og deslige, som ikke orker at anstrenge sig intellektuelt for at se, hvilke muligheder og åbninger, den nye verden også rummer.

Man kunne med en vis ret sige, at Vedby Rasmussen heller ikke selv lægger så mange kræfter i at forme en positiv fortælling om fremtiden. Men hans ærinde er grundlæggende analytisk og handler om at nå et spadestik dybere og kigge på de underliggende årsager, der driver de geopolitiske forandringer, vi oplever.

I bogen lægger han derfor ud med en analyse af demografiens udvikling for geopolitikken. Herunder demografiens betydning for nationens militære mobiliseringspotentiale, og dermed demografiens grundlæggende betydning for nationernes geopolitiske magt. Vedby Rasmussen argumenterer her som generelt i bogen med stor overbevisningskraft, men alligevel melder tanken sig, om ikke analysen hænger for meget fast i en gammel tænkning, som ikke er tilstrækkelig opmærksom på, at teknologisk innovation kan være en markant opvejende faktor for en liden befolkning. Er Ukraines innovative droneteknologi ikke et eksempel? Eller hvad med Israels knusende militærmagt? Og udviklingen af kunstig intelligens peger vel alt andet lige på, at teknologien i et eller andet omfang vil overflødiggøre en mængde mennesker, og grundlaget for fremtidig produktivitet og militær magt derfor ikke længere nødvendigvis er befolkningstilvækst.

Om ”et af de bedste argumenter for, at USA vil fastholde sin stormagtsposition i det 21. århundrede er”, virkelig er ”at USA sammen med Storbritannien er en af de få stormagter, som har det demografiske muligheder for at fastholde rekruttering til deres væbnede styrker på 20. århundrede-niveau.” (s. 37), synes at være en præmis man kan diskutere.

Rå magt er tidens valuta
Ikke desto mindre er præmissen om, at USA også fremover fortsat vil være klodens dominerende supermagt afsættet for et andet af bogens kapitler, som illustrativt udlægger den forandring, den amerikanske magtudøvelse gennemgår i disse år. Fra at være ”garanten for orden i en verden truet af kaos” (s. 61), som kendetegnede USA's rolle og selvforståelse efter Anden Verdenskrig, ser den amerikanske præsident nu i stedet tidligere allierede som konkurrenter, hvis ikke som direkte fjender.

Vedby Rasmussen konstaterer nøgternt: ”USA er blevet for stor til et ligeværdigt partnerskab, og europæerne er for svage til at stable et alternativ på benene” (65). Pointen er videre, at hvor USA før så sig som forsvarere af international orden, ses den rolle nu som en begrænsning for USA’s mulighed for forøge landets velstand. Hvorfor skulle USA ikke gøre som det passer dem, når nu USA er så meget større og stærkere end sine tidligere allierede? I den nye verden er det rå magt – ikke antallet af allierede, der er valutaen. Dog synes situationen omkring Iran at vise, at der er grænser for USA's magt. Ligesom USA's ikke imødekomne anmodning om assistance til genåbningen af Hormuzstrædet tydeliggør, at selv mægtige USA ikke kan klare alt på egen hånd.

Ikke desto mindre er USA’s omkalfatrede selvforståelse en realitet og samtidigt udtryk for et institutionelt opgør, som sigter på at omforme amerikansk politik, så det flugter med tankegangen hos tech-eliten, som under Trump også er blevet en politisk elite: ”Når man på den måde er vant til, at de store spillere på markedet opkøber de små, så fører man ikke en udenrigspolitik, hvor små stater har lige så meget at sige som store. Tværtimod er det naturligt at overtage Grønland fra et lille land som Danmark – mod en passende pris, som man ville give en passende pris for en startup.” (s. 82)

Det nye USA må vi i Danmark tage bestik af og forholde os nøgternt til i stedet for at falde på halen, hver gang Donald Trump overskrider vores normer for civiliseret opførsel. Det taler bl.a. for nye interessefællesskaber med mindre og mellemstore lande, som værner om regler og institutioner – ikke for at hævde disses almene moralske kvaliteter, men fordi de gavner netop os.

Et treleddet krydspres
USA er ikke det eneste store rovdyr på savannen, som Danmark og Europa skal forholde sig til. Også Rusland og ikke mindst Kina har hvæsset tænderne. Om sidstnævnte lyder det uforsonligt: ” Kompromis er umuligt, og konflikt er uundgåeligt i det kinesiske kommunistpartis verdensanskuelse” (s. 142). Indien – det befolkningsmæssigt største (og stadig voksende) land på kloden forbigår Vedby Rasmussen imidlertid, hvilket kan undre i lyset af hans optagethed af demografi. Men pointen er alligevel klar: Europa må redefinere sig selv for at bevare global relevans. En sådan redefinering må i Vedby Rasmussens øjne gerne gøre op med ideen om Europas Forenede Stater og den underliggende elitære magttænkning og ensretning, som har løbet som en understrøm i det europæiske projekt, men præcis hvad der skal komme i stedet svæver hen i det uvisse.

En ting står dog klart: teknologisk innovation og især den militære af slagsen bliver definerende for vores fælles fremtid, og med den svimlende hastighed, udviklingen bevæger sig, stiller det endog ganske høje krav til vores våbenindkøb, så vi ikke risikerer at købe isenkram til gårsdagens slagmark.

Det kommende trin i den militærteknologiske udvikling forestiller Vedby Rasmussen sig bliver ”transhumane soldater” – dvs. soldater, hvis fysiske og mentale kapaciteter er forøget gennem bioteknisk innovation. Jeg forestiller mig en soldat a la Captain America. Det lyder som science fiction. Men af samme grund formentligt ganske sandsynligt, og det vil fundamentalt ændre logikken på slagmarken og i vores militære organisering i bredere forstand.

Man kan mene, at bogen taber lidt analytisk flyvehøjde i de detaljerede spekulationer om fremtidens cyborg-kriger. Men på den anden side er det med til at understrege pointen om, at fremtidens kampplads handler om teknologisk innovation og strategisk forskning. Viden er som bekendt magt. Væk er derfor også globaliseringens ideal om en fri grænseoverskridende forskning. Ind kommer et forskningskapløb mellem Kina, USA og Europa.

I denne innovationens geopolitik kan stater vælge forskellige strategier: En er at lade tech-ingienørerne med deres data-insights tage teten på samfundets udvikling. En anden er bureaukraternes regelbaserede tilgang, der sikrer politisk kontrol med udviklingen. Men der kan også opstå varianter, hvor statsmagten og markedskapitalismen sammenvikles – måske endda i en fascistisk variant. Åbenlyst er hvert fald, at den geopolitisk situation har bragt ”direktører og politikere tættere på hinanden.”(s. 221) Sammenfiltningen af Silicon Vally og Det Hvide Hus er et godt eksempel på en sådan moderne korporatisme. Spørgsmålet er så om EU og vores regelbaserede tilgang er gearet til at navigere i en sådan verdensorden, hvor den frie konkurrence er erstattet af nationale strategiske interesser.

Under analysen ligger der en erkendelse om, at politik, som vi kender det, ikke længere er i stand til at løse de udfordringer, vi i tiltagende omfang kommer til at stå over for. Den klassiske reformtilgang, hvor samfundet langsomt drejes i en retning, kan ikke stille noget op over for ”forandringer, som er så destabiliserende, at de kræver hurtig handling og strategisk nytænkning, som ikke kan rummes inden for reformismen”. (s. 241)

En bog til tiden
Og så er vi tilbage, hvor denne anmeldelse startede. Det samtalende demokrati og vores politiske og procestunge styreform, er ikke længere svaret i verden på speed. Hvad der skal komme i stedet, ved jeg stadig ikke efter at have læst bogen. Det er jeg heller ikke sikker på, at Mikkel Vedby Rasmussen gør. Men han har leveret en dybt tankevækkende bog, som peger på mange af de uomgængelige præmisser, som former vores verden, og som kræver politiske svar.

Illusionernes fald er på den måde en bog til tiden: En ny regering kan blive enige om nok så meget, og nedfælde et detaljeret regeringsgrundlag med ambitiøse tanker om den fremtidige kurs for landet. Men det udslagsgivende for Danmarks fremtid – i det omfang denne fremtid overhovedet formes af vores folkevalgte – bliver, hvordan en ny regering kan håndtere det væld af udefrakommende kriser, der følger af tiden, vi lever i. Til en start bør vores folkevalgte komme på omdrejning med verden, som den ser ud nu, ikke som vi gerne vil have den ser ud. Illusionernes fald er godt sted at starte den erkendelse.