Den danske embedsmand, journalist og hemmelige agent Jens Julius Hansen var på besøg hos selveste Otto von Bismarck - den preussiske statsmand, der i 1871 endte med at forene det indtil da totalt fragmentariske Tyskland. På mødet i Bismarcks embedsbolig på Wilhelmstraße i Berlin faldt nogle ord, der nok vil overraske mange den dag i dag: Otto von Bismarck erklærede sig som ‘skandinav’. Født i Skandinavien var han jo ikke, men han var lun på tanken om et samlet Skandinavien. Altså dét, som skandinavister havde håbet på i forbindelse med den krig, som Danmark samme år tabte - til Preussen og Bismarck.

Dette strider sikkert mod manges børnlærdom.

I bogen Union eller undergang - Kampen for et forenet Skandinavien (Gads Forlag, 2021) beskriver den danske historiker Rasmus Glenthøj sammen med sin norske kollega Morten Nordhagen Ottosen, hvordan den preussiske politiker var parat til at samle de skandinaviske lande i én stat eller én union - ligesom han samlede de mange tyske stater.

“Dette burde ikke komme som en overraskelse. Allerede under Napoleon opererede man med lignende tanker”, siger Rasmus Glenthøj.

For nylig var den danske historiker på besøg i Lyksborg for at medvirke i optagelserne til TV2’s kommende serie om den danske kongerække.

Vi møder Rasmus Glenthøj foran Schloss Glücksburg (Lyksborg Slot) lige syd for den dansk-tyske grænse, og stedet er naturligvis ingen tilfældighed. Danmarks nuværende kongeslægt, glücksborgerne, er opkaldt efter det hvide vandslot ved Flensborg Fjord.


Frederik den Syvende drak sig ihjel, og den 15. november 1863 døde han på slottet - i en alder af blot 55 år.

Afsnittet, som Rasmus Glenthøj medvirker i, sendes den 9. februar 2022 og handler om de to nævnte konger, men serien begynder allerede i begyndelsen af januar.

Det var Schloss Glücksburg (Lyksborg Slot), som Frederiks efterfølger, Christian den Niende, overvejede at flygte til i november samme år, da stemningen var på kogepunktet i København. Havde han gjort dette, var revolutionen formentlig kommet. I så fald var det blevet set som om, Christian den Niende valgte den tyske side frem for den danske. Men tilbage til Bismarcks møde med Jens Julius Hansen et år senere - efter at Danmark havde fået et ordentlig lag tæsk i 1864-krigen.

Da Bismarck sagde, at han var ‘skandinav’, mente han i virkeligheden, at han var ’en politisk skandinavist’- altså at han gik ind for, at Sverige, Norge og Danmark sammen skabte én stat.

“Bismarck var parat til at give Nordslesvig tilbage til Danmark. Men han ville naturligvis have noget tilbage. Det kunne være en preussisk-skandinavisk alliance. Danmark var alt for betydningsløs, men med hele Skandinavien forbundet med Preussen ville Bismarck stå meget stærk i Europa. Bismarck så et forenet Norden som en fremtidig alliancepartner, der blandt andet skulle sikre mod et fjendtligt Rusland. Og i denne periode kunne han ikke vide, at han ville gå sejrrigt ud af sine opgør med Østrig i 1866 og Frankrig i 1870-1871”, siger Rasmus Glenthøj.

Pyt med Nordslesvig
Centralt placerede skandinavister ønskede at give krigen i 1864 et omfang, som ville tvinge Storbritannien og Frankrig til at gå ind i krigen, så en forhandlingsløsning kunne findes i form af et samlet Skandinavien. Og dette ville Bismarck kunne acceptere. Det vidste danskerne.

Delingen af Slesvig indgik altså i denne kabale, men - understreger Glenthøj - Preussen ville have den daværende Ejderkanal (forløberen for Kielerkanalen eller Nord-Ostsee-Kanal, som den hedder på tysk) med. Kanalen interesserede Bismarck langt mere end området Nordslesvig. I virkeligheden var Bismarck temmelig ligeglad med Nordslesvig. “Pointen er, at Bismarck og Preussen allerede fra midten af 1850erne havde givet klart udtryk for, at man gerne så det slesvigske problemet løst ved at dele den danske helstat. Dens tyske dele skulle tilfalde Preussen, mens resten med fordel kunne blive en del af en skandinavisk union. En deling af Slesvig var hermed forenelig både med preussiske interesser og den politiske skandinavisme. I og for sig også forenelig med dansk nationalisme. Og det vidste skandinavisterne på forhånd, da Bismarck direkte havde fortalt dem det i 1857 og igen 1858”, siger Rasmus Glenthøj.

Hvorfor gik det så ikke sådan?
“Den danske konge Frederik den Syvende døde alt for tidligt.Og så tog udviklingen en anden drejning. Vi har i Danmark ofte den fejlagtige fortælling, at man fra dansk side hovedløst kastede sig ud i en krig mod en håbløs overmagt, Preussen, der var allieret med østrigerne. Vores pointe i bogen er, at man i København udmærket vidste, at man ikke kunne vinde krigen.”

Det lyder paradoksalt…

“Ja. Men i København ville man hellere end gerne af med Holsten og Lauenborg. De forhandlinger, man førte, viste sig at være fuldstændig umulige. Fra dansk side var man dog helt på det rene med, at man aldrig ville kunne dele Slesvig uden en krig. 1864-krigen var derfor en forudsætning for, at man kunne komme til realitetsforhandlinger.”

Og hvordan kommer skandinavismen ind i billedet her? “Danske Frederik den Syvende ville gerne have svenskerne med på ideen. Han ville hellere have, at den svenske konge skulle arve den danske trone i stedet for glücksborgerne, som han hadede som pesten. Men svenskerne sprang fra. Efter Frederik den Syvendes død kom Christian den Niende til, og han var lige så meget tysk som dansk. Han mærkede tronen vakle under ham.”
Især de danske nationalliberale sagde jo åbenlyst ‘Danmark til Ejderen’?
“Man skal altid skelne mellem, hvad politikere siger, og hvad de mener. Reelt var de danske politikere klar til at dele Slesvig. Udadtil sagde de blot ‘Danmark til Ejderen’. Orla Lehmann, lederskikkelsen i den liberale opposition mod den danske enevælde, var langt mere skandinavist, end han var dansk nationalist. Lehmann forsøgte allerede i foråret 1848, i efteråret 1848 og atter i foråret og sommeren 1864 at få Slesvig delt”, siger Glenthøj og tilføjer: ”Den måde, han og andre italesatte Ejderen på, drejede sig ikke så meget om Danmarks grænse mod syd, men om Skandinaviens grænse. Den retorik gik også rent ind hos mange aktører i Sverige-Norge. Problemet var, at kongen ville det stikmodsatte. Christian den Niende ville bevare helstaten - altså kongeriget Danmark, hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, bilandene Island og Færøerne og kolonierne. Da Christian den Niende talte om, at Danmark da om nødvendigt også kunne indgå i et tysk forbund.”

Frivillige fra Sverige og Norge
Der var skandinavister fra Sverige og Norge, der deltog på dansk side i begge slesvigske krige - altså både i Treårskrigen fra 1848 til 1850 (det er en udbredt opfattelse, at krigen sluttede i 1850, men slesvig-holstenerne overgav sig i virkeligheden først i februar 1851) og i 1864-krigen. De så dem som mulige samlingskrige, der havde kunnet samle de skandinaviske lande, ligesom Italiens samling også var resultatet af en række krige - og Tysklands blev det med den fransk-tyske krig i 1870-1871.


Man taler om de tyske samlingskrige, hvor 1864 er den første, den anden er Preussen mod Østrig i 1866 og 1870-1871 den sidste. Den den fransk-tyske krig blev udkæmpet mellem Frankrig og Det nordtyske Forbund under kongeriget Preussens ledelse samt de sydtyske lande Baden, kongeriget Bayern og Württemberg.

Sverige med ved bordet
“Ideen var, at hvis Sverige-Norge også deltog i kampene i 1864 i spidsen for en skandinavisk hær, så ville man også kunne have den svenske konge med ved forhandlingsbordet bagefter. Og på den måde ville de danske politikere kunne have fået undermineret Christian den Niende”, siger Rasmus Glenthøj.

Skandinavismen gik endeligt i sig selv i 1866, da Preussen besejrede Østrig og derfor ikke længere havde brug for at have en skandinavisk i ryggen som en vægt i magtbalancen i det centrale Europa. Det slesvigske spørgsmål blev for preusserne løst, da Preussen bankede Østrig.

“Nogle vil nok sætte skandinavismens endelige død til året 1870. I begyndelsen af 1865 var der i hvert fald endnu et væld af revolutionsplaner. Skandinavismen var i lang tid en fast del af fransk udenrigspolitik, og Frankrig var også åben for, at Preussen kunne få Skandinavien”, siger Glenthøj.

Bogen Union eller undergang viser under alle omstændigheder, at Danmark i anden halvdel 1800-tallet var markant tættere på at blive en del af en fælles skandinavisk unionen, end det hidtil er antaget.

’Sværmerisk fantasi’
På trods af konkrete forfatningsudkast og hemmelige forhandlinger var skandinavismen dog langt fra at blive til virkelighed. Det har fået nogle historikere til at afskrive den som en ‘sværmerisk fantasi’, mens de har set de tre skandinaviske nationalstater som historiens uundgåelige afslutning.

“Det er ikke vores pointe. Vores pointe er faktisk, at den kunne være lykkedes. Men det er korrekt, at det har været opfattelsen i den tidligere forskning. På trods af forhandlinger blev det dog aldrig blev til virkelighed – og det har fået historikerne til at nedtone skandinavismen “, siger Rasmus Glenthøj.

Union eller undergang fortæller en helt anden historie - om blandt andet alvorlige planer om statskup, krig, kidnapning af den danske kongefamilie, revolution og - som nævnt - indsættelse af Sverige-Norges konge på den danske trone. Det udfordrer derfor grundfortællingen om skandinavismen.

Rasmus Glenthøj og Morten Nordhagen Ottosen
Union eller undergang - Kampen for et forenet Skandinavien
632 sider
399,95 Dk.
Gads Forlag