Steve Sem-Sandberg udmærker sig i at omdanne et levnedsforløb til fængende litteratur. Det har han bevist før med romaner, som er strøget ind på bestsellerlister, og han er på færde her igen med Oceanet.

Denne gang er det Jean-Jaques Rousseau, der er på scenen, særligt hans forsøg på at finde fred. Med sig selv og fra alle de mange andre, der tilbage i 1700-tallet gjorde sig visse betragtninger over hans skrifter og levevis.

Han er manden, som har haft så meget at sige om det frie menneske, som ligger i lænker, og om barnet, som bedst vokser op i en skov, frigjort fra bindinger, fri til at finde sig selv.

Frihed.

Den søger han vist i alt, han foretager sig.

Vi kastes durk tilbage til 1765, hvor Rousseau tilbringer femogfyrre døgn på Ile Saint-Pierre, en ø i republikken Bern.

Han har just hen over de forudgående år udgivet værker som Julie, Den nye Heloise og Émile.

Værker, som har skabt furore, og han ser sig nødsaget til at trække sig. Tilbage til ro, for det går op for ham, at han er ved at blive anklaget for at være frafalden.

Han står ikke gerne frem, og derfor gemmer han sig med sin elskerinde. Søger trøst og at samle sig selv.

Det træder frem i værket her, at Rousseau ikke kan udholde hvad som helst. Han er en ganske følsom fyr, som tager ting nært, og han har kvaler, det slører for hans øjne.

Igennem velvalgte nedslag ser vi ind til Rousseau. En herre i opløsning. Stærkt formidlet af Steve Sem-Sandberg.

Det har været en rolig og adstadig læseoplevelse, for tempo er der ikke meget af. Der dvæles for detaljen, og jeg bryder mig om det.