Det er i år 15 år siden, at Lars Frost afsluttede sin såkaldte velfærdstrilogi, bestående af bøgerne Smukke biler efter krigen (2004), Ubevidst rødgang (2008) og Skønvirke (2011), og jeg har lige genlæst dem.

Den første roman læste jeg første gang for cirka 12 år siden. Lars Frost kalder selv bogen for en ”knaldroman”.

Det er en spøjs bog, det går derudaf, både i handlingen og i sproget, med alverdens digressioner og enkelte næsten klummeagtige indspark fra hovedpersonen Lasse. Det er et plus, at det meste af handlingen foregår på Island, da det er nyt for mig, og medrivende og smukt beskrevet. Man får lyst til at besøge landet.

Samtidig er der flere steder overraskende handlingsforløb, og et forsøg på en beskrivelse af velfærdssamfundets ligtorne. Og så er det ikke mindst en bog om moral - hvordan håndterer man et liv, uden nogen rigtig retning, udover lidt sprut, lidt sex, en tur ned igennem Europa i en gammel amerikanerbil - og en tur ud i Islands natur, der går helt galt?

Fra første læsning husker jeg især en episode fra turen på Island, der går helt galt, og hvor spørgsmålet om ansvar og skyld (hvem skal betale for skaderne?) ender som en stor metafor for velfærdssamfundet, hvor det offentlige tager så meget hånd om os, at vores ansvar for andre bliver diffus og teoretisk. Man genkender følelsen, når man fralægger sig ansvar, dels fordi man kan (at undlade at tage ansvar har ingen konsekvenser), og dels fordi man forsøger at argumentere rationelt for, at man ikke har hverken ansvar eller skyld.

Afsnittet på Island fungerer stadig klart bedst, men det er også som om, at Lars Frost forsøger at parodiere en dårlig roman – deraf den ironiske undertitel, en knaldroman, som understreges (med humor) i en scene, hvor hovedpersonen knalder en hel familie, og den slutter med replikken, ”Det er kraftederme sandt” (s. 312), altså med en kraftig antydning af, at det blot er en røverhistorie.

Det næste bind i trilogien, Ubevidst rødgang, som også kaldes for en ”ingeniørroman”, og som jeg læste første gang for cirka 8 år siden, er stadig den bedste af de tre. Undertitlen er velvalgt, da der både er hentydninger til konkrete byggeprojekter (herunder broer) i velfærdsdanmark, og så fungerer bygge-metaforen også til de mange ideologiske kampe, der har været og stadig er. Med ideologi skal man land bygge?

Og den stiller mange spørgsmål. Hvor pragmatisk skal man være? Ude i udkantsdanmark er man så benovet over at få besøg fra hovedstaden at "Dét skal fejres (…) Dét skal sgu fejres. (…) Dét skal den ondelyneme fejres" (s. 27f), og hvor man har sine egne spilleregler uden hovedstadens højpandede moral (”Du har været for længe i København (…) Hernede er vi nødt til at leve i realiteternes verden”, s. 127), så man uden tøven lejer sommerhus til nynazister, fordi de betaler godt, og "det er flinke folk" (s. 126).

Titlen, ubevidst rødgang, er et politiudtryk, som referer til det fænomen, at man har en tendens til at gå med overfor rødt ved et fodgængerfelt, hvis andre begynder at gå.

Men det er sikkert også en politisk kommentar til at vi alle er blevet en slags komfortable socialdemokrater. Vi følger flokken uden at tænke over det. Selv liberalisten Anders Fogh Rasmussen blev i nullerne beskyld for at være iklædt socialdemokratiske gevandter. Revolutionen (socialistisk som liberalistisk) udeblev, vi blev til velfærdsdanskere i stedet, der blot erstattede et sæt af vaner og forbrugsmønster, med nogle andre. Turist i vores eget land, fristes man til at sige, som lader alle andre tage ansvaret, når vi har stemt (halv)rødt i blinde. Bogen udkom året inden Fogh stoppede, men metaforen, ubevidst rødgang, passer ikke desto mindre også her ind i Frosts kritik af politisk middelmådighed.

En af mine yndlingscitater fra Rom-afsnittet lyder: "Turisten rejser ud i verden, men er ikke del af den verden, det er ikke turistens ansvar, at der sidder tiggere i gaderne, turisten kan beklage sig over de lokale myndigheders inkompetence og regeringers magtfuldkomne undertrykkelse af befolkningen, uden at føle en pligt til at gøre noget ved det, det er ikke turistens ansvar, om der er rent vand i hanerne. Turisten er defineret ved sin ansvarsforflygtigelse (…) Turisten køber sig til rettigheder, men har ingen pligter" (s. 185).

Er vi for ofte turist i vores liv? Har vi købt retten til at være ligeglad igennem skattebilletten? Og er det ikke topmålet af arrogance at ville bestemme, hvornår vi ønsker at være der for vores næste, og hvornår vi ikke gider? Vi foretrækker at sidde til bords med dansk hygge og lade os tjene af andre, ikke mindst, når vi – både konkret og billedligt talt - er på ferie.

I romanen kommer vi vidt omkring, også i udlandet, vi er både i Rom, Venedig og lidt i Milano. Og jeg skal love for at han giver den gas med Venedigs forfald og byens risiko for at synke i havet, fordi fundamentet skrider. Og han beskriver alverdens ingeniørtekniske forslag til (i samtale mellem ingeniører), hvordan det kan undgås.

Vi er her langt fra danmarkshistorien og historien om velfærdsdanmark.

Og dog. For hele afsnittet om Venedig bliver en stor metafor for alle de tanker vi som fagfolk (afhængig af, hvad der skal afhjælpes) kan gøre os for at undgå nedbrud, nedstyrtning, forfald, mv. Selvom jeg egentlig ikke forstår så meget, da jeg ikke er ingeniør, er afsnittet overraskende levende beskrevet, og tilmed humoristisk.

Venedig er sikkert ikke tilfældigt valgt. Poetisk-litterært citerer Lars Frost (på fransk) fra Marcel Prousts På sporet af den tabte tid (1913-27), hvor Venedig også spiller en rolle. Faktisk bliver byen nærmest mytologisk for Prousts hovedperson, genstand for hans drømme om at rejse ud i verden, alene lyden af ordet, kan få ham til at længes efter Venedig. Også selvom forfaldet også dengang var en problemstilling.

Så ud over at alle problemerne med Venedigs forfald skulle være faktuelle nok, og dermed til at tage at føle på, så er Venedig også et symbol på det spektakulære, særlige, måske endda evige. Men ikke engang Venedig er evig, uanset hvor megen mytologisk skær, byen bliver indpakket i.

Bogen er skrevet før Trump og Brexit, og kommer derfor til at stå som et forvarsel om, at velkendte fundamenter faktisk kan styrte sammen og falde i havet. Både som følge af klimaforandringer, og – metaforisk – fordi vi ikke har taget nok hånd om demokratiets institutioner som menneskerettighederne og folkeretten. De skrider langsomt i havet, mens polariseringen breder sig i den vestlige verden, mens forandringerne i den kendte verdensorden skaber små geopolitiske jordskælv og ændrede magtforhold i den globale verden.

Omdrejningspunktet for Ubevidst rødgang er døden. Den starter med døden, og anden del af romanen er også tricket af et dødsfald, der også har relation til titlen. Romanen slår også et sving omkring ingeniørkunsten vedr. bygning af kanoner. Ja, hele livet drejer sig dybest set om at bygge noget op, enten ved at følge konventionerne eller ved at bryde dem, og hele tiden håbe på og arbejde for, at det ikke skrider igen.

Med broer og kanoner skal man land bygge. Og måske lidt ideologi. Velvidende, at alt omkring os er relativt og forgængeligt, og hele tiden skrider. Alt er dødeligt.

At tro andet, gør et menneske tåbeligt.

Det tredje bind, Skønvirke, læste jeg første gang i 2018.

Den starter - tilsyneladende - som en krimi, men alle de forventninger de fleste af os har til en krimi, bliver skuffet, for der kommer ikke noget, der ligner en opklaring. Lidt højkomisk bliver betjenten, der egentlig skulle jagte en morder, suspenderet, fordi hun er for fed. Vi følger ganske vist morderen, både i aktion, og som kedelig kontormus, der er flyttet til København fra Kolding, fordi manden har fået job her. Selvom hun kender til mandens utroskab med de mange studiner. Men hun er jo heller ikke selv for god. Efter en kort omgang i sengen - hvor offeret næsten bliver voldtaget - slår hun denne ihjel uden de store skrupler. Sikkert for at mærke, at hun lever i sit ellers røvsyge liv i velfærdsdanmark. Og måske som en slags psykopatisk hævn over sin utro mand.

Det er - som altid - sjældent dem, der lever permanent i suppedasen, der kan se, hvor slemt det står til. Således lyder det fra den hjemvendte soldat, Jens: "Det er et forbandet forløjet paradis, de svirrer rundt i, de skubber barnevogne foran sig, dumt smilende med bind for øjnene og vat i ørerne. Mænd opfører sig som kællinger. Og kvinder behandler mænd som børn. Og børn som guder, og kæledyr som små mennesker. Hele velfærdens forløjede dagligdag teatralsk gennemspillet dag efter dag i sikker afstand fra laserkugler og ST-bomber" (s. 144).

Bogen foregår lidt ude i fremtiden, i romanen er der krig og ufred omkring Danmark, USA står for genopbygning, og Spanien er vist faldet, eller noget. Men ikke i smørhullet Danmark, hvor vi efter bedste evne forsøger at ”hygge” os, og hvor man har svært ved at forholde sig til en hjemvendt soldat, der blot har lyst til at brænde det hele af. Man fristes til at citere Jeppe Aakjær: ”Du Pusling-Land, som hygger dig i Smug, mens hele Verden brænder om din Vugge” (Historiens Sang, 1916).

Vi skal ses udefra, for vi kan ikke selv se det. Vi kan nok glæde os over muligheden for at gå til vagttandlægen, hvis vi er ved at dø af tandsmerter (!), men den store mening med livet er svært at få øje på. Bogens kapitler følger den katolske dødemesse, men det er umiddelbart svært gennemskueligt hvordan indholdet i de enkelte kapitler harmonerer med messen. På papiret er der stor mening med det hele. "Huset er ældgammelt, men velholdt. Ældre end demokratiet" (s. 153), hedder det et sted om en slægtsbygning, og man kan med det samme mærke, at det der med demokratiet er noget ganske særligt og prisværdigt. På papiret er der stor mening med velfærdssamfundet.

At det ikke hindrer utroskab, mord, forstillelse og manglende kærlighed, er åbenbart. Det er jo kun en ramme. Lidt kropslig kontakt - også selvom man skal købe sig til det - er det nærmeste, man kan komme lidt medmenneskelighed. Afsnittet Communio, et ord, som normalt betegner den katolske nadver, slutter med hvad der reelt må betegnes som en gruppevoldtægt; blasfemien fornægter sig ikke.

Romanen syrer endog helt ud, da de sidste kapitler tilsyneladende foregår i et USA, som ikke helt ligner sig selv. Romanen foregår som nævnt i fremtiden. Og man fornemmer på disse pjalteproletarer, vi følger til sidst her - der enten arbejder på havnen eller med skovarbejde - at deres mistrøstelige tilværelsen trods alt er værre end de fortvivlede folk i velfærdsdanmark. Hos pjalteproletarerne kan det være endnu sværere at se meningen med det hele. Så svært, at selve sproget falder fra hinanden. I hvert fald syrer bogen ud i noget, der kunne minde om en uforståelig digtsamling.

Så hellere velfærdsdanmark, hvor der dog er en påstået mening med det hele, selvom kirken blot er en bygning i landskabet, og det er de enkelte borgeres egen opgave at skabe meningen i dette skønvirke.

Lars Frosts velfærdstriogi, er tre meget forskellige bøger, men en meget fascinerende skildring af velfærdsdanmark og vores forsøg på at leve i det.

Og en påmindelse om, at fundamentet hele tiden er i skred, der er hele tiden noget, der skal repareres.

I 2015 kom de tre romaner ud som én samlet udgave under titlen Med sværd og knipler (”Sværd og knipler”, citat fra Skønvirke s. 264) med undertitlen 3 romanforsøg, hvor hovedtitlens korte sætning indgår i de afsnit, hvor sproget syrer afsted og bliver lettere meningsløst.

Men det siger også noget om føromtalte ramme. Med sværd kan vi forsvare os mod omverdenen (hvis vi altså gør det), med knipler kan vi blive forsvaret internt (hvis det altså sker). Resten må vi selv finde ud af.