Eksil 1-5: Øjeblikke af skønhed / Jan Egesborg / sider
Nybrogade Press. ISBN 978-87-976869-0-4
Anmeldt 28/4 2026, 13:46 af Torben Rølmer Bille
Thailand i pixiformat
Thailand i pixiformat
« Tilbage
Bøger har evnen til at transporte os nærmest øjeblikkeligt til et helt andet sted. Du kan med hjælp fra Cormac McCarthys prosa blive ført direkte til de trøstesløse og imponerende ørkenlandskaber på grænsen mellem Texas og Mexico. I næste nu kan du sammen med Jørgen Leth opleve et voldsomt jordskælv på Haiti, eller takket være Umberto Ecos mesterværk befinde dig i et middelalderkloster midt om vinteren.
Lidt det samme kan jo også siges om videospil, tegneserier og film, men her bliver omgivelserne konstant konkretiseret og du har ikke nødig at benytte din fantasi i lige så høj grad for at få de beskrevne omgivelser til at manifestere sig.
I februar i år modtog vi her i Kapellet fem små Pixi-lignende bøger fra forfatter Jan Egesborg. Hvis du synes navnet lyder bekendt, så var det samme Egesborg der var forfatter til tegnserierne Træpigen og Tabte somre – men modsat disse to, så er der i de fem små bøger i Eksil-serien, tale om en form for poetiske rejsedagbøger. Poetiske i såvel tekst som billede.
Lige som de Pixibøger du husker fra din barndom, så er alle siderne i de fem bøger (der fra forlaget kun sælges samlet) gennemillustrerede og i fuldfarve. Der er kunstneren Lilian Brøgger, der har begået disse baggrundsillustrationer og i fint samspil med de ganske korte, lyriske tekster, formidler bøgerne forfatterens oplevelser af en længere rundrejse i Thailand.
Lige som de originale Pixibøger, er de fem Eksil-bøger heller ikke særligt teksttunge, for der står ganske lidt på hver side. Er du derfor en rutineret læser, tager det mindre end et minuts tid at komme igennem en bog. Altså langt under fem minutter at læse alle fem.
Når det er sagt, så kan du jo også vælge at fordybe dig i teksturerne i de enkelte illustrationer, i den måde teksten rent grafisk præsenteres for dig på, i de lettere abstrakte, løsrevne beskrivelser af begivender, observationer og stednavne der dukker op undervejs i læsningen. Dette er muligvis brudstykker af konkrete oplevelser fra forfatterens rejse, men sammen med billederne skabes der et Thailand, der ligger ganske langt væk fra turistbrochurenes glittede sider der viser os blå hav, hvide sandstrande og et utal af forgyldte Buddha-statuer.
Det virker som et meget personligt projekt der udfoldes her, men også et som anmelder må spørge hvad læseren egentlig skal stille op med? Formatet er helt klart spændende. Lilian Brøggers farverige, stemningsfulde illustrationer tilføjer noget både konkret og abstrakt til Egesborgs korte tekster, men når det er sagt, så sidder Kapellets anmelder stadigvæk tilbage med en undren over hele projektet.
Skal man tage undertitlen Øjeblikke af skønhed for pålydende, så kan det jo være at disse fem bøger muligvis formidler personlige øjeblikke, forsøgt gengivet i tekst og tegning. Smukke er både billeder og teksten, men efter man har læst alle fem bøger, hvad så? Er det lykkedes at transportere betragteren til et eksotisk sted og har vi undervejs fået samme oplevelse af skønhed, som afsenderne forsøger at formidle? Det er vanskeligt at sige med sikkerhed.
Muligvis er det netop heri at den egentlige fascinationskraft af de fem små bøger ligger. At alt efter hvem du er, alt efter hvordan du vælger at læse og tolke disse rejseobservationer. Alt efter hvordan du oplever samspillet mellem tekst og billede, så kan det også være at du oplever et øjebliks skønhed, der måske slet ikke handler om Thailand, om Covid-isolation, om at sidde to på en scooter, men om at sidde med fem små, fine pixibøger foran dig og lege med på afsendernes ideer.