Hvem husker ikke Gummi Tarzan, Hojda fra Pjort eller Orla Frøsnapper? Måske er der yngre læsere der har andre referencerammer i dag, men for alle os der var børn i 1970´erne, var Ole Lund Kirkegaards børnebøger en lige så naturlig del af vores tilværelse, som Playstation og Tiktok er det for børn anno 2026.

Forfatteren døde tilbage i 1979, men til trods for det er der netop blevet udsendt en helt ”ny” børnebog med titlen Kalle og Kaptajn Skipper. Det viste sig nemlig, at forfatteren havde efterladt sig et uudgivet manuskript, som her mange år senere er blevet skrevet færdigt af datteren Nanna Bang Kirkegaard, som selvsagt er gået til opgaven med stor respekt for sin fars virke.

Som hun skriver i efterordet:

”Historien skulle skrives færdig, fordi den – trods sin alder – har sin berettigelse. Derfor har jeg heller ikke forsøgt at opfinde en ny dyb tallerken indefor børnelitteraturen. Jeg har heller ikke forsøgt at skrive en Ole Lund Kirkegaard-bog. Jeg kan ikke skrive som Ole og jeg skal ikke skrive som Ole. Ole er Ole. Men jeg har gjort mit bedste for nænsomt at fortælle eventyret færdigt” (s. 96)

Selv om hun bevidst ikke forsøger at være sin far, så føles bogen vitterligt som en der uproblematisk kan stå side om side med de ovennævnte klassikere, for det er en enkel, sjov og opfindsomt fortalt historie der vil appellere til alle børn og barnlige sjæle.

Som man ved selvsyn kan se på reproduktionen af det omslag til bogen som Ole Lund Kirkegaard selv havde tegnet, så hed fortællingen oprindeligt ”Ivan og Kaptajn Skipper”, men som forfatterdatteren fortæller læserne, så mener hun at manuskriptet kan dateres tidligere end Gummitarzan og derfor valgte hun at ændre hovedpersonens navn til Kalle.

Datteren bemærker også i efterordet at der i orginalmanuskriptet var elementer, der muligvis havde gang på jord i starten af halvfjerdserne, der som er” ´no go´ i dag. Disse ord og passager er blevet moderniseret.” (s. 98). Der er sikkert enkelte læsere, der vil mene, at der er at gøre vold og censurere det oprindelige manuskript, men omvendt så virker denne hensynstagen også meget sympatisk på anmelder, der ellers godt kunne have forudse en potentiel shitstorm på de sociale medier fra alle dem lader sig støde over ord i en bog.

Nok om dette, for det skal jo handle om Kalle. Han er en frisk og eventyrlysten knægt, der bor i fiskerbyen Tolleby. Hans største drøm er at komme med ud på eventyr på en af de mange både, der lægger til i havnen. De mange forskellige kaptajner vil dog ikke have Kalle med om bord, da de alle mener at han er alt for ung til at komme på havet. Kalle har dog ikke i sinde at vente til han bliver stor, så en dag da han lytter til sømændenes samtaler, så overhører han at et ægte skattekort altid har et ganske bestemt kendetegn, nemlig to små sorte pletter i det ene hjørne.

Kalle beslutter derfor selv at lave et skattekort, som han selvsagt udstyrer med dette bestemte kendetegn og lader Kaptajn Skipper, der er faldet i snak med den skurkagtige mand med det fantastiske navn Tøkke Løjer, få fat i. Da Kaptajnen er overbevist om at det er et vaskeægte skattekort, vælger han nærmest straks at forlade Café det sidste håb, hoppe ombord på sin skude og sætte kurs mod den imaginære skat. Hvad han dog ikke ved er at Kalle har sneget sig ombord på den stolte skude Esmeralda.

Forude venter dem et farligt og farverigt eventyr, hvor turen blandt andet går tæt forbi Nok-Nok-øerne, hvor en flok vilde øboere opholder sig. Øboere man bør holde sig langt væk fra. Som kaptajnen fortæller ”Hvis noknokkerne får fat i os, river de øjnene ud af hovedet på os og smider resten i havet til føde for hajerne. Det er den værste flok banditter, der kan gå på to ben” (s. 51) Selv om Kaptajn Skipper vil sejle langt uden om dette sted bliver han og Kalle spærret inde i lastrummet sammen. Da de bliver lukket ud igen, opdager de at de er havnet præcis på dette meget farlige sted.

Mere af historien skal selvsagt ikke genfortælles her og heller ikke i et sprog der er så fjernt fra den meget læseværdige prosa som gennemsyrer Kalle og Kaptajn Skipper. Det er en bog der både virkelig sjov, hyggelig, spændende og som med garanti vil være velegnet til både højtlæsning for de allermindste og som en god læs-selv-bog for de børn der har gået lidt i skole.

I sagens natur er det jo ikke Ole Lund Kirkegaard der har illustreret bogen, men derimod Mikkel Straarup Møller. Han har virkelig fanget den særlige streg som man husker fra Ole Lund Kirkegaards bøger. Samlet set er denne ”nye” børnebog en som man bør anskaffe sig, hvis man i forvejen er glad for Ole Lund Kirkegaard og man bør ikke frygte, at der her blot er tale om at man vil tjene hurtige penge på et veletableret navn.

Kalle og Kaptajn Skipper virker i den grad som et bogprojekt hvor folkene bag er gået til opgaven med både stor ydmyghed og respekt overfor forfatterskabet. Resultatet er i al fald blevet en dejlig børnebog, der vil appellere til alle der holder af sjove, spændende og fantasifulde historier.