Jeg vil gå tilbage i tiden af Judith Hermann er en stille, eftertænksom og fragmentarisk roman, der kredser om erindring, tab og de små forskydninger i et menneskes liv.

Romanen følger en kvindelig fortæller, der ser tilbage på sit liv – især sit ægteskab, sin familie og de valg, der har formet hende. Handlingen er ikke drevet af store dramatiske begivenheder, men snarere af stemninger, minder og refleksioner.

Hermann skriver i korte, præcise passager, hvor det usagte ofte fylder lige så meget som det sagte. Det giver teksten en næsten drømmeagtig kvalitet, hvor tid og rum flyder sammen, og hvor der levnes plads til en læser.

Et centralt tema er ønsket om at kunne gå tilbage og ændre fortiden – eller i det mindste forstå den bedre. Fortælleren kredser om relationer, der er gledet fra hinanden, og om en følelse af afstand, både til andre mennesker og til sig selv. Der er en gennemgående melankoli, men også en form for accept: livet bliver ikke nødvendigvis forklaret, men det kan i glimt erkendes.

Den melankoli og vemod er kendetegnende for Judith Hermanns forfatterskab; et forfatterskab, vi efterhånden kender ganske godt i Danmark, idet flere værker er nået frem til os.

Også her er sproget karakteristisk for Hermann: enkelt, nøgternt og meget kontrolleret. Hun undgår det sentimentale, selv når hun skriver om følelser som sorg og kærlighed. Det gør læseoplevelsen intens, men også krævende – man skal som læser selv udfylde hullerne og læse mellem linjerne.

Romanens styrke ligger i dens atmosfære og psykologiske præcision.

I velkonstruerede kapitler lægges trædesten ud for læseren, som sammen med fortælleren vandrer ad historiske stier, tilbage mod minder, særligt dem om en familierelation, som nærede forbudte følelser og luftede uhyrlige holdninger vendt mod en gruppe mennesker tilbage i Anden Verdenskrig.

Judith Hermann forsøger at forstå, hvad der er på færde, og det er denne undersøgende modus, man som læser bliver inviteret ind i.

Stemmen sætter stemningen og er meget inspirerende, må jeg sande.

Samlet set er Jeg vil gå tilbage i tiden en fin, lavmælt roman om hukommelse og identitet – en bog, der ikke råber, men hvisker, og som bliver hængende længe efter, man har lagt den fra sig.