I en af sine diapsalmata skriver A som bekendt:

“Hvad er en Digter? Et ulykkeligt Menneske, der gjemmer dybe Qvaler i sit Hjerte, men hvis Læber ere dannede saaledes, at idet Sukket og Skriget strømme ud over dem, lyde de som en skjøn Musik. Det gaaer ham som de Ulykkelige, der i Phalaris's Oxe langsomt pintes ved en sagte Ild, deres Skrig kunde ikke naae hen til Tyrannens Øre for at forfærde ham, for ham løde de som en sød Musik.”

Netop denne anekdote rendte mig ihu som rammende karakteristik af den fortæller, som Tommaso Landolfi lader føre pennen i den korte fortælling Krebsedronning, en surrealistisk feberdrøm (om nogen anden end Naked Lunch skulle være berettiget til denne betegnelse), der sammenfletter et gotisk rædselskabinet med modernitetens ynkelige fortvivelse.

I en langt fra ligetil allegori om kroppens forfald (omend den i en vis optik også blot kan læses sådan) udforsker fortællingen – indkapslet i en hypnotisk rammefortælling fra den navnløse hovedperson – virkelighedens destabilisering, teknologiens dødstyranni og narrativets nyttesløshed som en skanse mod afsind. Med sin hallucinatoriske rejse ud i både det ydre rum og ind det indre selv undersøger Krebsedronning muligheden for grænsedragning mellem fængsling og befrielse, vildfarelse og tilbagekomst, samt menneskets trang til at omlægge kaosset en mening.

Fortællingens markanteste narrative greb ligger i dens metafiktionelle ramme. Fortællerens skrive­handling – “måske vil jeg føle mig mindre ensom, hvis jeg foregiver at have læser…eller måske vil jeg føle mig mere ensom” – markerer skriveprocessen som en desperat forsvarsmekanisme mod eksistentiel fremmedgørelse.

Landolfi fremstiller narrativet ikke som noget sandhedsvidnets budskab, men som et slags performativt bedrag, bevidstheden som en unyttig lidenskab på jagt efter formål i et formålsløst tomrum. Fortællerens beretning, spækket med selvmodsigende kværulans og surrealistiske associationer, udstiller menneskets underlige bestræbelse på at fylde kaosset op som en søvndyssende pude med ord.

Rumskibet, den navnkundige ´Krebsedronning´, på en gang beskrevet som en “befrier” men med et “bizart humør” og “drømmende dæmonblik”, forstærker dette parado­ks. Dets løfte om flugt – både bogstaveligt (til månen) og metaforisk (fra fortællerens “ utaknemmelige verden”) – ender som et fængsel. Skibets tillagte viljefuldhed minder om den kritik af Heideggers angående teknologien som en autonom kraft, der underlægger sig sine skabere. Krebsedronningen er aldrig, selv ikke fra sin første fremtrædelse, af fortælleren set som blot et redskab; rumskibet er helt konkret en levende moderkrop, der fortærer sine passagerer og manifesterer absurditeten i den menneskelig stræbens opblæsthed.

Landolfis groteske billedsprog – Filanos lig vredet som en lemlæstet karnevalsdukke, udbruddet af myrer, jern og det kvindelige bryst fra fortællerens porer – fungerer, såfremt jeg læser det, som en kropslig kritik af oplysningstidens rationalisme. Kroppen, i både en korporlig og mekanisk konstellation, bliver et sted for afsky. Filano som udsigelsespunkt for det irrationelle — i enten dets paroksystiske eller patologiske former — og hans posthume forvandling til en grotesk marionet vækker genklang af Kristeva omtalte abjekt­: det, der i dets natur forstyrrer identitet, system, orden. Hans lig, drivende i en slags luftlomme sammen med lemlæstede eventyrsfigurer (Gianduia, Soldaten, Den Yndefulde Dronning), parodierer menneskehedens ideal om fremskridt og forvandler det til denne vanvidskarrusel af afsindig forfald.

Krebsedronningens gradvise infestation — både i psykologisk og metafysisk forstand — udvisker yderligere grænsen mellem selv og maskine. De formløse, indtrængende objekter, der samtaler med fortælleren og senerehen slutter sig til Filanos lig i det kosmiske tomrum, antyder et sammenbrud af subjektiviteten. Landolfi synes at forudse posthumanistiske tanker ved at skildre kroppen og teknologien i et gensidigt feedback-loop udi nullitet. Skibets livmoder, så at sige, er ingen helligdom, men en cirkularitet af rædsel, hvor det tilsyneladende agentur opløses i symbiotisk forening med det umenneskelige.

Fortællerens endelige ensomhed – fanget i Krebsedronningen omsluttet af det groteske billede af en saturnring af affald i form af Filanos lig og imaginære infestationer – afspejler og fremhæver den eksistentielle fremmedgørelse yderligere. Hans håb om befrielse gennem teknologien forvandler sig til en beckett’sk stilstand: “Jeg forbliver alene tilbage.” Skibet, engang i lawrence’sk forstand et redskab til forsonende transcendens, bliver en grav, hvilket vel nærmere afspejler den absurdistiske tese om mødet mellem menneskets længsel efter mening og universets tavshed.

Landolfis gotiske undertoner forstærker altså nærmest denne eksistentielle rædsel. Rummets skib, en guds faste borg i det kosmiske eksil, legemliggør en apatisk terror i form af den endeløse intethed. Fortællerens hallucinationer genkalder Poes klaustrofobiske mareridt, men med det særkende af Landolfis at indsprøjte en bitter, postmoderne skepsis; for selv vanvid tilbyder ingen flugt; det belyser blot yderligere afgrunden mellem tomrummet og bevidstheden om samme.