Jeg kan se, at min anmeldelse dumper lige ned i en diskussion i kirkelige kredse om hvad der er en salme, og om der skrives for mange nye salmer, da alt som bekendt ikke er lige godt.

I en leder i Kristeligt Dagblad (13/5 2026) hævdes det, at de salmer, der er med i den autoriserede salmebog, Den Danske Salmebog (herefter DDS - red.), netop er der, fordi de har ”stået tidens prøve”. Jeg er lodret uenig.

Der er mange i DDS som er med af historiske årsager, og som skiftende salmebogsredaktioner ikke har nænnet at fravælge ved nye autorisationer, fordi der for mange er tradition på spil. Sidste DDS-udgave kom i 2003, og den forrige i 1953, så der er sikkert langt tid til en ny officiel udgave.

Den Danske Salmebog er den salmebog, man frit kan vælge fra uden at spørge nogen om lov. For selvom sangbøger som Højskolesangbogen, 100 salmer og Kirkesangbogen (og hvem ved, om det også sker for 151 Salmer) mange steder har vundet så meget hævd, at de bruges som om de var autoriserede, så er det kun DDS som skal ligge fast i kirkerne (med mindre andet er aftalt med biskoppen).

Der er flere salmer i DDS som virkelig ikke er særligt gode. Af samme grund er jeg overbevist om, at uanset hvor mange nye salmer, der bliver skrevet, og hvor mange af disse, der vinder hævd og bliver nyklassikere, så vil de virkelig gode fra DDS selvfølgelig stadig blive brugt, og af samme grund. Et godt eksempel er mesterværket Hil dig frelser og forsoner fra 1837 (Grundtvig), som også konfirmander hurtigt kan synge med på, når man bruger Hoffmans melodi (fra 1878!). Jeg kan nævne mange salmer fra DDS, som jeg hele tiden bliver ved at bruge, men sandelig også mange, som jeg aldrig bruger, fordi de simpelthen er for tunge eller for kedelige.

Det omvendte er naturligvis også tilfældet. En moderne salme er ikke en god salme, blot fordi den er ny, og her er vi ikke altid enige. Jeg hører til dem, der har et anstrengt forhold til nye salmer med omvendt ordstilling. Så vil jeg hellere synge en klassisk salme, som kan holde til det (”verden, dig med torne kroner”). Og som kuriosum kan jeg nævne, at Grundtvigs Den signede dag fra 1826 da den kom og var helt ny, ikke var fin nok til at blive kaldt en salme! Sådan er historiens gang så forunderlig.

Derfor må det også føles som en ganske utaknemmelig opgave at udgive en ny salmebog. Salmebogen 151 Salmer kaldes også for et tillæg, selvom det er ganske uofficielt, men ligesom 100 Salmer starter nummereringen med salme nummer 800 (DDS slutter ved salme 791).

Der vil altid være nogen, der mener, at der er tilvalgt nogle ’forkerte’ salmer og ligeledes andre, der vil mene, at andre salmer er fravalgt forkert.

Når man skal vurdere en salmebog – et salmebogstillæg, om man vil – så er det mit udgangspunkt at gøre det på baggrund af, hvilken præmis, afsenderen synes at lægge som grund. Og det fremgår rimelig klart, at salmebogen 151 Salmer skal samle nogle af de bedste salmer igennem de sidste cirka tyve år. Lad os bare sige i dette århundrede (”De 151 nyskrevne salmer fra de sidste ca. 20 år, som er samlet i 151 Salmer, er nøje udvalgt af en bredt funderet redaktionsgruppe” som pressemeddelelsen siger).

Du kom med alt (Jens Rosendal) er med i samlingen. Sangen (normalt kaldes den ikke en salme) er fra 1981, og burde derfor falde udenfor salmebogen. Det er en af de sange, som automatisk efterspørges til både bryllupper og begravelser, så der er ingen grund til at inkludere den i en ny salmebog.

Til gengæld har man fravalgt Som et drivhus i en frostnat (Hans Anker Jørgensen) fra 2012, som var med i 100 salmer, men som åbenbart ikke har klaret cuttet til den nye udgave. Jeg forstår det ikke, det er en de bedste nye grønne (”klima”) salmer, vi har, og jeg bruger den selv, så ofte som jeg kan komme afsted med. Du tænkte vist på sommer (Holger Lissner) fra 2014 er en anden grøn salme, der ikke er med.

Til gengæld er den lidt ældre Linedanser (Per Krøis Kjærsgaard) fra 1998 med. Det er også helt unødvendigt, den lever sit helt eget liv omkring konfirmationerne.

Samme undren har jeg omkring Lille Messias (Johs. Møllehave), som er fra 1989.

Og hvis opdraget er at lave en salmebog med de bedste nye salmer fra dette århundrede (de sidste cirka tyve år, som pressemeddelelsen siger), så forstår jeg ikke tilvalget.

Der er også en salme med, der hedder Velsignelsen, som i virkeligheden er et direkte citat fra Det Gamle Testamente. I teologien kaldes den også for den aronitiske velsignelse, og kommer altid som det sidste fra præstens mund under en søndagsgudstjeneste. At teksten er med i salmebogen skyldes sikkert, at den har fået en melodi (Hans Christian Jochimsen, 2003), hvilket er helt på sin plads.

Trosbekendelsen synges jo også i nogle kirker. Det er dog pudsigt, at det er den gamle oversættelse af velsignelsen, man har valgt at trykke i 151 Salmer. Ser man på www.salmer.dk [LINK] (som Morten Skovsted også redigerer) har man her valgt velsignelsen i ny oversættelse. Hvorfor dette valg? Og når vi nu er ved disse faste led i gudstjenesten, kunne man også have valgt en salme med fadervor-teksten og med Sigurd Barrets melodi (2010) til samme, som er en del af hans bibelfortællinger til børn. Den er utrolig nem at synge.

Som nævnt, kan vi hver især sikkert liste salmer, vi ville ønske, var med, jeg har nævnt min største undren, den grønne salme af Hans Anker Jørgensen, der mangler, men også Vi synger for dig, Herre Gud, Helligånd (Sten Kaalø, 2010) og Når jord og himmel mødes (Niels Johansen), savner jeg.

Godt så. Jeg har først og fremmest nævnt ovenstående, fordi det faktisk undrer mig. Morten Skovsted og co. er nogen af de fremmeste ildsjæle i Danmark, når det gælder arbejdet for at få nye salmer ud til menighederne, de enkelte kirker i folkekirken og andre steder, og redaktionen bag ham har en vis indflydelse på, hvilke salmer der synges, hvilke salmer, der har vundet eller vil vinde hævd, osv.

Derfor er jeg også utrolig glad for at der er flere nye bud på julesalmer. Jeg har altid synes, det var modigt, da det kan være utroligt svært at fortrænge de juleklassikere, som mange juleaftens-kirkegængere forventer at synge. Sidste år forsøgte jeg mig selv med både Nu i den hellige time (Eyvind Skeie, 1992, 100 salmer) og Decembernat (Iben Krogsdal, 2009), hvor sidstnævnte også har klaret cuttet til 151 Salmer.

Af teologiske grunde er jeg også glad for Den faste, jeg ønsker (Peter Fischer-Nielsen, 2023) da det reelt er en omdefinering af fasten, som det også fremgår af Esajas’ Bog fra Det Gamle Testamente, som den må være inspireret af, selvom det ikke helt fremgår af tekstens noter. Bortset fra en salmetekst, jeg selv har skrevet, er det mig bekendt den eneste salme, der tager dette vigtige tema op.

Desuden må en salme som Du spør’ mig om håbet (Lisbeth Smedegaard Andersen, 2021) være selvskreven til samlingen, og denne salme er, trods sin unge alder, allerede forholdsvis meget brugt. Selveste Dietrich Bonhoeffer har også en tekst med fra 1944, her er den danske oversættelse dog senest revideret i 2013 af Holger Lissner. Ellers springer navne som Sys Bjerre (en af mine yndlingspopkunstnere!) i øjnene, og Dy Plambeck, Jonas Eika og Josefine Klougart, som er kendt i det litterære miljø.

Som skrevet indledningsvist er det en utaknemmelig sag at lave nye salmebøger, da vi alle har vores kæpheste, men Morten Skovsted og co. skal have stor ros for at tage opgaven på sig.

Det er helt essentielt med nye salmer for at holde kirkelivet i folkekirken levende, og især til højtiderne er det en svær opgave, da forventningerne til kendte salmer er store, ikke mindst til jul.

Det er helt umuligt at vide, hvilke salmer, der holder ved, og derfor er det også et stort ansvar at udvælge de ’rigtige’, da de i sagens natur – især hvis de er ukendte for mange – skal synges igennem for at vinde hævd.

Derfor ville jeg også ønske, at redaktionen havde været hård, og skåret alle salmer og sange fra før år 2000 bort, også selvom det måske ville have gjort ondt på nogen i redaktionen af 151 Salmer.

Men, et stort tak til holdet bag, fordi de orker at bære salme-fanen videre, det er en meget vigtig opgave, og tydeligvis øretævernes holdeplads, da der for mange er både tradition, hjerteblod og teologi på spil, men det gør det så meget mere interessant at følge, da det jo i sidste ende også handler om selve folkekirkens udvikling.