Anmelder har altid været vild med japanske Ryu Muarakami (der i øvrigt ikke på nogen måde er i familie til den anden Murakami – red). Som forfatter har han skrevet ekstreme og udknaldede romaner . Tekster der bestemt ikke har til hensigt at appellere til den brede populære smag, men som til trods for deres voldsomhed og ekstremiteter, samtidig er vilde, sanselige og nærmest fysiske læseoplevelser. Gode gamle William S. Burroughs hævdede at sproget er en virus, og er du først blevet smittet med Ryu Murakami, så findes der næppe nogen kur.

Det kan være at du er faldet over titler som f.eks. Cabin Locker Babies, Piercing eller Audition. Om ikke andet er flere af disse blevet filmatiseret. Faktisk har forfatteren også både skrevet manuskript til og instrueret flere film selv, hans bedste film er efter anmelders mening den fremragende og lumre Tokio Decadence,som vi anmeldte for mange år siden.

Selv om mandens (film og) romaner er fulde af groteske excesser, så var oplevelsen ved at læse debutromanen Næsten gennemsigtig blå at sammenligne med en tekstuel knytnæve i ansigtet. Endda en rigtig hård en af slagsen. En roman, der på en gang er vildt grænseoverskridende, modbydelig og betagende smuk i al sin uhumskhed.

Læseren kastes ind blandt en gruppe unge mennesker, der bot tæt på en amerikansk base. De unge bor sammen i en ramponeret lejlighed. Her vælter de sig i qualudes, hash, LSD, meskalin, heroin, sprut og alle andre tænkelige bevidsthedsudvidende eller centralnervesystemlammende stoffer. Vi befinder os i starten af 1970´erne, for Stones har lige udgivet Sticky Fingers så den skive sættes på anlægget sammen med The Doors og andre af periodens kontrakulturelle rockstjerner, alt imens vores hovedperson og hans venner fylder sig med alle de stoffer de kan komme i nærheden af og uhæmmet skiftes til at kaste op, besvime eller have sex på kryds og tværs.

Hovedpersonen hedder Ryu, lige som forfatteren og derfor kan man kun gisne om hvor meget af det der skrives om er fri fantasi og hvor meget er autofiktion. Antager man at de begivenheder der skildres i bogen er omskrevne dagbogsnotater, så forekommer Ryu Marakami ikke kun hudløst ærlig, men ærlig i en sådan grad at det virker nærmest selvudslettende. I sidste ende er det også ligegyldigt, hvor mange af det der skildres tager udgangspunkt i en levet virkelighed – for man fascineres af denne meget subjektive fortælling idet den minutiøst skildres.

Romaner om stofmisbrugere er per definition ikke særlig rare, men denne bog tager virkelig prisen. Oplevelserne med stofferne synes så præcist og detaljeret beskrevet, at det er vanskeligt at forestille sig at dette blot er noget en opfindsom forfatter har fundet på, uden at have prøvet noget lignende på egen krop. Selv om anmelder med stor begejstring har læst forfattere som De Sade, Bataille, Burroughs og andre vildbasser, så var der mange passager i denne 120 sider lange roman, der var så decideret ulækkert frastødende skildret, at man havde lyst til at tage en pause fra læsningen. Når det er sagt, så var det også en oplevelse, der mindede om situationer hvor man pludselig konfronteres med ting der er så voldsomme og grænseoverskridende, så er det er lige så svært at stoppe med at betragte dem.

Indrømmet, især bogens begyndelse var personligt virkelig hård at komme igennem. Anmelder har siden barnsben været trypanfobiker (dsv. alt med nåle, injektioner, osv. er ganske angstprovokerende – red.) så bogens første passager, der fortæller om Ruy der er lige ved at dø efter en lidt for stor dosis heroin kridtede ligesom banen op. I det hele taget er alle de scener i bogen hvor hovedpersonen er på stoffer beskrevet i så nøjagtige detaljer, at det er vanskeligt at forestille sig, at det er situationer han ikke har oplevet på egen krop. På samme måde som beskrivelsen af hvordan det føles at tage en stor bid af et stykke kylling fra køleskabet, kun for at opdage at det er fordærvet og burde have været smidt ud for flere uger siden.

Hvorfor, spørger du, skal jeg dog så læse en vildt ulækker bog om unge japanere, der i 1970erne indtager alle de stoffer de kan komme i nærheden af? Det er nemt at svare på. Det er fordi det er bragende fedt skrevet (og mindst lige så fremragende oversat af Mads Schanz!) Desuden bør man læse Næsten gennemsigtig blå fordi mange af bogens emner (kærlighed, rastløshed, kulturforskelle og fremmedgørelse) stadig er lige så nærværende i dag, som de var dengang og fordi det er en roman, der afdækker en side af japansk kultur som langt de færreste kender til.

Bogens format og omslag er i øvrigt virkeligt fint lavet af Hakkiri. Selv om det er vanskeligt at se på billedet her på siden, så er titlen på bogen delt op i teksten "Næsten gennemsigtig" trykt på det transparente smudsomslag og ordet "blå" printet på selve bogen. Det er meget elegant og uanset om du bevæger dig ud i verden med eller uden smudsomslag vil bogen være utrolig klædelig.

Dette er bestemt ikke en roman, der har til hensigt at behage eller romantisere et japansk ungdomsliv. Det er i stedet en roman som hellere end gerne vil provokere - og det gør den også selv så mange år efter den blev skrevet. Den tager dig fat i kraven og rusker op i dig. For den har til hensigt at skabe et tilbageblik på en rastløs generation, der muligvis havde indset at The Summer of Love desværre kun varede en enkelt sommer og at dette ´frie´ ungdomsliv med sex og stoffer også hurtig fik en ganske mørk, gusten bagside. En bagside, som her bliver skildret helt ned i mindste væmmelige detalje.