I skrivende stund er kulturfestivaen Golden Days i fuld gang i København. Årets tema er ´Monstre´ og arrangørerne har fundet på virkelig mange forskellige kulturtilbud, der på den ene eller anden måde kan passe til overskriften. Du kan eksempelvis komme i Botanisk Have og høre om monstrøse, kødædende planter, der er monsterfilmforevisninger med oplæg fra eksperter, blot for at nævne et par af de mange tilbud.

Børnebogen Monstre skrevet Stephané Servant og er rigt illustreret af Nicolas Zouliamis. Den udkom for et par år siden, men den ville også være passe meget fint ind i den aktuelle festival. Bogen byder på et opbyggeligt budskab, er fint skrevet og så er det en en fortælling, der helt konkret får læseren til at overveje hvad et monster i virkeligheden er.

Hvis du spørger en monstrolog (og Kapellets redaktør kan vist også bryste sig med den titel, eftersom han er en af biddragsyderne til bogen Monstrologi – Frygtens Mainfestationer - red.) så er stort set alle monstre man kan komme i tanke om en form for spejlbillede på os selv, eller som et minimum en del af vores kultur.

Zombierne i Day of the Dead er hjernedøde forbrugere, der går hvileløst rundt i en amerikansk version af Bilka. Den klassiske vampyr, er en magtfuld skabning hvis blodtørst ofte kan tolkes som en form for metafor for et ustyrligt seksuelt begær. Der kunne gives mange andre eksempler, men når vi møder monstret, så konfronteres vi ofte med de mørke, tabubelagte sider af os selv. I Monstre tages dette greb meget bogstaveligt, men mere om det senere.

Historien starter med at vores hovedperson vågner op en morgen, da cirkus kommer til den afsidesbeliggende by hvor han bor. Han bliver selvsagt straks begejstret og plager sine forældre om at måtte tage hen for at se hvilke fantastiske ting cirkusset kan fremvise. Der er artister, der er dyr og som om det ikke var nok, så fortæller cirkusdirektøren også at de kan fremvise et vaskeægte monster.

Det vil vores hovedperson selvfølgelig meget gerne se, så han plager sine forældre om at få lov til at komme i cirkus og sammen med resten af byen se dette monster.

Som nævnt er bogens illustrationer virkelig flotte. De er holdt i S/H men er meget detaljerede og stemningsfulde. Måske vil der være helt små børn, som vil synes at tegningerne (og historien) er alt for uhyggelige, men du må selv – som den ansvarsfulde forælder du er – bedst kunne vurdere om dit afkom er mentalt stærk nok til at kunne opleve Monstre uden at blive alt for skræmt.

Bogens centrale pointe er vigtig, men også et virkeligt fint twist i historien. Det ville være forkert ikke at nævne den, men hvis du ikke vil have overraskelsen afsløret, så spring endelig til sidste afsnit. Hvis du fortsætter med at læse, så kan anmelder nemlig afsløre, at det farlige monster som cirkusdirektøren afslører, viser sig at være en helt almindelig dreng. Samtidig finder læseren ud af hvorfor illustrator har undgået at tegne de medvirkendes ansigter tidligere, publikum (og bogens hovedperson) er alle sære væsener, der rettelig ville blive kaldt for ”monstre”, hvis det var mennesker der skulle give dem en fællesbetgnelse.

Det undrede også anmelder indledningsvist, at Nicolas Zouliamis havde valgt at lade alle de medvirkendes ansigter være skjult i skygge eller udenfor billedrammene i starten af historien, men det var der jo en rigtig god grund til. For denne børnebogs centrale pointe er nemlig det samme som man kan opleve i den klasseiske gyserfotrælling I am Legend af Richard Matheson. Her fortæller bogens jeg-fortæller til slut, at han som det sidste menneske i en verden der nu befolkes af vampyrer vil være den uhyggelige, truende skabning, som vampyrerene efterfølgende vil tale om i deres eventyr. Monstre er dog slet ikke så uhyggelig som ovennævnte mesterværk, for det kan vist godt afsløres, at alting ender godt.

Selv om bogen er 112 sider lang, så vil den sagtens kunne fungere som en godnathistorie og læses på en halv times tid. Monstre er altså en stemningsfuld, fin lille sag, som sagtens vil kunne bruges som udgangspunkt til at få en god snak med ens børn om, hvem de virkelige monstre er og hvordan det mon kan være, at vi indimellem vælger at betegne andre som monstre, selv om disse monstre måske slet ikke er så farlige som først antaget? Børnebogen kan læses som et velmenende forsøg på at omfavne mellemgrunden mellem ”os” og ”dem.” I Kapellets optik, et smukt, humanistisk budskab, pakket flot ind i børnebogsformatet.