Næste Helvede. Fed titel! Uden at vide noget som helst om hverken forfatter eller indholdet af de ”historier” som gemmer sig bag coveret, var bad denne kapellan straks de rare mennesker på Jensen & Dalgaard om et anmeldereksemplar, som de heldigvis fluks stillede beredvilligt til rådighed.

I presseomtalen der fulgte med bogen skrives det, at Christian Haun ”vanskeligt lader sig bringe til ro på en genrehylde” men efter endt læsning, er det vanskeligt for Kapellet ikke at sætte Næste Helvede op på reolen, der huser gys. Vi påstår i al fald at det sikkert kun være en meget lille promille blandt alle læsere der ikke vil opleve en krybende ubehag idet man præsenteres for den ene historie efter den anden.

Bogen indeholder i alt otte historier (ikke ´noveller´ – gad vide hvad forskellen egentlig er? -red.) fordelt på kun 116 sider. Den længste af disse historier er også bogens sidste Ukendt ørken der strækker sig over hele 35 sider, mens de fleste øvrige har en længe på under ti sider per historie.

De fleste af disse foruroligende tekster har åbne slutninger og benytter sig i høj grad af antydninger og beskrivelser af figurer og handlinger, der helt sikkert synes at have et overordnet formål, men ikke et som ikke bliver forklaret i detaljer. Et godt eksempel på dette er anden historie: Worms torv hvor fortælleren er en af de lokale subsistensløse drankere, der opsøges af Jens Frank, for i nattens mulm og mørke at begive sig ned under torvet gennem nogle katakomblignende tunneller. Hvad der konkret sker hér er lidt uvist, for fortælleren har også fået nogle piller, som helt tydeligvis har gjort, at det er svært for ham at huske hvad det er der præcis er sket.

Idet den del af prosaen blot antyder begivenheder eller sammenhænge, bliver læseren sat på arbejde i forhold til at forsøge at skabe en sammenhæng. Ikke kun i forhold til den enkelte histories indhold, men i lige så stor forhold til at der også synes at være en sammenhæng mellem (alle?) historierne.

Der er flere figurer og navne, der optræder i mange af historierne. Mest hyppigt brugt er den mærkværdige Jens Frank, der sammen med partneren Hr. Simak, der beskrives som at være lige så bred som han er høj, dukker op igen og igen. Jens Frank har tydeligvis førhen været styret af den mindst lige så mystiske Mester, der holder til i en nedlagt papirfabrik, men der er noget der tyder på at Mester er ved at miste kontrollen over både Jens Frank og Hr. Simak.

For at gøre det hele endnu mere komplekst, så virker det heller ikke som om historierne er præsenteret helt kronologisk, eller måske er de? Det er gen op til dig som læser at vurdere.

Som nævnt er Jens Frank, Hr. Simak eller Mester ikke deltagere i alle historierne i Næste Helvede hvilket i sagens natur betyder at man også forsøger at betragte de historier hvor de ikke nævnes hænger sammen med de øvrige, ud over det faktum, at de alle er trykt i samme bog under fælles titel.

Nu blev det indledningsvist skrevet at bogen nok ville blive placeret sammen med andre horrorfortællinger, men forvent ikke at Christian Hauns historier er gyselige i traditionel forstand. Det skorter ikke på foruroligende figurer, stemningsfulde beskrivelser af skumle omgivelser eller mere direkte beskrivelser af overgreb og voldshandlinger, men som nævnt er det heller ikke historier der overforklarer eller unødigt hjælper sin læser på rette spor.
Næste Helvede føles lidt som en feberdrøm du ikke helt kan vågne fra, en masse fragmenterede ubehageligheder der på én gang synes at give mening for så i næste nu at forsøge at undvige den. Et postmoderne, gyseligt troldspejl du ikke kan lade være med at stirre ind i.

Uanset om man er til gys eller ej, så er der ingen tvivl om at Næste Helvede er interessant læsning. Haun er virkelig god til sit håndværk, hvad enten der er at formidle følelser, skildre figurer eller i ord at gengive sansninger. Hvis du er i tvivl om dette udsagn, så læs blot I ovnen der på en og samme gang både fik anmelder til at tænke på klassiske folkeeventyr som Hans og Grete og de ting man kan opleve i de allermest uhyggelige gyserspil og film. Dette formidlet så skrækindjagende fint og på en måde, så det i sidste ende bliver din egen syge fantasi der gør, at den med sine lidt under otte sider, bliver en af de mest ubehagelige og effektivt væmmelige fortællinger forfattet på dansk.

Det kan godt været at Næste Helvede var anmelders første møde med Christian Haun, men det bliver med garanti ikke det sidste!