På forsiden af Erling Jepsens nye bog står der, at det er en roman.

Det er det sikkert også. Men i bogen indgår også en person med navnet Erling.

Erling opsøger sin mor, Doddy, da hun er omkring 80 år. Erling vil have hende til at fortælle en historie, der aldrig er blevet fortalt.

Romanen foregår i Sønderjylland, hvor Erling Jepsen selv kommer fra. Og her er der ofte sket et eller andet i fortiden, man ikke taler om. Denne gang er det noget med Anden Verdenskrig. Doddys side af familien var tysk og kom oprindelig fra Hamborg. Men ellers foregår det meste af romanen i Bæk Skov ved Vojens og også inde i Vojens. Der er afstikkere til Flensborg, hvor farens side af familien har en købmandsforretning, og til Hamborg, hvor den fine og kultiverede del af morens tyske familie boede. Mormoren har åbenbart scoret nedad. Helt vildt endda – fra en musikalsk og dannet familie fra Hamborgs bedre borgerskab til en sønderjysk bondefamilie.

Erling møder sin mor, da hun er gammel og bor i Gram. Faren er død, og han har åbenbart obstrueret for en ærlig samtale.

Erling tager sammen med sin mor på en rejse tilbage til 1920'ernes, 1930'ernes og 1940'ernes Tyskland. Der var noget, han ikke måtte spørge om, da faren levede. Som Erling Jepsen fortæller i pressemeddelelsen til bogen: “Det var synd for mor”, sagde faren – uden at forklare hvorfor.

Man kan lugte stalden
Titlen Min mor og doktor Goebbels skal tages ganske alvorligt. Moren har åbenbart mødt den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels som ung – og så røber vi ikke mere her. Ikke andet end at Goebbels beskrives som et ualmindeligt dumt svin, men det kan vel næppe komme helt bag på nogen.

Moren Doddy er mærket af fortiden og livets skuffelser. Skal Erling have hende til at tale, må han først have proppen ud af kirsebærvinen. Hændelserne i romanen - eller bogen - er ofte utrolige, men ikke groteske. De kunne såmænd sagtens have fundet sted i virkeligheden alle sammen. Og fortællingen er overbevisende tæt på den historiske virkelighed. Vi oplever tiden under Første Verdenskrig med russiske krigsfanger på gården, en landbrugsmedhjælper, der må tage over, da faren er sendt af sted til fronten, og bagefter kommer afstemningen om Sønderjyllands tilhørsforhold i 1920 - familien er ikke entydigt dansk, men splittet lige ned gennem ægteskabet.

Læseren kommer helt tilbage til fortidens sønderjyske landbrugssamfund – næsten så man kan lugte stalden. Vi kører med “æ kleinbahn”, den smalsporede amtsbane og er til bal på kroen i den nærliggende landsby Nustrup. Fantastisk beskrevet. Erling Jepsen er så veloplagt, at siderne vender sig selv. Og selv om han skriver med humor og underfundighed, mærker man, at forfatteren mener det alvorligt.

Jepsen har gjort sin historiske research med bistand fra en historiker. Så skidt med, at han kalder Potsdam-forstaden Babelsberg for Barbelsberg.

Fiffig fortælleteknik
Han får flere steder fortalt på en ganske fiffig facon, at mennesker kan være opslugt af en ideologi – lige indtil den rammer dem selv. Så får piben en anden lyd. Også i virkeligheden var der højtstående nazister, der havde tætte jødiske venner. Hermann Göring er nok det mest kendte tilfælde. Han beskyttede i flere tilfælde jøder eller personer, der efter nazisternes racelove blev betragtet som delvist jødiske, når han kendte dem personligt eller havde brug for dem. Det er i den forbindelse, den berømte formulering “Wer Jude ist, bestimme ich” ofte forbindes med Göring.

Igen: Her skal ikke røbes for meget. Men vi oplever en jødes flugt tæt på grænsen ved Flensborg, så vi næsten er der selv.

Erling Jepsen er en fremragende fortæller, der med få og enkle ord kan gøre menneskelivets mest indviklede krumspring både klare og komiske. Han siger ofte mest ved ikke at sige det direkte – og hvis læseren ender med at tænke noget absurd eller uartigt, kan Jepsen med god samvittighed vaske sine hænder: Den tanke fandt du helt selv på.

Det er fremragende litteratur.