Hvordan bliver noget til kulturarv? Hvilke processer, forhandlinger og magtkampe finder sted, før noget kan kategoriseres som noget sådant? Et interessant spørgsmål, som tages under behandling i en ny lærebog – den første slagsen – som introducerer til de såkaldte ´kritiske kulturarvsstudier´.

Ærindet i Kulturarvens kraft, som bogen hedder, opsummeres meget præcist af forfatterne således: ”De kritiske kulturarvsstudier undersøger kort sagt, hvordan kulturarv bliver til kulturarv, det vil sige de politiske, økonomiske, videnskabelige, sociale og kulturelle kampe, der er en del af denne proces, og hvilke konsekvenser disse processer har” (s.10).

Der er tale om en solid lærebog – grundig, fuld af eksempler, og som hverken taler ned eller henover sin målgruppe, som er universitetsstuderende, som i forskellige sammenhænge måtte beskæftige sig med kulturarv, historiepolitik og lignende fagfelter. Nok er bogen fuld af teori. Men den er faktisk også gavmild med eksempler på analyser af alt fra museer, historiske temaparker, kunstnerisk praksis, historiske begivenheder, politiske dokumenter og meget mere. Men også en bog, der på sin vis er bemærkelsesværdigt begrænset i sin omgang med sit emne.

Da kulturpolitik blev sikkerhedspolitik
Kulturarv, historiepolitik og kulturel identitet er emner, der blevet politiseret – ja ligefrem næsten sikkerhedsliggjort på måde, som man ikke har oplevet meget, meget længe. Hør bare, hvilke ord kulturministeren gav det økonomiske løft af scenekunsten med på vejen på årets forslag til finansloven: ”Putin bomber teatre og koncertsale, fordi han ved, hvor stor betydning kulturen har vores samfund. Jeg vil gøre det modsatte og styrke teatrene her i landet”. Tilsvarende taler statsministeren om ”åndelig oprustning”, og undervisningsministeren om et nyt fokus på historie dansk kultur i folkeskolen.

Krigen i Ukraine og en fornyet trussel fra Rusland er blevet den blodige påmindelse om, at kulturpolitik også handler om, hvilke demokratiske værdier der definerer det danske og det europæiske fællesskab, og ikke mindst, hvordan vores fællesskaber dermed adskiller sig fra verdens autokratiske regimer.

Denne aktuelle politiske revitalisering af kultur- og historiepolitik bliver desværre slet ikke berørt i bogen. Det kunne eller have været et interessant at undersøge netop disse ”politiske, økonomiske, videnskabelige, sociale og kulturelle kampe” med den metodiske værktøjskasse, forfatterne lægger frem. Og ligeledes kunne det være interessant, hvis bogen havde kigget nærmere på Ruslands brug af historien og kulturarven til at konstruere fortællingen om landets rolle i verden, som lægger til grund for den aktuelle krigeriske fremfærd.

(Post)koloniale efterslæb og dekoloniale bestræbelser
Men det handler bogen som sagt heller ikke om. Fokus er et andet sted. Nemlig på Europa og Vestens tænkning og kulturarvshåndtering. Den analytiske værktøjskasse er især hentet fra postkolonial teori og andre kritiske strømninger, som har rødder i universitetsmarxismen og dens kritiske-teoretiske efterdønninger. En sigende underrubrik i bogen lyder fx ”(Post)koloniale efterslæb og dekoloniale bestræbelser”. Det kommer derfor heller ikke som nogen overraskelse, at den kritiske hofdisciplin over dem alle: diskursanalyse fylder meget i bogen – både i form af teoretiske redegørelser, men også konkrete anvendelser.

Andre mere esoteriske tilgange omfatter såkaldte posthumanistiske og nymaterielle tilgange. Her svæver bogen ud i et tyndt teoretisk luftlag, hvor man ikke efterlades overbevist om disse tilganges relevans, forklaringskraft eller grundlæggende videnskabelige gyldighed. For eksempel, giver det overhovedet mening at operere med en såkaldt ”flad ontologi”, hvilket vil sige en forståelse af verden, ”hvor mennesker ikke indtager en ophøjet position, men opfattes på niveau med ting, teknologier, infrastrukturer, landskaber, dyr, arkiver og så videre, der også handler, kan overraske og forandre sig - også ofte uden menneskers indblanding” (s.115).

Bogens kritisk-teoretiske tilgange må grundlæggende forstås som en reaktion på 1800-tallets essentialistiske sammentænkning af kulturarv med national identitet, som bogen fint udfolder. Et andet emne, der behandles med stor grundighed er FN-organet, UNESCO, som er en nøgleaktør i kulturarvsspørgsmål. Ligesom alt andet i FN-systemet er også UENSCO en sammensat størrelse med mange konfliktlinjer indbygget i sig, ikke mindst den latente og nogle gange helt åbenlyse, vestlige bias i organisationens kulturarvspolitik.

Behandlingen i bogen af UENSCO er på den måde emblematisk for bogen som sådan: De kritiske kulturarvsstudier, som bogen introducerer til, handler først og fremmest om et bestemt fokus på kulturarv, som er tæt knyttet til postkolonial, kritisk teori og tækning. Og det er for så vidt fint nok. Men det er ikke det fulde billede – og jeg er med på, at et sådant ikke findes. Men derfor kunne bogen alligevel godt have malet med en bredere pensel.