En nyoversættelse af den gedigne klassiker Fahrenheit 451 af Ray Bradbury har ramt danske læsere i brystet.

Den slår durk ned i en tid, hvor sandheder modificeres, styringer af menneskeheden forefindes, og det at være et frit tænkende menneske kan være en balancegang, en vanskelighed.

Fahrenheit 451 er en af science fiction-litteraturens mest ikoniske dystopier. Romanen, skrevet af Ray Bradbury i 1953, føles såmænd nok i dag mere aktuel end nogensinde.

Historien følger brandmanden Guy Montag, der lever i et samfund, hvor bøger er forbudte, og hvor brandmændenes opgave ikke er at slukke ildebrande, men at brænde bøger i en ganske gennemgående koordineret indsats. Montag udfører sit arbejde uden tvivl, indtil mødet med den unge Clarisse får ham til at stille spørgsmål ved samfundets regler og den tomhed, der præger hans eget liv, og er den tanke, den følelse først inde under huden, er det svært at sidde den overhørig, hvorfor Guy Montag vandrer hvileløst rundt. Han kan ikke finde ro, finde mening, og han må foretage sig et opgør. En turnaround, som det kan hedde i jakkesættenes verden.

Han skaber en ny identitet; fra at være bogbrændende til at være bogbeskyttende. Det tager fart, og det placerer ham i ilden. Han bliver jagtet, må finde løsninger, så han kan gå fri. Han finder frem til en samling af mennesker, de udstødte, som beretter, at de bevarer bøgerne i bevidstheden, deler dem op, bøgerne, mellem hinanden. Huskende fraser, sider, afsnit. Så handlinger og viden opsamlet gennem århundreder ikke går tabt.

Ray Bradburys styrke ligger især i hans stemningsfulde og poetiske sprog. Selvom romanen beskriver et teknologisk overvågningssamfund, handler den i lige så høj grad om menneskelig ensomhed, konformitet og frygten for kritisk tænkning. Det gør bogen overraskende tidløs. Mange af temaerne – distraktion gennem medier, hurtig underholdning og mistillid til fordybelse – rammer skræmmende præcist i dag.

Forlaget Kolonis nye oversættelse virker moderne og flydende, uden at miste den dystre og næsten drømmeagtige tone, som gør romanen særlig. Sætning efter sætning brænder og belyser en dybde, jeg som læser kan tage med mig videre i mit eget refleksionsrum.

Romanen kan dog føles lidt prædikende til tider, og nogle læsere vil måske opleve karaktererne som mere symbolske end realistiske. Men netop den fabellignende stil er også en del af bogens gennemslagskraft:
Vi må formode, at Ray Bradbury ikke udelukkende ønskede at fortælle en historie – han vil advare mod et samfund, der mister lysten til at tænke selv. Så den har en politisk pondus tilligemed.

Hvis man holder af dystopier som 1984 eller Brave New World, er Fahrenheit 451 obligatorisk læsning.

Læs de tre og føl dig mærket for livet!