men ikke så mange nøgne piger´ (som Ove Sprogøes velkendte omkvæd til Fandens oldemor lyder) synes at være gennemgående elementer i de 15 noveller der er samlet i Martin Møller Geertsens Den første drøm. For selv om vi møder mange forskellige figurer, så har de alle en tilbøjelighed til at kæderyge og hælde hård spiritus op i glasset.

Normalt så er Kapellets redaktør ganske begejstret for noveller. Måske ikke helt så begejstret som Edgar Allen Poe var det. Poe hævdede at novellen var en overlegen type af litteratur, mest af alt fordi man læste den i en køre, hvilket ifølge ham skaber langt større fokus hos læseren, end når man kaster sig over en roman på flere hundrede sider. Til gengæld var det vanskeligt for Kapellets anmelder at blive virkelig vildt begejstret for Geertsens novellesamling og det er der flere årsager til, som bliver uddybet herunder.

Før vi går videre, så bliver anmelder nødt til at gøre opmærksom på, at nærværende anmeldelse – lige som alle anmeldelser, er dybt subjektiv. Som min gamle far så klogt sagde: ”Der findes to slags smag, min og den dårlige” og her på Kapellet har vi ikke til hensigt at give en ensidig Thomas-Treo-agtig sviner til debutterende forfattere. Der findes med garanti læsere i resten af Danmark, der vil mene at Den første drøm er en forrygende novellesamling, det var desværre bare ikke den oplevelse, som undertegnede sad tilbage med efter endt læsning. (Det skal i øvrigt straks siges, at dette ikke var på grund af novellernes mangel på ovennævnte nøgne piger – red.).

Lad os starte med det positive. Urmageren er nok den novelle der i anmelders optik ender med at være samlingens mest vellykkede. Den handler om en mand, der desperat forsøger at holde liv i sin urmagerbutik, selv om kunderne bliver ved med at gå forbi hans ruder uden at købe noget. Udlejer truer ham med at blive sat på gaden og selv om jeg-fortælleren desperat forsøger at lave flere tiltag, der potentielt kan vende hans lykke, så fornemmer man allerede fra starten at dette virker som en formålsløs kamp.

I denne fine lille historie formidles desperationen og følelsen af modløshed virkelig fint. Man lades tilbage med samme følelse som den stakkels elev i skolen, der har inviteret alle sine klassekammerater til fødselsdagsfest, men hvor ingen gæster dukker op. Hovedpersonen hér er til trods for modgangen meget charmerende og forsøger i sin desperate situation at gøre noget godt for andre. Verden og tiden (ironisk nok) har gjort armbåndsuret og dermed også hans virke nærmest overflødig.

For nu at hive gode gamle Poe frem igen, så er han blevet citeret for at sige, at ”enhver novelle bør have en enkel konkret stemning og hver og en sætning har til hensigt at underbygge den” (vores egen oversættelse – red.). Selv om det er et gammelt citat, så er det muligvis også en af de medvirkende årsager til, at nærværende anmelder ikke falder pladask for Den første drøm. Her er mange af fortællingerne ustyret med så åbne slutninger eller ender med at være så uforløste, at man godt kan undre sig lidt over de egentlige formål med dem.

I anmelders lønnede arbejde i gymnasieskolen er følgende ord ofte blevet prædiket til eleverne i forbindelse med tekstanalyse: ”Der er ikke noget tilfældigt, ikke noget overflødigt i en god fiktionstekst. Som regel kan man gennem næranalyse afsløre at der er en konstant bevidsthed fra forfatterens side, om at vælge hver af sine ord med så stor omhu, at teksten ved næranalyse åbner sig op for en fortolkning der gør dens overordnede budskab endnu mere effektivt .” Det står jeg også ved, men der findes også fortællinger, hvor dette ikke sker. Eksempelvis i nærværende novellesamling.

Selv om undertegnede intet har imod åbne slutninger, ambivalens eller fortællinger, der ender uforløste eller med en læser der er frustreret over dette (som det eksempelvis kan ske under læsningen af mange af Franz Kafkas fortællinger – red.) så oplever man hos Geertsen, at man som læser bliver kastet ind i en situation, får præsenteret nogle figurer, der ofte kæderyger og drikker alkohol. Så sker der et eller andet. Så snakker de om det skete og så stopper historien blot lige så brat som den startede.

Der er intet i vejen med at fucke med de ganske fortærskede aristoteliske koncepter om start, midte og slutning, men når der end ikke synes at være en kerne som historierne kan dreje sig omkring, så kan det være vanskeligt at se, hvad det egentlige formålet er med dem. Hvad kan læseren tage med sig fra teksten? Kapellets udsendte har her ganske vanskeligt ved at forstå det.

Alle novellerne arbejder med en jegfortæller der i flere af dem også afslører at han hedder ”Martin”. Om dette er fordi historierne i Den første drøm skal ses som en form for nøglenoveller, eller blot en metafiktiv leg mellem tekst, forfatter og læser, er umuligt at afgøre. Ikke desto mindre, så handler disse historier om alkoholdrikkende og storrygende personager ofte om ting og situationer der ikke pirrer undertegnedes nysgerrighed og er holdt i et sprog, der er meget lige ud af landevejen og som hverdagsrealismen til trods ikke byder på passager hvor det er sproget i sig selv der kan trække karakteren i den rigtige retning.

Det kan lyde som hårde ord, men det handler måske – som før nævnt - i langt højere grad om at Den første drøm ikke bød på indhold, der var i stand til at pirre netop Kulturkapellets anmelder, der tydeligt husker tilbage på den tid hvor valget af hvilken film man skulle skynde sig i biografen var, hvor mange ”sorte hatte” Ole Bogart Michelsen havde valgt at uddele. Det kan sagtens være at vi har overset nogle helt centrale pointer i Den første drøm, som gør at ovenstående kritiske ord burde trækkes tilbage, men det ændrer ikke ved at hverken stil eller indhold faldt i undertegnedes smag.

Vores råd er derfor, få fat i bogen og bedøm selv, om du er enig med os eller ej.