Esajas’ Bog er et af de vigtigste skrifter i Det Gamle Testamente, så det er noget af en mundfuld, Else Hviid har påtaget sig at udfolde i Eksistensens serie Bibelen læst af…

Hun synes dog at gå til opgaven forholdsvist uimponeret, og læsningen af hendes bog går da også over stok og sten. Den er ret velskrevet, og derfor hurtigt læst.

Jeg kan naturligvis ikke vide, hvordan bogen opleves, hvis man intet kender til Esajas’ Bog i forvejen, men det er adskillige år siden, jeg selv læste bogen sidst.

Skriftet indeholder nogle af de kendteste profetier om Jesu fødsel, liv og levned, og er faktisk ikke helt nem at læse. Skriftet har et til tider utroligt svulstigt billedsprog, og som det gælder al billedtale, kan det godt kræve en del af sin læser at finde ud af, hvad forfatteren faktisk mente, da teksten blev til.

Derfor giver det nok god mening med de mange svinkeærinder fra selve Esajas’ Bog. Som udgangspunkt foretrækker jeg at man holder sig til skriftet selv, og forsøger at læse det på ens egne præmisser. Det ville med ret stor sikkerhed have givet en anden bog, men jeg tror også, at det ville have været en mindre interessant bog. En præmis i denne bogserie er i øvrigt, som jeg har forstået den, at tilgangen er ’personlig’, dvs. at man selv sætter rammen for bogens indhold, hvorfor Else Hviid er konsekvent i sin egen tilgang. Og de mange perspektiveringer er for det meste virkelig interessante.

Meget kort fortalt, så er skriftet en lang røffel til israelitterne, fordi de ikke har handlet efter Guds love og regler. Derfor er de selv skyld i eksilet i Babylon (6. årh. før Kristi fødsel), men samtidig er der lys forude, for det skal nok ende godt alligevel. Lidt firkantet sagt.

Med Else Hviids ord: ”Esajas er både en historisk person og en litterær figur. Den historiske Esajas ved vi ikke meget om. Han har formodentlig været tilknyttet templet i Jerusalem, og hans profetiske virke finder sted i en urolig tid. Bogen placerer ham i sidste halvdel af det 8. årh. f.Kr., en periode, hvor landet flere gange er truet af det assyriske storrige, inden det indtages og besættes af det babyloniske. Jerusalem og templet ødelægges, store dele af befolkningen deporteres til Babylon i 586 f.Kr. Eksilet varer til 538, hvorefter de deporterede israelitter får mulighed for at vende tilbage” (s. 9). Store dele af Esajas’ Bog er med stor sandsynlighed skrevet efter eksilet.

Hun læser bogen dybt eksistentialistisk. Hvad vil det – billedligt talt – sige at være i eksil, hvad vil det sige at håbe, og hvad håber man på?

Derfor ærgrer det mig også, at hun til sidst i bogen er besnærede tæt på at forveksle anti-zionisme med anti-semitisme, og det ærgrer mig, når hun (helt unødvendigt) taler om situationen i dag i Mellemøsten, ikke er tydeligere omkring, at konflikten har varet i årtier, og ikke startede med Hamas’ terrorangreb. I forskningen skelner man normalt mellem israelitter (dem som Det Gamle Testamente især handler om) og israelere (indbyggere i nutidens Staten Israel). Derfor risikerer man – ufrivilligt – at blande det sammen, når man perspektiverer til nutidens Israel.

Det ændrer dog ikke på, at bogen har givet mig lyst til at genlæse Esajas’ Bog. Ezekiels Bog handler strengt taget, tematisk, om meget af det samme som Esajas’ Bog.

Ezekiels Bog er dog endnu mere svulstig i sit billedsprog end Esajas´ og er ikke lige så anvendt i kristen praksis som Esajas´, som er den bog fra Det Gamle Testamente, der har givet flest tekster til folkekirkens søndagsgudstjeneste. Ezekiels Bog har kun leveret seks tekststykker til de to tekstrækker, vi hører om søndagen over en toårig periode. Den mest kendte fortælling hos Ezekiel er sikkert fra kap. 37, hvor en stor mængde indtørrede ben i en dal bliver gjort levende igen, og bogen er også inspirationskilde til det sidste skrift i Bibelen - Johannes’ Åbenbaring.

Hvor Else Hviids bidrag som nævnt har en meget eksistentialistisk (personlig) vinkel, er Rosanne Liebermanns mere akademisk. Og selvom hovedtemaerne er de samme – eksilet i Babylon – bliver det derfor to meget forskellige bøger. Liebermann fokuserer på begrebet tvangsmigration (altså eksilet i Babylon) og konsekvenserne for den jødiske gruppes religiøse identitet. Hvordan forsætter man sin jødiske praksis i udlandet?

Her, skriver hun, fremstiller Ezekiel sig som den eneste sande og autoritative religiøse myndighed i sin generation. Derfor har han også hårde ord til alle andre, der forsøger at gøre det samme. Igen understreges det, at eksilet/tvangsmigrationen er Jahves straf, fordi de ikke har holdt hans love og regler. Derfor er forudsætningen for at være sand jøde, at man faktisk er i eksilet, så man kan få sin straf. Derfor har Ezekiel heller ikke meget til overs for de jøder, som det er lykkes at forblive i hjemlandet. Og selvom de – skulle man tro – har alle muligheder for sand gudsdyrkelse, er det et problem i sig selv, at de ikke også kom i eksil. Og fik deres fortjente straf som andre jøder.

Man kan sige, at Liebermann via Ezekiel undersøger, hvad det gør ved ens identitet, når man bliver tvangsforflyttet som ’flygtning’. Ezekiel giver rammerne for sand gudsdyrkelse i eksilet, og underforstår reelt, at det kun er i eksilet, man nu kan dyrke Jahve på den sande måde. Det vil – som antydet - sige, at jøderne, der blev hjemme, ikke kan gøre noget rigtigt. Faktisk skal hjemlandet ryddes for disse urene jøder, så de eksilerende jøder kan starte på en frisk, når de på et tidspunkt kommer tilbage.

Derfor bliver Ezekiel reelt også racistisk, da alle – ikke mindst kvinderne – skal holde sig fra de babylonske indbyggere, og ikke indgå ægteskab med disse fremmede. Det jødiske samfund skal forblive rent, og som det sommetider sker for eksilerende, bliver gudsdyrkelsens renhed skærpet i udlændigheden, bliver mere fundamentalistisk, som vi ville sige i dag.

Bøgerne om hhv. Esajas’ Bog og Ezekiels Bog er altså utroligt forskellige, selvom tematikken på lange stræk er den samme. Det jødiske traume, eksilet i Babylon, er enten direkte eller indirekte temaet for begge bøger, og det understreges at eksilet var en nødvendig straf for jødernes brud på Jahves love og regler, men samtidig, at der er en fremtid efter eksilet.

Om man foretrækker den eksistentialistiske (personlige) tilgang eller den mere akademiske tilgang er nok en smagssag, men begge bøger kan i hvert åbne op for læsningen af de to bøger på egen hånd, hvilket kan være nok så nødvendigt, da Esajas’ Bog og Ezekiels Bog ikke er nem læsning for en nutidig læser.