Jón Kalman Stefansson er nu aktuel med endnu en af sine romaner. Dem har vi efterhånden set en del af på dansk, og det er noget af en gave, igen.

Denne gang rejser vi tilbage til en tid, hvor videnskaben og religionen kolliderer, alt sammen spundet omkring det velkendte poetiske sus, han er så kendt og så elsket for. Det er bestemt ikke nogen undtagelse her.

Kort om handlingen: Himmellegemer over verdens yderste rand er en roman, der foregår i året 1615 og portrætterer en verden i voldsom forandring. Verden er gået af lave, da Jorden ikke længere er universets centrum. Hovedpersonen er præsten Petur. Han er bosat i det lille stedlige ved navn Brunasand, som befinder sig i udkanten af verden.

Så er scenen sat.

Hvad er præsten for en herre?

Hvad har han at byde på?

Det er så at sige romanens omdrejningspunkt, og det snurrer derudad, må jeg sige.

Vi er landet i en historisk fiktion. En fiktion, som tager udgangspunkt i en reel virkelighed for mange år tilbage, dog drejet i retning af en kunstlet og forførende fortælling, som viser sig at rumme de store temaer: videnskab, tro, kærlighed, menneskelighed og ansvarlighed os alle imellem.

Præsten har noget på hjerte, og han svinger fjeren hastigt, for noget er under opsejling. Hans menighed er i oprør, og han må agere, straks.

Det er byens, udkanten af verden, som står for skud, al den stund den er genstand for internationale strømninger: fiskerskuder fra England, hvalfangere fra Spanien, kongelige dekreter fra København og i det hele taget ideer, som får religionens faste søjler til at vakle.

Kan præsten holde for det?

Det er det lokale mod det store rige uden for. Det lille samfund mod de store magter.

Det er jo altid godt stof for en roman, og det, som Jón Kalman Stefánsson mestrer til perfektion, er den indgående portrættering af de mennesker, som har berøring med fortællingen. Det bliver også her tydeligt, at han indlever sig og sætter sig i sine karakterers sted. Det er levende og livligt. Autentisk.

Stefánsson formår at skabe en stærk følelse af sted og tid.

Atter er det naturen, som har noget i sig. En kraft.

Det mærkes i al fald tydeligt, at kysten, havet og det uendelige som følelse spiller en stor rolle, og her træder behovet for de menneskelige fællesskaber da endnu tydeligere frem, særligt nu også idet religionen begynder at vakle, og mennesket bliver stillet over for et valg: videnskaben eller religionen?

Et holdepunkt søges.

Stefánssons prosa er rig og billedskabende. Det er rytmisk og messende på sin vis.

Himmellegemer over verdens yderste rand er en ambitiøs og smukt gennemført roman, som bringer både læser og tid til kanten – kanten af verden, kanten mellem tro og videnskab, kanten mellem det lokale og det globale. Hvis du er læser, som sætter pris på dybde, historisk tematisk forankring og stærkt billedsprog, vil denne bog være en givende oplevelse.