Videnskabelige disputter kan være et interessant tematisk omdrejningspunkt, som driver en romans handling frem. Men hvis det kunstnerisk skal lykkes, kræver det, at forfatteren formår uforceret og naturligt at flette den videnskabelig diskurs ind i romanens øvrige væv.

Det lykkes ikke overbevisende i Keld Conradsens nye roman Det gode menneske. Den videnskabelige disput er ellers interessant nok, og historien er i mange henseende også godt fortalt. Men sømmeløst glider elementerne altså ikke sammen.

Historien udspiller sig ligesom andre af Conradsen bøger fx den prisvindende Byen og Havet i Aarhus. Og Det gode menneske minder på mange måder om netop Byen og havet. Begge romaner kan vel kaldes videnskabsromaner og har ambitioner om at række ud til læseren med filosofiske og eksistentielle spørgsmål, ligesom romanerne tager udgangspunkt i de formative år under studielivet.

Vi møder i Det gode menneske hovedpersonen Finn og følger hans indledende skridt i en videnskabelig karriere inden for palæoceanografien (dvs. videnskaben om verdenshavenes tilstand i den fjerne fortid). En studiekammerat, Laila, forfølger en tilsvarende karriere inden for evolutionsbiologien. Og netop evolutionsbiologien spiller en vigtig rolle i romanen. Det vender vi tilbage til.

Den spirende forelskelse mellem de to unge phd.-studerende viser sig at være en kompliceret affære, hvor den skrøbelige Laila gentagende gange må samles op af Finn. Vi skal ikke her røbe, hvordan forholdet ender. Men det er en ganske rørende fortælling om ungdom, naivitet, ambitioner og spildte muligheder.

Historien fortælles gennem Finns let melankolske tilbageblik på en tid, der er forsvundet. Finn valgte videnskaben fra, skolelærergerningen til. Men som det jo går i både livet og litteraturen, har fortiden det med at indhente dig. Også de videnskabelige spørgsmål, den unge Finn tumlede med og førte samtaler med Laila om, indhenter ham, da en ung, socialt indigneret statskundskabs-ph.d.-studerende konfronterer Finn med en forskningsartikel, han skrev i sin ungdom.

Fortællingens konstruktion virker ikke fuldt bæredygtig, og dele af romanen især mod slutningen får et lidt klodset skær over sig. Dertil kommer, at Conradsen langt fra er den smukke sætnings mester, og når historien heller ikke helt kan bære, så er romanens samlede aftryk ikke overvældende. Ikke dårligt. Men heller ikke rigtig godt.

Men altså Conradsen vil gerne fortælle en historie, der er mere og andet end en fortælling om forgangen ungdom og det fortrængtes genkomst. Han vil også gøre os klogere på forståelsen af begrebet altruisme, som var emnet for den unge Finns forskningsartikel.

Altruisme – altså uegennyttige handlinger, som gavner et andet individ, samtidig med at det medfører omkostninger for det individ, der udfører dem – vil inden for en strikt gencentreret evolutionsbiologisk logik umiddelbart være meningsløs. En forklaring, på denne type adfærd, som Conradsen – via samtalerne mellem Finn og Laila – præsenterer os for, er teorien om slægtskabsselektion. Her er der tale om, at individet udviser selvopofrende adfærd ud fra et motiv om at videreføre mest muligt af sit eget genmateriale. Studier af fx myrers adfærd, som Laila bedriver, understøtter denne teori.

Men som forklaring på menneskelig adfærd kommer den teori til kort. Det fornemmer vores hovedperson i stigende grad, og en alternativ teori vågner i ham og materialiserer sig i førnævnte forskningsartikel. Denne alternative teori, som altså i romanen tilskrives Finns erkendelsesrejse, er imidlertid velbeskrevet i den videnskabelige litteratur, og det det forekommer at være et noget kunstigt greb at lade det være en nyvunden pludselig indsigt.

Pointen, som Finn altså finder frem til, er at i stedet for at tage individet som afsæt, kan man tage gruppen. Teorien lyder så, at i takt med at den gruppeorienterede adfærd opstod som led i menneskets evolutionære udvikling, bliver det muligt for altruistiske gener at overleve inden for gruppen, idet disse dispositioner kan have styrket samarbejdet inden for gruppen og dermed gjort nogle grupper mere konkurrencedygtige end andre, hvormed dispositionerne er blevet udbredt i populationen. Denne gruppeselektionsmekanisme bliver yderligere virksom, idet kulturelle normer og forestillinger – fx religiøse doktriner – forstærker disse altruistiske dispositioner. Men så langt i forklaringskæderne kommer vi ikke i romanen.

Den menneskelige evolution og vekselvirkningen mellem kultur, gener, arv miljø, er ellers rasende interessant, og forskningen i menneskets evolutionære historie, og hvordan det betinger vores adfærd i dag er grundlæggende erkendelsesfrembringende.

Men det folder sig ikke rigtig ud hos Conradsen, i stedet tager det form som en lidt flad og forudsigelig kritik af det egoistiske menneske (modsat det det gode menneske, forstås), i form af grådige milliardærer og selvoptagede børneforældre.

Den videnskabelige diskurs løfter sig altså ikke rigtig fra siderne, men tilbage står en egentlig ganske rørende fortælling om ung kærlighed, spildt talent, og hvordan man tilsyneladende kan affinde sig med fortiden, men også kun tilsyneladende.