Hos os hoppede vi på Netflix i forbindelse med House of cards (2013-18) og HBO i forbindelse med Game of Thrones (2011-19). Det er ved at være nogle år siden efterhånden, og som mange andre er vi hængt ved streamingen, på de forskellige platforme.

Men hvor startede streamingen henne? Jeg har læst forskellige bud på, hvilken serie, der igennem tiden har været den bedste at streame (her nævnes fx The Wire (2002-08), The Sopranos (1999-07), Six Feet Under (2001-05), Mad Men (2007-15)), og hvis vi minder om, at Netflix og HBO startede i Danmark i 2012, så er selve fænomenet streaming forholdsvist nyt.

Derfor er det også interessant, hvis de bedste serier at streame faktisk har mange år på bagen. Man kunne 22. december 2025 i forbindelse med en anmeldelse af Stranger Things (2016-25) læse i Weekendavisen (En tidslomme inde i en tidslomme af Johannes Fogtmann), at serier i dag også ”er et produkt af internettet og streamingteknologiens præcise dataindsamling”, hvilket ikke kan være noget positivt tegn for os serie- og filmelskere, der gerne vil overraskes med plot og handling, og se noget, vi ikke vidste, vi ville se.

Derfor er det også tankevækkende, at man lader de bedste serier genopstå som streaming efter de har været vist som traditionel flow-tv i begyndelsen af dette århundrede, som i år er 26 år gammelt. Det gælder også serien Six Feet Under, som har 25 års jubilæum i år. Udtrykket betyder populært sagt, at nogen er død og begravet.

Den startede altså som regulær tv-serie, som flow-tv, men kan nu ses på HBO.

Og på de fleste punkter adskiller den sig fra mange af andre rigtig gode serier.

Den handler om en familie, som driver en bedemandsforretning, hvorfor hvert afsnit indledes med et nyt dødsfald, der normalt ikke har noget med den øvrige handling at gøre. Så er vi ligesom i gang.

Der er ingen af hovedpersonerne, der er entydige, grundlæggende er de alle sammen fucked på hver deres måde. Man kan få sympati for en person, som senere opfører sig som et røvhul, og man kan have antisympati for en anden, som viser sig at være et yderst empatisk menneske.

Enkefruen, moderen efter faderens død (første dødsfald i første afsnit), er så fuld af kærlighed, at hun slet ikke kan håndtere det. Hun vil bare så gerne give kærlighed og have kærlighed, men samtidig kan hun (lige som de andre) ikke rigtigt finde ud at komme ud med det i de rigtige doser, og af og til har hun pludselige raserianfald. Dybest set er alle personerne utroligt ensomme, og det er måske derfor, at både kærlighed og sex fylder helt utrolig meget i serien.

Rollerne er genialt castede, og man ender med at holde af dem alle sammen, på hver deres måde. Og selvom man sikkert kan udpege enkelte “hovedpersoner”, fylder de enkelte karakterer så meget, når de er på, at man godt kan blive i tvivl. Selv bipersonerne får lov at fylde, når dramaturgien byder dem ind i spillet.

Frem for alt, er det en serie, der giver sig tid. Det betyder også, at vi får mange nuancer med. Hvad er sorg? Hvad er kærlighed? Hvad vil troskab sige? Hvordan lever man i et parforhold, og er det overhovedet det rigtige for alle mennesker? Der findes ingen rigtige løsninger i serien, og netop fordi dramaturgien ofte udfolder sig forholdsvis langsomt, når man at se både det utroligt smukke og det utroligt grimme ved livet.

En af dem, der gør, hvad hun kan, for at leve livet, siger på et tidspunkt, at livet er hårdt, også når det er nemt. Og bedst når man tror, at en person endelig har fundet sin rette hylde, kan han udbryde ”I’m so lonely”. Det er hjerteskærende, fordi man som seer aldrig får lov at hvile i en skæbne, som har fundet sig selv i livet. Det er der nogen, der sommetider – tilsyneladende - har, og så ender det alligevel forkert.

Det særlige ved serien er også, at døde personer (ikke mindst faderen) dukker op undervejs som samtalepartnere. Ikke som spøgelser eller genfærd, men i nogle af personernes fantasi. Nogle gange for at rådgive, andre gange for at provokere, eller bare for en kort sludder.

Det virker overraskende godt, også fordi, at det gøres så levende (og dermed troværdigt), at man ikke kan undgå at overveje, om der virkelig er liv efter døden. (”Var det ikke fantastisk, da du opdagede, at døden slet ikke findes” udbryder en hovedperson i en andens drømmebillede).

Utallige emner er oppe: Promiskuitet, selvhad, homofobi/seksualitet, incest, abort, familiebånd, pligtfølelse, adoption, utroskab, ære, omsorg, sorg, savn, psykisk sygdom, svigt, livet, døden, traumer, kunsten, ensomheden, selvforståelsen, religion og kirke, osv. Jeg ved, det lyder vildt, men serien har også 63 afsnit, fordelt over fem sæsoner, til at udfolde det hele.

Jeg kan ikke huske at have set en serie, hvor intentionerne næsten altid er gode, men hvor det alligevel ofte går galt, fordi vi har med rigtige mennesker at gøre.

De mange dødsfald minder også om, hvor naturligt døden er, og at den kommer i de mest mærkelige og uplanlagte (!) situationer. Det skal dog siges, af en del af dem er spektakulære på deres egen måde, da en del af bedemandsforretningens opgaver er at gøre de døde i stand bagefter, da de skal ligge i åben kiste ved højtideligheden i kapellet, en tradition, vi ikke kender i Danmark. Men der er helt ufatteligt mange måder, man kan dø på.

Hvorfor skal folk dø? For at gøre livet vigtigt – lyder det i et af afsnittene. Jeg plejer at anse denne kendte tanke som en kliché, men i serien virker den.

Livet, som kan være helt ufatteligt smukt, men også så helt ufatteligt grimt.