10.000 straffefanger blev under Første Verdenskrig anbragt i arbejdslejre i Sønderjylland. Her skulle de i 1916 og 1917 udføre hårdt fysisk tvangsarbejde under umenneskelig behandling. Disciplinen var ofte nådesløs, og maden var elendig.

Straffefangerne blev indsat i 19 lejre og skulle primært arbejde på byggeriet af et fæstningsanlæg fra vadehavskysten i vest tværs gennem Sønderjylland til Lillebælt i øst. Det blev til den stærke grænsebefæstning, vi i dag kender som Sikringsstilling Nord (Sicherungsstellung Nord), og som der stadig er fragmenter tilbage af. Tvangsarbejderne skulle udføre det opslidende arbejde med at anlægge betonbunkere og militære jernbaner ved Sikringsstilling Nord, som skulle være Tysklands forsvar mod et muligt angreb fra nord.

Forsvarsanlægget kom aldrig i brug.

Det var ikke krigsfanger, der her var tale om. Det er vigtigt at skelne mellem krigsfanger og straffefanger. Krigsfanger var primært soldater fra Det Tyske Kejserriges fjendelande, fanget på eller ved fronten. Straffefanger var tyske statsborgere, der enten var deserteret eller havde foretaget sig noget andet, der stred mod gældende lovgivning.

Ingen fagfællebedømte eller forskningsbaserede kilder sætter tal på, hvor mange krigsfanger (primært englændere, belgiere, franskmænd og russere) der af Tyskland blev anbragt som krigsfanger i Sønderjylland – eller Nordslesvig, som dengang var en gængs betegnelse for området. Vi ved dog, at de to største krigsfangelejre i området alene husede 5.000 fanger.

Men her er det straffefangerne, vi koncentrerer os om. Der er nemlig udkommet en ny bog, der kaster lys over et afsnit i den sønderjyske historie, som indtil nu ikke har været grundigt belyst. Det er ikke ny viden, at der kom militære straffefanger til Nordslesvig, der indtil 1920 var en del af den preussiske provins Slesvig-Holsten. Med Egon Weber Paulsens bog Militære straffefanger i Sønderjylland under 1. Verdenskrig kommer vi dog for alvor ned i substansen.

Betragtet som bundslammet
De tyske statsborgere, der kom til Nordslesvig, blev i den tyske offentlighed betragtet som bundslammet i det tyske samfund. Det var mennesker uden ære. Det var forbrydere, der ville unddrage sig krigstjeneste og dermed ikke være med til at forsvare fædrelandet, hed det sig – enten ved decideret faneflugt, ved ikke at møde op til tjeneste eller ved ulydighed.

Straffefangerne kom fra alle egne af det tyske kejserrige. Til dem hørte også dansksindede sønderjyder, som der var enkelte af i lejrene. Det var dansksindede sønderjyder, der i tysk krigstjeneste enten havde nægtet at parere ordre eller havde forsøgt at flygte over Kongeåen til Danmark og derfor ifølge tysk lov havde gjort sig skyldige i desertion.

Der har været usikkerhed og myter forbundet med denne historie – usikkerhed om, hvor mange straffefanger der var, og hvor de befandt sig, og deraf opståede myter og spekulationer. På et tidspunkt opstod der for eksempel gisninger om, at der skulle være massegrave i Midtlandet i Sønderjylland, hvor døde straffefanger skulle være blevet begravet.

Her stiller Egon Weber Paulsen med en omfattende dokumentation og fremfører det, der er belæg for – og ikke andet.

I eftertidens Tyskland har der været knyttet skam og tabu til straffefangernes historie. Derfor er kildematerialet også begrænset. Den legende, man kender som ´dolkestødslegenden´, har også været en hindring for de historiske forskere. ´Dolkestødslegenden´ var en historie, der intet havde på sig. Den blev udbredt allerede kort efter Første Verdenskrigs afslutning og gik ud på, at Tyskland slet ikke tabte på fronten. Nej, det var – ifølge legenden – “feje kommunister, socialdemokrater, jøder, desertører og matroser”, der billedligt talt faldt Det Tyske Kejserrige i ryggen.

Legenden resulterede i, at ofrene for den tyske militærjustits under Første Verdenskrig blev negligeret. Blandt den tysksindede befolkning i Nordslesvig blev straffefangerne betragtet som forrædere. Som kontrast til dette blev straffefangerne i den dansksindede befolkning mødt med forståelse og sympati.

Der har altså været noget at gå i gang med for Egon Weber Paulsen, der er dykket ned i civilregistre, lazaretprotokoller, kirkebøger og et væld af andre dokumenter i tyske og danske arkiver.

Hvad havde straffefangerne gjort?
Egon Weber Paulsen har ikke kunnet fremskaffe kildemateriale, der giver et samlet billede. Men han har fået fat i en liste over overtrædelser i det 13. kongelige Württembergske armekorps og udarbejdet en procentvis opgørelse: 28 procent fik en dom for ulovlig udeblivelse fra militærtjeneste, 17 procent for faneflugt (herunder overløb til fjenden), 15 procent for bedrageri, tyveri og plyndring og 9 procent for ulydighed. Resten af dommene blev afsagt på grundlag af blandt andet ´fejhed´ foran fjenden, dokumentfalsk, selvlemlæstelse (for at undgå krigstjeneste), voldeligt angreb mod en overordnet eller mytteri.

Præcis hvor mange sønderjyder det drejede sig om, kan Egon Weber Paulsen ikke fastslå. Han har kunnet identificere seks personer, men formoder, at det reelle tal er “noget større”.

Der er eksempler på, at desertører fik valget mellem fronten og en straffelejr i Nordslesvig – og valgte fronten. En af dem var den danske sønderjyde Lorenz Kræmer, der selv havde set, hvordan straffefangerne blev behandlet på hans hjemegn.

Det er imponerende, hvor mange eksempler Egon Weber Paulsens bog byder på – altså konkrete menneskeskæbner med navn og foto. Det gør historien ekstra nærværende for læseren. Gennemsnitslæseren foretrækker historiske fremstillinger, hvor man følger virkelige menneskers skæbner, og historisk set gør det bestemt ingen skade.

Ifølge Egon Weber Paulsen undgik militæret i reglen at udtage sønderjyder til byggeriet af Sikringsstilling Nord. Man vidste naturligvis, at deres lokalkendskab ville gøre det nemmere for dem at flygte.

Krigsfanger måtte ifølge international ret – det vil sige den daværende Haag-konvention – ikke sættes til at bygge et forsvarsanlæg som Sikringsstilling Nord. De blev dog sat til arbejde, som lettede forholdene for straffefangerne.

Lejre skildret på postkort
Hvis man med god ret har undret sig over, at man i Tyskland fremstillede postkort med billeder fra både straffe- og krigsfangelejre, som om det var en turistseværdighed, man sendte hilsner hjem fra, får man et bud på forklaringen i denne bog: Tyskland havde en interesse i at vise, at fangerne blev behandlet korrekt.

Den tyske hærs brug af straffefanger var dog langt fra uden problemer og dilemmaer for hærledelsen selv. På den ene side skulle arbejdet på nordfronten afsluttes hurtigst muligt. På den anden side havde man også en interesse i at svække fangernes arbejdsevne, så straffelejrene fremstod som afskrækkende eksempler både over for andre, der måtte få lignende tanker, og over for straffefangerne selv. Fangerne blev for eksempel tvunget til at gå med tunge materialer som skinner og sveller over strækninger på 15-17 kilometer. Til sidst var de så udmattede, at de gik dinglende, som om de var berusede.

Vinteren 1916-1917 var bidende kold. Det var tilmed den berygtede “kålrabivinter”, hvor der var alvorlig mangel på fødevarer og dermed hungersnød. Det var de civile nordslesvigere forbudt at tale med og hjælpe straffefangerne på nogen måde. Men især dansksindede brød dette forbud og hjalp fangerne med mad, når de kunne gøre det i det skjulte. Man “tabte” for eksempel sukkerroer på vejene. I nærheden af Skærbæk er der et eksempel på en vagtmand, der opdagede dette og dyppede roen i kolort, så den ikke kunne spises. Det var ifølge forfatteren ikke et enestående tilfælde.

Der var dog også en person, der helt åbenlyst trodsede forbuddet mod at have kontakt med fangerne, og det var vandreprædikanten Kjestine Andersen fra Løgumkloster, bedre kendt som ´Bibel-Stinne´, der var drevet af næstekærlighed. Egon Weber Paulsen har gravet flere erindringer og vidneberetninger frem, og de går virkelig under huden på læseren. En Jes Hansen Lund fra Branderup skrev: “Det, jeg husker bedst, er de her sultne fæstningsfanger. Jeg har set, at de har halet kartoffelskræller ud af møddingen og spist dem”.

Straffefangernes sult er kun undtagelsesvis beskrevet i de tyske kilder. Derfor har forfatteren her primært måttet ty til danske kilder.

Solidt kildearbejde
Der er dog i kilderne eksempler på forståelse og medmenneskelighed fra mennesker i den tyske øvrighed. Marie Johnsen fra Neder Jerstal gav tørstige fanger noget at drikke. Ved amtsretten i Toftlund havde civildommeren tydeligvis forståelse for hendes handling og lod hende slippe med en advarsel.

Weber Paulsen dokumenterer, hvordan man fra tysk side ensidigt forsøgte at idyllisere fangernes situation i Nordslesvig. I Abkær-lejren ved Haderslev blev stemningen i juni 1917 “desperat”. En vagtmand dræbte en fange med bajonetstik, hvilket der var hjemmel til i den forordning, de tyske myndigheder havde udstedt. Men det afstedkom stor harme i lokalbefolkningen. Den dansksindede sønderjyske politiker H.P. Hanssen gik ind i sagen og tog i samarbejde med overvejende socialdemokratiske politikere sagen op i Rigsdagen i Berlin. Om klagen reelt førte til en forbedring af forholdene i lejrene, har Weber Paulsen svært ved at dokumentere. Det officielle svar fra den tyske krigsminister Hermann von Stein giver dog udtryk for, at sagen blev taget alvorligt.

I oktober 1917 forlod de første straffefanger de umenneskelige lejre i Nordslesvig. Lejren i Toftlund var den sidste, der blev tømt. I efteråret 1917 var antallet af deserteringer taget til, og Toftlund-lejren blev brugt til at internere desertører.

Hvor mange af de 10.000 straffefanger der døde, kan Weber Paulsen ikke fastslå. De fleste ligger begravet på kirkegården Friedenshügel i Flensborg og en del i Slesvig. Kort før befrielsen i 1945 sørgede en tysk sergent for at få gravene i Løgumkloster slettet. ´Dolkestødslegenden´ levede stadig i bedste velgående. Sergenten mente ikke, at fangerne fortjente at blive mindet. 35 gravsten blev fjernet og brugt som blandt andet terrassesten. 20 af dem blev senere fundet. Kun otte af dem kunne restaureres og blev i 2009 genopstillet af menighedsrådet i Løgumkloster. Også i Arrild findes et mindested.

Egon Weber Paulsen har begået et fremragende værk, der både kan læses med fagmandens saglige fornuft og med menigmands følelser og indignation. Forfatterens indgående arbejde med kilderne vækker beundring. Bogen er en vigtig dokumentation. Læsning kan varmt anbefales.