Mesterlig opførelse af Haydns Skabelsen med Danmarks Underholdningsorkester

Inden for halvanden uge har jeg oplevet verdens skabelse og undergang – i omvendt rækkefølge. Det skal forstås sådan: 27.8. oplevede jeg Wagners opera Ragnarok på Den Ny Opera i Esbjerg – og 6.9. Haydns oratorium Skabelsen i Konservatoriets Koncertsal i København med Danmarks Underholdsorkester + solister og kor.

To meget store oplevelser, som begge vækker til eftertanke og indbyder til refleksioner over musikkens udsagnskraft og nutidige relevans, altså nutidige fortolkninger, som fører langt ud over musikalsk nydelse og interessant performancekunst.

Skabelsen er den modne Haydns absolutte mesterværk fra 1798: næsten to timers musik fuld af inspiration og teknisk mesterskab. Når oratoriet lægges i hænderne på en ekspert som dirigenten Adam Fischer og hans lydhøre og skønt medspillende Underholdningsorkester, kan det næsten ikke gå galt. Læg dertil et yderst velklingende og præcist syngende Malmö Operakor og tre solister i verdensklasse, så må man sige, at værket godt kan opføres og fortolkes anderledes, men næppe bedre i vore dage.

Det er ikke nogen enkel opgave, for selvom der er tale om mesterlig musik, er der jo en tekst til fortolkning – denne gang endda med overtekster på dansk. Teksten er Bibelens skabelsesberetning i Første Mosebog, kombineret med lyrik fra Salmernes Bog og Miltons episke digt Paradise Lost.

Fra Haydns side er det hele tonesat utroligt ligefremt, helhjertet og det meste af tiden jublende. Teksten kan af og til tangere det naivt illustrerende eller let komiske. Ikke mindst værkets tredje del, hvor Adam og Eva takker Gud for deres lykkelige, patriarkalske ægteskab – med en selvfed Adam og en ydmyg Eva – kan være svær at sluge i dag.

Men store kunstnere kan få det til at lykkes, med en blanding af alvor og let humoristisk distance til de problematiske afsnit, så man i stedet bliver dyb rørt over at opleve et verdensbillede fra en trods alt ikke så fjern fortid, hvor man stadig kunne tro på menneskets fornuft, ydmyghed og forbundethed med naturens store under.

Det er ”mennesket i Guds billede” (og i harmoni med sig selv og sin omverden), som det i dag kan være meget svært at få øje på i det store geopolitiske perspektiv. Haydn troede på det; der er ikke bare tale om en (traditionel) religiøs trosbekendelse, men om en tro på det frie, reflekterende og handlende menneske, som er moralsk forpligtet over for naturen og sine medskabninger – holdningen er en Kant værdig.

Musikalsk er Skabelsen fra begyndelsen iscenesat som en symfonisk og musikalsk formning af kaos: med korte totaktsmotiver, der aldrig samler sig til melodier eller temaer, med stærke dissonanser og bratte overgange der tilsammen tegner et hørebillede af en verden ”tom og uden form” – før det orkestrale ”big bang”, der i strålende C-dur bringer orden og harmoni ind i verden.

Haydns af teksten motiverede opfindsomhed virker uudtømmelig, uanset om det er sol, måne og stjerner, der besynges, eller det er dyrerigets mangfoldighed. Den rent illustrative, naive og morsomme basarie om dyrerigets små og store skabninger blev endda ledsaget af en sød og rørende pantomine leveret af børn i 1. klasse fra Høje Taastrup: børn af mange nationaliteter, helt tydeligt uden sceneerfaring, som under nænsom ledelse gav os et visuelt og fysisk indtryk af de mange væsner, bassen sang om.

Bassen, ja – den ene af tre vokalsolister i verdensklasse. Miklós Sebestyén hedder han, benyttet som operasanger på alverdens store scener – hvilket man forstår, når man hører hans klangfulde, utroligt velmodulerede basbariton og oplever hans kontrol over ikke bare stemmens registre, men også mere subtile mimiske og gestiske virkemidler.

Sopranen Emöke Barath har før henrykket det danske publikum ved DUO-koncerter. Hun har fuldkommen kontrol over sin stemme, uanset om hun synger pianissimo, forte eller folder sig ud i halsbrækkende koleraturer. Mesterligt.

Gyula Rab er en ny, ung tenor med en klangskøn stemme, der passer perfekt til det wienerklassiske repertoire. Hver for sig og sammen var de en nydelse at lytte til – men ikke kun det; de var også uhyre bevidste om den tekst, de formidlede. Det blev helt tydeligt i tredje del, hvor Sebestyén/Adam og Barath/Eva på fornemste vis lagde en let gestisk distance til tekstens forældede syn på forholdet mellem mand og kvinde. Rab/fortælleren kunne også med en vis ironi fortælle os om farerne ved at menneske vil vide for meget. En antydning af Syndefaldet, som heldigvis ikke er med i værket!

Malmö Operakor sang de store, flotte korsatser, så enhver gammel korsanger måtte glæde sig. Underholdningsorkestret fulgte som altid Fischer minutiøst, og selv for kendere af værket var der små detaljer i orkestreringen, der kunne overraske og henrykke. Det allerbedste var og er nok det dynamiske liv, der er overalt i orkestret. Alle fraser føles unikt formet, soloinstrumenter får plads og det stor tutti er ganske overvældende. Der er simpelthen ingen kedelige øjeblikke; alt er meningsfuldt.

Ragnarok i Esbjerg sluttede med et spirende håb, på trods af verdens dårskab og menneskets ufuldkommenhed. Skabelsen i København bød på en frydefuld, tankevækkende og optimistisk fortolkning af menneskets muligheder på denne planet. Tak for dén!