Historikeren Therkel Stræde fra Syddansk Universitet er ikke enig i det billede, hans kollega tegner af en tysk diplomat, som spillede en afgørende rolle i redningen af de danske jøder i 1943 - nemlig Georg Ferdinand Duckwitz.

Besættelseshistorikeren Hans Kirchhoff rister i bogen Den gode tysker (Gyldendal, 2013) en venlig rune over Duckwitz, som han kalder for “de danske jøders redningsmand”. Det var Duckwitz, der advarede en række fremtrædende danske socialdemokrater om, at den tyske besættelsesmagt i oktober 1943 ville sætte en klapjagt i gang på de formentlig 8000 jøder, som befandt sig i landet. Hans Kirchhoff lægger stor vægt på at skildre Duckwitz’ udvikling fra medlem af nazistpartiet med antijødiske holdninger til humanist, demokrat og til sidst socialdemokrat. Det sker især med udgangspunkt i Duckwitz’ dagbøger, som dagbogskriveren også selv brugte til at påvirke sit eftermæle i en positiv retning.

- Duckwitz var en stikirenddreng for Werner Best. Jeg hælder mest til, at Duckwitz hele vejen igennem var en hemmelig agent. Hans Kirchhoff og jeg læser hans dagbøger vidt forskelligt. Kirchhoff tager dagbøgerne for gode varer. Jeg mener, at de er skrevet efter krigen, siger Therkel Stræde.

Therkel Stræde er lektor i samtidshistorie på Syddansk Universitet og har igennem sin forskerkarriere beskæftiget sig indgående med besættelsestiden.

Werner Best var gesandt og rigsbefuldmægtigede i Danmark og var dermed den højst rangerende tysker i besættelsesmagtens organisation. Hans handlinger har der i mange år efter krigen været uenighed om, hvordan man skulle tolke. På den ene side var det ham selv, der udløste nazi-tysklands jødeaktion ved efter det store augustoprør med folkestrejken i 1943 at kunne udnytte den undtagelsestilstand, der var indført i Danmark, men han underløb sig selv ved at lade Duckwitz advare de socialdemokratiske ledere - og dermed også den jødiske ledelse i Danmark - om den forestående aktion.

Best ville fortsat danskernes “Lieferfreude”
Werner Best var ifølge Therkel Stræde helt på det rene med, at det kunne udløse en voldsom modstand i den danske befolkning, hvis alle 7000 jøder blev indfanget af den tyske besættelsesmagt og sendt til koncentrationslejre. Det var det, han ville undgå som et middel til de facto at fortsætte samarbejdspolitiken efter strejkerne den 29. august 1943. Tyskland havde ifølge Best kun fordele ved det - ikke blot ro i Danmark, men også sikkerhed for leverancer af især fødevarer. Danskernes “Lieferfreude” skulle helst fortsætte.

Therkel Stræde hæfter sig ved, at den danske regering ikke gik af i 1943, men begærede sin afsked til kongen. Kongen svarede dog aldrig på begæringen.

- Det kunne i virkeligheden være gået ligesom i Norge, hvor der blev indsat en regering af nazister, og så havde situationen lige pludselig været meget mere alvorlig. I virkeligheden fortsatte den samarbejdspolitik, som den danske regering havde indvilget i at føre med den tyske besættelsesmagt. Og vi skal vænne os til at se samarbejdspoltikken som en beskyttelse af de danske jøder, siger Therkel Stræde. Mere end 7000 jøder blev evakueret til Sverige den 1. og 2. oktober 1943. 481 jøder blev fanget og ført til koncentrationslejren Theresienstadt nord for Prag. 52 døde.

Modstandsbevægelsen var truet
Den tyske passivitet var en forudsætning for flugten, og handlekraften blandt flere grupper i den danske befolkning en væsentlig grund til, at det lykkedes at redde det store antal jøder. Therkel Stræde fremhæver lægerne, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, kredse på Københavns Universitet, spejderbevægelsen, de evangeliske præster, fiskerne og modstandsbevægelsen, selv om bevægelsen var voldsomt splittet omkring spørgsmålet. Hans skøn er, at 30.000 danskere aktivt var involveret i den store flugt.

- Det var repræsentanter for modstandsbevægelsen, der gik ind og forhandlede mellem fiskerne og jøderne om, hvad prisen skulle være for at, jøderne kunne sejles til Sverige i sikkerhed. Det var også modstandsfolk, der gik ind og sørgede for en fordeling af penge mellem rige og fattige jøder, så alle fik en mulighed for at kunne betale sig til en flugt i sikkerhed, siger Therkel Stræde.

Især Jørgen Kielers gruppe var direkte involveret i dette arbejde. Jødeflugten var dog i en periode også en voldsom trussel mod netop modstandsfolk, der levede i skjul og havde brug for overnatningspladser og rationeringsmærker.

- Det er vigtigt, at vi også ser jøderne selv som væsentlige aktører i deres egen flugt. De sørgede selv for at knytte kontakter og udvise den tillid til andre mennesker, som var en nødvendighed for, at de kunne hjælpes, siger Therkel Stræde.

Fiskere tog sig godt betalt
Det er sidenhen blevet kritiseret, at mange fiksere tog sig godt betalt for at sejle jøderne til Sverige. Flugten foregår ikke blot over Ørresund, men også over Kattegat og den åbne Østersø mellem Falster og Skåne. Therkel Stræde understreger, at fiskerne på selve tidspunktet ikke kunne overskue, hvor stort faremomentet var. Efterfølgende har det vist sig, at faren for, at tyskerne skulle gå i modaktion næppe var så stor, som den blev antaget. Men det vidste man netop først bagefter. Samtidig var der også velstillede jøder, der var villige til at betale hvad som helst for at slippe væk - og det var med til at sætte en markedspris for flugten.

- Men, ja. en familie på fire personer kunne rask væk komme af med 12.000 kroner for flugten. En almindelig lagerarbejder i København tjente på det tidspunkt 2200 kroner - om året, siger Therkel Stræde.

Hvad skyldtes danskernes vilje til at hjælpe? Er det Thorvald Stauning eller Grundtvig, vi skal takke? Therkel Stræde mener, at det var en blanding.

- Nogle har sagt, at ideen om en velfærdsstat her stod sin prøve, fordi det viste, hvordan danskerne reagerede, når statsmagten ophørte med at fungere. Men man er også nødt til at gå tilbage og se på det, der kom med højskolebevægelsen og andelstanken i 1800-tallet. Dengang gjorde danskerne den erfaring, at man kunne løse problemer ved at sætte sig ned i diskutere dem igennem. Jeg mener, at redningen af de danske jøder bunder i en sammensmeltning af andelsbevægelsens og arbejderbevægelses solidaritetsfilosofi. Den var et ægteskab mellem den grundtvigianske form for liberalisme og den milde form for socialisme, som Socialdemokratiet var en eksponent for, siger Therkel Stræde.