Det er vanskeligt at underkende den græske digter Homers indflydelse på vores kultur. Selv om det diskuteres om han ene mand virkelig stod bag både Illiaden og Odysséen, så er disse værkers betydning til gengæld ikke til diskussion, for de har fungeret som inspirationskilde til utællelige kunstværker siden Antikken.

Den engelske komiker, skuespiller, forfatter og hyggeonkel Stephen Fry har både en stor kærlighed til og viden om Homer og de græske myter. Det har resulteret i en række bøger om netop antikkens grækenland. Først kom Mythos, hvor han mere overordnet fortalte om de græske myters videre liv i vores kultur og dernæst blev Helte udgivet, en bog om de mange heroiske skikkelser og deres videre liv i kulturen. Så fulgte forfatterens egen version af netop Illiaden og i skrivende stund er Odysséen netop udkommet fra forlaget Modtryk.

Det er et ustyrligt sympatisk projekt, som Fry har gang i. For selv om det stadig er muligt at finde ganske fine oversættelser og gendigtninger af Homers originale langdigt, så kan det for moderne læsere godt det godt blive noget trægt, at skulle kæmpe sig gennem forholdsvis knudrede sætninger og samtidig forsøge at hitte rundt i hvem alle de mange forskellige personer med mærkværdigt klingende græske navne monstro er.

Har du derfor lyst til at læse denne eventyrlige beretning men uden at skulle slås helt så meget med google eller et fysisk opslagsværk ved siden af så er Fry klar til at hjælpe, for foruden at præsentere sin læser for indholdet i Odysséen skrevet på et veloplagt og medrivende dansk (flot oversat fra engelsk af Allan Hilton Andersen), så sørger forfatteren også at forklare overfor den moderne læser, hvem de mange guder, sagnvæsener og dødelige som Odysseus møder på sin lange færd er. Dette sker både via fodnoter, et omfattende appendix og ikke mindst det som skrives i selve brødteksten. Fortrækker du i stedet for Frys version bare at læse originalen med et opslagsværk, så anbefaler anmelder altid Leo Hjortsøs Græske Guder og Helte fra Politikens forlag – red.)

Ofte refererer Hr. Fry også til de andre bøger han har skrevet om antikkens Grækenland. Dette gøre han dels for ikke at gentage sig selv alt for meget i sine værker, men selvsagt også for at lave lidt ublu reklame for sine egne gendigtninger. Er man først begyndt læsningen med Odysséen så kunne det jo være at man også ville have interesse i at læse de øvrige. Denne form for selvpromovering kan vi her i Kulturkapellet heller ikke se noget ondt i, for lige som denne bog så kan de øvrige bøger anbefales på det varmeste.

Stephen Fry er en formidabel formidler. Er man traditionalist, vil man nok mene at han indimellem tager sig alt for mange friheder i forhold til Homers original og laver svinkeærinder til ting, der ikke står direkte i digtet, eller for den sags skyld udstyrer sine figurer med en ganske moderne dialog. Hvis man modsat ikke til dagligt underviser i oldtidskundskab, historie eller oldgræsk, men i stedet blot er en læser, der er vild med fede fortællinger, så er det vanskeligt at forestille sig Odysséen blive genfortalt mere medrivende end det sker hér.

Som langt de fleste af Kapellets læsere vil vide, så foregår historien umiddelbart efter Troja er faldet. Den skønne Helene, som var den primære årsag til striden, skal fragtes hjem til Grækenland sammen med de mange overlevende græske soldater og deres krigsbytte. Det tager da ikke så lang tid, kunne man måske tro, men for den eminente kriger Odysseus – ja, det var ham, der fandt på ideen med den Trojanske hest – så kommer rejsen hjem til sin hustru og søn desværre til at blive meget længere, end nogen havde forestillet sig. Hvis du synes det er synd for dig, at dit fly er blevet aflyst og du skal vente i otte timer, så håber jeg du har denne bog med, for den vil sætte din situation lidt i perspektiv.

Ulig den ganske fesne Hollywood sværd-og-sandalfilm Troy fra 2004 blander guderne sig nemlig konstant i menneskernes verden. Så formår man at gøre dem sure, er der ingen ende på hvad de kan finde på for at gøre livet besværligt for en. Det kommer Odysseus til at opleve på egen krop, for ud over at have været med i en opslidende krig, der har varet i over ti år, skal det tage endnu ti år før [Spoiler alert! – red.] Odysseus igen kan sætte sine fødder på standen i Itacha.

Mens man læser Frys version af denne klassiske tekst, så er det slående at næsten halvdelen af bogen slet ikke handler om Odysseus, selv om det er hans rejse vi husker. De øvrige fortællinger fokuserer på andre figurer, deriblandt alle dem der kender Odysseus og som diskuterer om han monstro stadig er i live eller ej efter alle disse år. Eksempelvis så inviteres vi ind i Odysseus´ palads til hustruen Penelope og deres søn Telemachus. Paladset er fyldt med brovtne, uregerlige bejlere, der alle gerne vil overtage hustruen og dermed også kongeriget, mens hun selv forsøger at forsinke processen på alle tænkelige måder, uvidende om hvorvidt hendes husbond er i live eller ej.

I bogens sidste halvdel finder læseren så ud af hvad det er der har gjort Odysseus så forsinket som han er blevet. Selv om du sikkert allerede har en idé om dette, så skal der ikke afsløres nogle detaljer hér, ud over at han skal grueligt meget igennem. Det er rent fortællemæssigt en nærmest genial idé, at vente med at udlevere detaljerne om heltens rejse før til allersidst , for på den led er læseren indledningsvis placeret samme sted som Odysseus´ venner, der ikke har den fjerneste ide om hvad der er overgået ham.

Som Stephen Fry skriver i sit efterord, så er dette en fortælling der har haft en enorm indflydelse på vestlig kunst og kultur. På måden vi fortæller historier og betragter helte på. Samtidig får man et ganske unikt indblik i antikkens værdisystemer og holdninger. Som Fry nævner, så virker det set med nutidige øjne ganske sært at hustruen Penelope holder strengt på sin dyd, alt imens hendes mand knepper til højre og venstre på sin mangeårige færd hjem til hende. Han bliver endda far til en håndfuld børn, født af de forførende skabninger, han tilbringer sexy-tid sammen med.

Uanset at dette er en noget pikket fremfærd eller i al fald en af tvivlsom moral, så er Odysses stadig en helt med stort H og hans fortælling får i Stephen Frys udlægning endnu engang nyt liv og bliver forhåbentlig en succes hos en ny gruppe af læsere, der ikke orker originalen. Så ud over at dette er en genfortælling der virker lige så dugfrisk som var vi selv til stede da Odysseus genfortalte sin skrøne for tjenestefolkene og de begejstrede adelige, så emmer Frys prosa også af lune, stor viden om emnet og en god portion britisk humor. Alle sammen elementer, som virkelig klæder denne eviggrønne røverhistorie.