Det sidste brev / Mette telefoni (red.) / 144 sider
Gad. ISBN 9788712805359
Anmeldt 29/8 2026, 13:50 af Torben Rølmer Bille
Kædebrev i bogform
Kædebrev i bogform
« Tilbage
Verden er i konstant forandring. Teknologier udvikler sig og vi forsøger at halse med. I skrivende stund er der sikkert mange, der føler sig udfordret af hvad AI-teknologien får af indflydelse på arbejdsliv, energiforbrug, mentale sundhed, mv. Andre digitale teknologier har også allerede haft en væsentlig betydning for samfundet.
Det sidste papirbrev blev sendt med PortNord den 30. december 2025 og dermed var over 400 år med brevpost i Danmark nu pludselig en del af historien. Dette skyldes naturligvis at e-mail, SMS og lignende beskedtjenester har erstattet det fysiske brev eller postkort.
Det sidste brev er et bogprojekt, der netop sætter fokus på hvad det er vi måske har mistet og hvad det håndskrevne brev var i stand til. Ting som den moderne kommunikationsteknologi ikke i samme grad er i stand til at reproducere.
Mette Telefoni har samlet tolv forfattere og bedt dem om at deltage i en korrespondence, der kommer til at fungere som et kædebrev. Hvis du er for ung til at have modtaget et sådant, er det tanken at du modtager et brev med en opfordring til at sende et brev videre til en eller flere modtagere. Hér starter Peter Høegh med at sende et brev til Jens Blendstrup, som så sender et brev til Maria Helleberg, osv. De resterende biddragsydere er Jesper Wung-Sung, Stina Askov, Knud Romer, Kristian Ditlev Jensen, Mich Vraa, Trisse Gejl, Tomas Lagerman Lundme, Benjamin Koppel og endelig Suzanne Brøgger, der skriver til Peter Høegh og på den vis slutter cirklen.
Brevene er lige som forfatterne meget forskellige, både i længde og indhold, men fælles for dem er, at de undervejs i teksten reflekterer over det som gjorde det fysiske brev til noget helt specielt. For at summere nogle af pointerne fra de mange breve op, så er det langt mere personligt at modtage et brev, hvor afsender har taget sig tid og gjort sig umage for at skrive de ting ned, vedkommende ville dele med dig. Budskabet ligger ikke kun i teksten, men også i valget af brevpapir - der er jo forskel på at skrive med pen på lækkert papir, med kuglepen på et postkort og er man romatisk anlagt kan brevet ligefrem også dufte af din elskers parfume.
Dernæst er der grafologien, hvor man som modtager kan danne sig et indtryk af afsenders skrivestil og så kan man modsat det elektroniske brev også i den fysiske kuvert sammen med brevet lægge tørrede blomster, penge eller andre ting som man gerne vil dele med modtager. Det er nu ikke helt det samme med en vedhæftet GIF eller et digitalt foto.
Endelig er en del af brevet også kuverten, frimærkets udseende og i det hele konceptet om, at brevskriveren udfører en envejskommunikation til dig, der først bliver en dialog idet du sender et brev tilbage. Det tager måske tid før brevet når frem, men sådan en praksis kan også have en værdi i en verden hvor tempoet i hverdagen konstant accellererer til det nærmest latterlige.
Der er nok enkelte der kan mene at de skribenter der har deltaget i Det sidste brev hænger fast i fortiden og forherliger en kommunikationsform som der ikke længere er tidsvarende, men har du det på den måde, så foretag lige dette tankeeksperiment. Vi forestiller os, at du pludselig modtager en besked fra en gammel ven, som du ikke har haft kontakt med i årevis, med et ønske om at genoptage kontakten. Vil der være forskel på om du modtager en lang e-mail om dette eller om du åbner din postkasse, for så at læse samme brev, men sirligt nedskrevet, hvor der et tænkt nøje over hver sætning og hvor du kan fornemme din gamle vens håndskrift?
Bogen kan måske ses som et kuriosum, som en hyldest til den klassiske brevskrivning men den er også interessant, idet du gennem de mange breve i denne konstruerede kædebrevsekvens kan få mulighed for at fornemme skribenterne bag teksten. Ikke kun takket være ordlyden i de breve der er gengivet, men hvert nyt kapitel indledes også med en reproduktion af den første håndskrevne side af disse breve, så du kan se forfatternes håndskrift og ane det papir de har benyttet.
Det er selvsagt stadig muligt i 2026 at skrive og sende et brev (nu med DAO, der har overtaget tjansen fra PostNord, der nu udelukkende fokuserer på at transportere gods og pakkepost – red.) men gør vi det? Er det ikke langt nemmere bare at sende en besked på chatten? Muligvis, men måske får du – lige som anmelder - helt lyst til at afsætte lidt tid af på at sætte dig ned og skrive et brev til en du holder af. Muligvis får du ligefrem et svar.