Æd, drik, kvinde og mand

- Først og senest fra Ang Lee

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

"You can never categorize or stereotype a region or a place. People fall in love, period. This is a universal story... I just wanted to make a love story".
Ang Lee

Father Knows Best Trilogy; indeholder Pushing Hands, Wedding Banquet og Eat Drink Man Woman; alle instrueret af Ang Lee. Brokeback Mountain, instruktion: Ang Lee, manuskript: Larry McMurtry og Diana Ossana. Begge udgivet af Sandrew Metronome.

Ang Lees film er noget af det mest alsidige, vi har set gennem de seneste femten år. Alligevel er det ikke umuligt at finde fællestræk, der går på tværs af superhelte, tofu, samuraisværd og homoseksuelle cowboys. Han siger det sådan set selv. Kærlighed er den universelle fortælling, som kan spinde et uendeligt antal kapitler. Og Lee ser ikke ud til at lade sin cinematiske kalligrafi hvile endnu, selvom det har været tæt på. Her ser vi nærmere på, hvordan det hele startede og hvad status er på nuværende ståsted i den evige fortælling om kærlighed.

Træk nr. 1: Modernitet og tradition
Ang Lee er født i traditionsbundne omgivelser i et landbrugspræget Taiwan. Her er han præget af en opvækst med kendskab til kinesiske sædvaner og kulturelle klassikere. Til sin faders skuffelse – faderen var inspektør på Lees skole – valgte Lee ikke den vej, som han havde forsøgt brolagt for ham mod en plads som professor. Lee havde i stedet fået smag for kunst, hvilket også kom til at præge hans studieretning. Hvad mere er, så kom dette brud også til at præge hans kunst – og ikke mindst hans film. Konflikten mellem gammelt og nyt, tradition og modernitet, er et af de mere gennemgående træk i Lees film til fra spillefilmsdebuten Pushing Hands til den seneste Brokeback Mountain.

Konflikten anes allerede i navnet på trilogien Father Knows Best, nærmest personificeret hos Lees yndede skuespiller Sihung Lung. Trilogien består af Lees første tre film, hvor Lung spiller en faderskikkelse i dem alle. I Pushing Hands flytter Lungs rolle, Master Chu – en pensioneret tai chi-mester – til New York for at komme nærmere sin søn Jeremy. Men konflikten opstår først ved, at sønnens kone, der kæmper mod en deadline på hendes anden roman, ikke kan være i hus med Chu. Dette skaber indre tumult hos Jeremy, der bliver fanget mellem en moderne, amerikansk livsstil og de traditionelle, kinesiske værdier, som Chu tager med sig.

I den næste i serien slår Lee et tema an, som vi genfinder i Brokeback Mountain, nemlig mandlig homoseksualitet i konflikt med et traditionelt verdenssyn. I Wedding Banquet møder vi den amerikanske Simon og den kinesiske Wei-Tung, der bor sammen i et homoseksuelt forhold, mens Wei-Tung gentagende gange modtager breve fra sine forældre, der forsøger på at finde en kone til ham. Han udfylder dog bare kontaktannoncerne med så høje krav, at han er sikker på, at de ikke kan blive opfyldt – indtil han rent faktisk rammer plet. Dette møde holder dog ikke, for kvinden møder også kun op for at tilfredsstille sine forældre. Derfor foreslår Simon et proformaægteskab med Wei-Wei, som er en ven, der selv mangler opholdstilladelse i USA. Dette indvilger Wei-Tung i, men han havde ikke regnet med, at det hele ville ende i stor fest, hans forældres ankomst og mange øvrige forviklinger. Filmen er bygget på en lang række løgne, der stille og roligt skal opløses, men den ender alligevel med en ny række løgne – denne gang dog lidt mere uskyldige: Gemte hemmeligheder viser sig at være velkendte hele vejen rundt.

Træk nr. 2: De basale behov
Den sidste i serien, som er Eat Drink Man Woman, er henlagt til Taiwan, men det skorter dog ikke på modernitets- og traditionskonflikt. Her spiller Sihung Lung igen familiefaren, Chef Chu, der skal forsøge at holde sammen på familien og få sine tre ugifte døtre afsat – alt imens han forsøger at fungere som chefkok på et stort hotel, selvom han har mistet sin smagssans. Hele filmen udvikler sig omkring familiens traditionelle middage, hvor hele familien samles hver søndag, mens vi samtidig følger de enkelte døtre i deres jagt på kærlighed. Som titlen antyder, bygger filmen på de helt basale lyster og behov hos mennesket – nemlig mad, drikke og mødet mellem mand og kvinde, der alle er helt centrale temaer i disse tre film. Mad er i det hele taget ofte temmelig centraliseret hos Lee, hvilket man specielt ser ved indledningssekvensen til Eat Drink Man Woman, hvor Chef Chu forbereder denne søndagsmiddag. Mad er en kilde til kulturel forståelse i Lees film.

De basale behov er, hvad der skaber konflikterne i filmene, idet de ofte er nogle af de steder, hvor man tidligst kan se kulturelle udviklinger. I mødet mellem mand og kvinde kan man se, hvordan ungdommen adskiller sig fra den ældre generation, hvor de unge selvfølgelig altid ses som mere frimodige end tidligere. Men der hvor konflikterne skal udleves – eller i hvert fald verbaliseres – er over middagen eller over noget at drikke. Dette er den universelle fortælling hos Lee, der netop drejer alt ind omkring disse banaliteter, der ofte hos viser sig som alt andet end netop banale. En datter, der presser sig til at indrømme graviditet, en far, der indrømmer forhold til en yngre pige, en kone, der negligerer sin svigerfar og sender ham udi fortabelse i gaderne, er alle elementer, som er naturlige ingredienser hos Lee godt og grundig vokset sammen til en omgang mulje med ekstra konfliktuel krydderi.

Træk nr. 3: Det humoristiske glimt
Når man så ser nærmere på de to første træk, så kunne man forledes til at tro, at Lee var en skæbnetung modernist med halvbesværlige film, som kan virke langsommelige på de uindviede. Det er dog slet ikke tilfældet. Der er hele tiden en skæv humor tilstede i hans film, hvilket fremkommer af besynderlige sammenklipninger, ekstraordinært godt skuespil og ikke mindst musikken, der hele tiden sætter en let grundtone. På den måde kommer Ang Lee til at ligne den spanske instruktør Pedro Almodóvar, der også arbejder i dette skel mellem – inden for europæisk målestok – en sen modernitet efter Franco-styret og en skarp og skrap tradition. Hos Almodóvar opstår humoren dog på en lidt anden måde, hvilken i stedet viser sig som skarp kritik og ekstreme, excessive farvemønstre. Her er Lee mere forfalden til pæne og veltilrettelagte billedkompositioner, der egentlig for alvor kommer til udtryk i Crouching Tiger, Hidden Dragon og Brokeback Mountain. Her er der også en fascination gemt af mødet mellem land og by, som også giver sit afkast ind i forståelsen af mødet mellem tradition og modernitet.

Derfor er Lees film lang fra præget af splittede bypersoner, hårde epistemologiske konflikter eller metafiktive narrative skildringer af fortalthed. I stedet er tonen drejet i retningen af det menneskelige og menneskets egentlige nærværende konflikter, men krydret med humoristiske antydninger. Her spiller Sihung Lung igen en helt central rolle, idet han havde – han døde for fire år siden – en eminent evne til at se mere eller mindre såret ud, mens han stadig opretholder et skævt smil. Der ligger, siger stereotypien mig, en asiatisk stolthed gemt i dette ansigtsudtryk, hvor Lungs roller – på trods af sammenbrud – stadig opretholder en høj pande. Menneskelig stolthed, af hvilket der anes både anerkendelse og kritik af hos Lee, er tæt sammenvævet med en mere letlevet tilgang til tilværelsen. Filmene befinder sig midt mellem en buddhistisk filosofi, der kendetegner livet som en lidelse, og en accept af, at vi kun selv kan komme udover denne lidelse. Dette giver tre følelsesladede film i en samlet trilogi, der dog stadig kan skildre livet gennem andet end pinselsspor.

Op til toppen af bjerget - igen
Tager vi så et let, elegant og langt spring frem til Brokeback Mountain, springer vi mere eller mindre over midtvejen, der har bragt både storfilm og fejltagelser, som er mest kendetegnet af flotte film som Crouching Tiger, Hidden Dragon og The Ice Storm og overraskelser inden for Lees ouvre såsom Hulk. Men hvad der er mest interessant er, at Brokeback Mountain for alvor viser Lees venden tilbage til de ovennævnte tre træk.

Brokeback Mountain er henlagt til et westerntraditionelt USA, nærmere bestemt i Wyoming. Her har vi igen de stærke dyder og traditioner, der ikke tillader den kærlighedshistorie mellem to mænd, som filmen beskriver. Kærligheden ville kunne virke, hvis den havde foregået i New York eller hvilken som helst anden storby, men i dette sagnomspundne cowboymiljø kan det ikke virke. Derfor handler filmen også om de basale og banale lyster og behov, der dog ej heller her fuldt kan udleves. Filmen oser af maskulinitet gennem rodeo, masser af spiritus (igen har vi mødet over drikkelse til stede) og hele grundidéen om at drive kvæg – godt nok er det får og ikke køer. Karaktererne er selv velindbyggede i disse testosteronholdige færdigheder, men noget helt andet rammer de to hovedkarakterer, da de pludselig kun har hinanden i bjergene, mens de vogter får.

Ang Lee var tæt ved at give op efter fiaskoen med Hulk, der dog også fortæller historien om konfliktforholdet mellem far og søn. Efter dårlig modtagelse hos både kritikere og publikum overvejede Lee at lade sig pensionere, men indlod sig på at instruere en lavbudgetfilm, som blev til Brokeback Mountain. Dette har da også vist sig at være et comeback for Lee, der er i gang med sin næste film. Han var med denne film den første asiat og den første ikke-hvide til at vinde Oscar-statuetten for bedste instruktør, men han har ellers generelt ikke har ladet priserne vente på sig. De fleste af hans film har enten vundet eller været nomineret til en pris eller flere, mens kritikere generelt har været begejstrede.

Det tegner da også godt med Brokeback Mountain, der er en fascinerende og dragende film, som igen lader både traditionskonflikt, basale behov og humor smelte sammen til en film, som vil blive husket for dens kontroversielle skildringer af kærlighed mellem to mænd. Fx blev den i USA stemplet ”morally offensive” grundet den katolske kirkes reaktion mod filmen, hvilket igen kendetegner den yndede konflikt hos Lee mellem gammelt og nyt, mellem tradition og modernitet. Der kan altså, trods store genre- og emneskred, findes tværgående perspektiver, som kan beskrive Ang Lees film, hvilket faktisk er noget af det mest fascinerende ved hans film: De samler sig om centrale emner, men vi kan aldrig vide os sikker på, hvordan vi møder dem.

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays