Balladen om Tom & Polly / Kevin Barry / 246 sider
Jensen & Dalgaard. ISBN 978-87-7594-014-1
Anmeldt 11/8 2026, 14:02 af Torben Rølmer Bille
Kærlighedens trange kår
Kærlighedens trange kår
« Tilbage
Du kender så afgjort scenariet i forvejen. Det vilde vesten. Det hårde liv der findes på grænsen mellem civilisationen på den ene side og den utæmmede natur på den anden. Drømmen om det gode liv i Amerika. Barske mænd, der klarer problemerne med vold. Kvinder, der forsøger at finde sig til rette i dette utroligt maskuline miljø. Alle disse elementer er der skabt utallige fortællinger om. På film, i romaner, videospil og tv-serier har du tidligere set historier med disse ingredienser, men kan du ikke få nok af denne type historier, så vil Kapellet varmt anbefale at du anskaffer dig romanen Balladen om Tom og Polly.
Forlaget beskriver i pressematerialet romanen som en ”irsk western” men det er altså ikke fordi den foregår i Irland, men idet forfatteren er irsk og det samme gælder for de to fiktive immigranter, der har lagt navn til romanens titel, kan den klassificeres som ”irsk”. Den er holdt i en ganske stram, men også pletvis lyrisk tone. Uden at have læst originalen, så virker det som om oversætter Signe Lyng har formået at fange rigtigt mange af Kevin Barrys sprogblomster og omforme dem til et mundret, letlæseligt dansk.
Fortællingen om de to elskende, der skal så grueligt meget igennem, begynder i 1891 i Montana. Her møder læseren først Tom Rourke, der lever en lettere kummerlig tilværelse sammen med de øvrige immigranter i byen Butte. Han skylder penge alle vegne, for selv om han måske er poet i hjertet, er der ikke mange penge i digte og han forsøger derfor at hustle sig gennem tilværelsen. Da læseren møder ham, arbejder han som assistent hos fotografen i byen.
En dag dukker Polly Gillespie op med toget. Hun skal giftes med en noget ældre, knastørre forretningsmand og da brylluppet står kigger parret også forbi fotografen, for at få taget et bryllupsbillede. Assistenten Tom falder nærmest øjeblikkeligt for den smukke brud, som han efterfølgende hurtigt indleder et forhold til. Polly er også med på ideen, særligt da det viser sig at den mand hun har ægtet både er kedelig og på ingen måde kan leve op til den fyrige kvindes behov.
På bedste romatiske manér beslutter de sig derfor i al hemmelighed at forlade Butte, begive sig ud på en lang, farefuld færd tværs over prærien. Deres mål er Vestkysten, hvor parret tænker at de kan leve resten af deres liv i fred langt fra de folk der tilbage i Montana har sat sig for at finde dem. Den forsmåede ægtemand har hyret dusørjægere i håbet om at dræbe Tom og hive Polly tilbage til Butte.
Det er altså en forholdsvis enkel fortælling, der som nævnt er meget lig mange andre gode westernhistorier du kender. Der bydes både på barsk natur, mange anløbne figurer og ikke mindst er parrets rejse og flugt det helt centrale fremdriftselement i romanen.
Lige som i Cormac McCarthys fremragende romaner om det Vilde Vest har Kevin Barry valgt ikke at anvende anførselstegn i bogens dialogsekvenser, måske som en form for hyldest til mesteren, men det gør ikke noget, for det er ikke vanskeligt at afgøre hvad der er brødtekst og hvad der er samtale. Det skal i samme sekund siges, at selv om romanen på bagsiden af bogen sammenlignes med netop McCarthy, så kommer den ikke i nærheden af dennes såkaldte border-trilogi (All the Pretty Horses, The Crossing & Cities of the Plain) eller for den sags skyld Blood Meridian, som er langt mere kompleks i både deres form og indhold.
Til trods for at Balladen om Tom og Polly byder på en langt mere simpel western/kærlighedsfortælling, så er den både vildt underholdende og hurtigt læst. På deres tur gennem et snedækket, uvejsomt terrain møder vores hovedpersoner en lang række figurer og oplever en masse ting sammen. En af undertegnedes yndlingssekvenser er den hvor de sammen med et par fransktalende métis´ser (spillemænd – red.) kaster sig ud i et svampetrip, der morer de langt mere psykedelia-vante franskmænd.
Parallelt med Tom og Pollys fortælling, så får læseren også serveret kapitler hvor vi følge de der er blevet hyret til at sætte efter parret. Der er ingen tvivl om hvem forfatten (og derfor også læseren) sympatiserer med, men om det vil lykkes for parret at undslippe deres efterfølgere bliver du selv nødt til at læse dig til.
Kapellet vil i al fald klart anbefale denne fine, korte roman, der kan give dig et hurtigt, men solidt litterært westerntrip her i sommervarmen, for uanset om du læser Balladen om Tom og Polly som en romance eller som en western, så vil du opleve at den placerer sig solidt mellem disse to genrer og mestrer begge lige godt.