Sangen om storken og dromedaren er skrevet af den hollandske forfatter Anjet Daanje, og den udmærker sig som et ambitiøst, gotisk og monumentalt mesterværk bestående af en litterær mosaik med mere end syvhundredesiders underholdning og en detektivisk jagt på forståelse på handlingen.

Igennem handlingen løber et spøgelse i løbet af tohundrede år.

Romanen tager sit utraditionelle udgangspunkt i Yorkshire i 1847, hvor den unge forfatterinde Eliza May Drayden dør i allerførste kapitel. Karakteren er tydeligt inspireret af Emily Brontë og myten om Stormfulde højder, så der er et klassisk schwung over det.

Selvom Eliza dør med det samme, slipper hun ikke sit tag i læseren. Bogens efterfølgende elleve kapitler fungerer som selvstændige fortællinger om elleve forskellige menneskeskæbner fra fødsel til død. De lever på tværs af næsten tohundrede år, frem til år 2030, men flettes alle sammen af uforklarlige hændelser og en mystisk, sort notesbog, som Eliza efterlod sig.

Det skaber en altmodisch stemning og løfter fortællingen op til en klassisk status, hvor døden som grundvilkår er imposant. Hvad sker der med et menneskes eftermæle, og hvordan finder forvrængning af sandheden derom sted hen over tid igennem rygte efter rygte.

Der er en gennemgående postmoderne genreblanding, her mellem gotik, slægtsroman, historisk fiktion og undertiden også poesi, og så vibrerer det hele mellem realisme og det overnaturlige, hvorved en mystisk læseoplevelse skabes.

Der er et roligt tempo over fortællingerne, hvoraf nogle hensætter læseren til en dvale, hvor man gør klogt i at arbejde sig tålmodigt frem. Men det er en roman, hvis handling har det med at glide ind under huden.

Det er forfriskende i denne tid, hvor alt har fart på, og hvor de digitale udviklinger vinder frem og undervejs afvikler gamle dyder, at en sådan roman med en tekstlig fylde og langsommelig modus finder læsere, og jeg forstår til fulde, at romanen er blevet lovprist verden om.

Den står som et eksempel på en gribende form for litteratur.