Anna Elisabeth Jessens nye roman, Gode råd, banker på med et krumkagejern i hånden, sætter sig ved kaffebordet og langsomt begynder at pille i de ømme steder i familien.

Romanen begynder i Sønderjylland, hvor Andrea går på pension efter et langt arbejdsliv som socialrådgiver. Hun bor med sin mand Mathias, og de har egentlig forestillet sig en aktiv og harmonisk seniortilværelse med franskhold, læsekreds, gode middage og ikke mindst mere familieliv. Men datteren Anne, der er kunstner i København, har travlt med sit eget. Hun kommer ikke til Andreas afskedsreception, men forventer senere, at forældrene tropper op i København og hjælper med mad og praktiske opgaver til hendes fernisering. Det mønster går igen: Anne fylder og kræver, Anne tager imod - også økonomisk.

Herfra folder romanen sig ud som et bittersødt familie- og jalousidrama. Andrea knytter sig til rengøringshjælpen Madeleine, der langsomt bliver meget mere end en, der gør rent. Hun bliver en veninde og en fortrolig, Andrea kan føle sig betydningsfuld over for. Madeleine har selv sit at bære på, blandt andet et barn med en kompleks og tabubelagt kønsproblematik, og snart begynder relationen at presse både Andreas ægteskab og forholdet til Anne.

Skiftende perspektiver
Det er her, Gode råd er stærkest: Når den viser de små forskydninger, de små stik og den lille jalousi. Den slags misforståelser, der kan vokse sig store, fordi ingen vil være den første til at sige sandheden højt. Anne bliver jaloux på Madeleine. Andrea føler sig overset af Anne. Mathias forsøger at være mild og ordentlig midt i det hele. Og læseren sidder med fornemmelsen af, at alle sådan set har lidt ret og alligevel gør lidt forkert.

Anna Elisabeth Jessen har igen godt fat i det sønderjyske stof. Titlen spiller både på de sønderjyske småkager “go’e raj” - “gode råd” på rigsdansk - og på de råd, som romanens personer har til hinanden, men sjældent får givet direkte. Det er et fint greb, og romanen bruger det særligt sønderjyske lokale stof klogt og sikker. Anne kan se på Sønderjylland med en københavnsk distance, næsten som om forældrene er blevet stående i en lidt gammeldags provins. Men romanen viser noget andet: Andrea er ikke bare blevet tilbage. Hun er også i bevægelse. Hun lærer fransk, læser litteratur og finder nye relationer.

Det er en af bogens bedste pointer. Den, der bliver hjemme, står ikke nødvendigvis stille. Og den, der rejser ud, er ikke nødvendigvis mere fri, klog eller moderne.

Kompositionen med skiftende perspektiver mellem Andrea, Anne og Madeleines korrespondancer giver romanen luft, men den spreder sig også på mange spor. Der er mødre og døtre, klasse, kunst, penge, køn, hjemstavn, aldring, venskab og familieforpligtelser. Det er meget at holde styr på for læseren.

Antydningens kunst
Anna Elisabeth Jessen kan meget med antydningens kunst. Hun behøver ikke forklare alt, men lader i stedet læseren mærke ubehaget, når Anne ikke tager telefonen. Når forældrene betaler uden helt at ville betale. Når Andrea vælger den nemmere fortrolighed med Madeleine frem for den sværere samtale med sin egen datter.

Et stærkt eksempel er scenen i kirken, hvor Mathias synger højt og klart, mens Anne tilsyneladende skammer sig over ham. Andrea reagerer ved selv at synge med for at markere, at Anne burde sætte pris på sine forældre. Men bagefter viser det sig, at Anne ikke nødvendigvis har tænkt det, Andrea troede. Konflikten sidder altså ikke kun i rummet. Den sidder også i Andreas hoved. Det er præcist, genkendeligt og lidt nådesløst.

Gode råd er ikke Anna Elisabet Jessens tungeste bog. Men den har blik for noget meget hverdagsnært og meget sårbart: at kærlighed i familier ofte blandes med regnskaber, tavshed og forventninger. Hvem skylder hvem noget? Hvad må man kræve af sine børn? Og hvornår bliver hjælp til kontrol eller kærlighed til dårlig samvittighed?

Det er en letlæst roman og her og der også hyggelig og sjov. Side 96 er kostelig læsning for både sønderjyder og rigsdanskere (som danskere nord for Kongeåen engang alvorligt kaldtes og i dag mere spøgefuldt kaldes). Forfatteren spiller på morsomme sproglige misforståelser mellem en sønderjyde og en københavner. Hvad “essen nau” og “haus æ baus” dog ikke kan afstedkomme og illustrere af kulturkløfter.