Alex Schulman har et ærinde med barndommen. Det er et område af livet, han besøger gang for gang, bog for bog, og spørgsmålet er, om han kan blive ved med at krænge noget ud af den del.

Det forsøger han i al fald fiktionsbårent her med 17. Juni, som netop er udkommet på Gutkind. Forud for denne roman finder vi Overleverne, Malma Station, Brænd alle mine breve, Glem mig samt Skynd dig at elske.

Bøger, jeg har læst og fundet interessante, dog med faldende fascination, al den stund tematikken går igen og igen.

Derfor åbnede jeg denne roman med tanke på, at der er en fare for en gentagelse. Det er den, jeg går ind til værket med, og det er den, jeg blev bekræftet i, for Alex Schulman gentager her sig selv, idet han graver i barndommen.

Dog gør han det ud fra et andet udgangspunkt, idet han iscenesætter handlingen her i 17. Juni i to spor: et nutidigt, hvor en mand er suspenderet fra sin stilling som lærer på en skole. Suspenderingen skyldes et overfald på en elev. Noget, som hovedpersonen her ikke husker så tydeligt. Der dukker beviser op, som han ikke erindrer, og han ser sig selv i et nyt lys. Han afhøres, har et liv i sin lejlighed, hvor han bygger en ny verden op, fordi han ved et tilfælde har fået forbindelse til en given dag i sin barndom. Den 17. juni.

En dag, han kan genkalde sig, opkald for opkald, for det er sådan fat, at han kan ringe sig selv og sin familie op, et opkald om dagen, og dagene går således med minutiøst at kortlægge alles gøren og laden denne dag. Han skemalægger sin detektiviske jagt på sig selv, på at forstå noget, og der opstår et tomrum, hvor noget er hændt, den dag, noget skelsættende. Hvad er det? Det bringer tanker? Tanker, som trækker spor med ind i den verden, han befinder sig i nu. I den isolation, han er fanget i.

Han reflekterer, og han har en oplevelse af at miste sig selv.

Det har jeg også. Den oplevelse. For det er, må jeg tilstå, gribende at læse om en mand, som mister fodfæste, og som så i barndommen søger at forstå. Det er en art velkendt psykologisk praksis, og den virker også her rent litterært, for det er elementært spændende konstrueret. Det er thrilleragtigt. Uhyggeligt og vedkommende.

Vidar, som hovedpersonen hedder, gennemgår en svær periode i sit liv. Den er vi med til at gå igennem på første hånd som læser, og det er kvaliteten ved bogen. Det indgående portræt, holdt i en stram sproglig tone.

Det er klart, at romanen her har sit centrale punkt i erindring og traumer, hvor det er tydeligt, at minder kan forme os som voksne. Det viser Vidar sig som et eksempel på.

Her springer vi fra nutid til fortid, fra et centralt punkt med en efterforskning i realtid til en efterforskning i bagudblik, og det fungerer fornemt, fordi der er en god balance og et vist tempo over fortællingen her. Man bliver som læser, hvis man giver slip, suget ind i beretningen.

Særligt er det at mærke, hvorledes Vidar, som i forvejen føler sig en kende tilsidsesat, nu mister sig selv fuldstændigt i nutiden, fordi fortidens minder banker på. Han evner ikke at være begge steder, og det er en gradvis deroute, han er i færd med, læseren ligeså.

Den eneste anke, jeg har, er netop den, at jeg har set det før: denne søgen i barndommen efter elementer, som kan vise sig at være skelsættende i voksenlivet. Det er i og for sig det, Alex Schulmans forfatterskab rummer, og derfor findes ikke meget nyt i den henseende, andet end her en fortælling med en struktur og komposition, som skaber spænding.

Derfor er der ikke megen overraskelse forbundet med læsningen af denne roman – men jeg er også farvet af at have læst de forudgående.

Jeg vover den påstand, at nye læsere har et andet perspektiv, for nærmer man sig forfatterskabet ud fra denne roman, er det skarpt og spændende, tænker jeg i al fald.