Selv om man er omkring ti år for ung til selv at have været en del af det Københavnske punk- og kunstmiljø i starten af 1980erne, så forekommer dette nærmest som et hermetisk lukket land for alle outsidere. Måske var det præcis fordi denne generation af unge placerede sig bevidst kontrært til resten af samfundet, bourgeoisiet og de etablerede kunstmiljøer, at de stadig forekommer ganske utilnærmelige, men undertegnede er sikkert heller ikke den eneste er har oplevet at føle sig fremmedgjort overfor den kunst, som blev produceret i perioden, selv om enkelte af de poeter som optræder i filmene efterhånden er fast inventar i en hver dansklærers curriculum.

Langt de fleste kender sikkert pastichen over miljøet fra Søren Faulis fremragende debutfilm De Skrigende Halse, men har man lyst til at danne sig et mere nøgternt og alligevel stærkt farvet blik på denne del af den Københavnske undergrundsscene, er det nu blevet muligt takket være DVD-udgivelsen af Calus Bohms to dokumentarfilm Totem og Nattens Engel.

Dokumentarfilmen er i sin natur en meget bred genre og man bør heller ikke forvente sig to film, der forsøger at tilstræbe sig objektivitet for alt i verden, for i stedet er begge præget af en leg med form og indhold - en slags poetiske billeddigte, der søger at anskueliggøre de tanker og idéer, som nogle af de mest fremtrædende kunstnere på denne undergrundsscene kunne byde på.

Totem er fra 1984 og forsøger gennem voice-overs fra en lang række personer at tegne et billede af det idéunivers og den filosofi, som kendetegner punkbevægelsen – især bliver der fokuseret på den mere intellektuelle side af bevægelsen. Vi hører således både Michael Valeur og Martin Hall berette om deres syn på samtiden, mens der krydsklippes til koncertoptagelser med Sort Sol, Alive With Worms og flere andre bands. Kendetegnet for filmen er, at den bevæger sig et sted mellem den deciderede musikvideoæstetik og en form for renskrevet refleksion over de medvirkendes tilværelse konkretiseret via de forskellige fortællestemmer.

Selv om Totem på den vis er interessant, så negligerer den også i den grad den politiske nerve, som altid har været en del af punkbevægelsen – den anarkiske, antiautoritære nerve, som i den grad synes at definere bevægelsens ånd. I det medfølgende ekstramateriale skrives der også at Michael Valeur udvandrede fra filmens oprindelige premiere fordi hverken hans musik, eller hans politiske tanker var kommet med i filmen. Hvorfor dette er fravalgt, forekommer da også ganske sært. Til gengæld kan man ikke lade være med at blive nostalgisk, når der vises billeder fra Ungdomshuset eller Saltlageret, hvor nogle at tidens mest bemærkelsesværdige koncerter og happenings fandt sted.

Nattens Engel er fra 1981 og er meget åndsbeslægtet med Totem i og med den handler om unge kunstnere, der ikke synes at gå på kompromis med hverken deres egen udtryksform eller liv. Kunst og liv synes at gå op i en højere enhed og det som binder filmen sammen er unge Michael Strunge hvis stemme fungerer som bindemidlet. Strunge natvandrer i København, mens der nu og da klippes til nærbilleder af andre unge ansigter. Med munden lukket panorerer kameraet rundt om deres ansigt mens vi på lydsiden kan høre dem tale om deres liv, deres syn på det samfund som omgiver dem og ikke mindst den kunst de bedriver. På den måde synes tilskueren at få del i disse personers indre tanker, selv om man jo samtidig er klar over det stærkt konstruerede element i denne opsætning.

Som Klaus Lyngaard skriver i det essay, som følger med udgivelsen, så er det nærmest hjerteskærende at se scenen med Strunge, der møder en lidt for beruset F.P. Jac på Café Sommersko – især når man tænker på at Strunge kun fem år senere ville springe ud fra fjerde sal og dermed sætte et foreløbigt punktum for punkkulturen og samtidig opnå martyrstatus hos mange af sine fans.

Totem og Nattens Engel er to film, der både beviser hvor frygteligt selvhøjtidelige, gravalvorlige og narcissistisk dette miljø var, men samtidig så kan man heller ikke lade være med at beundre den ungdommelige nerve og de mange holdninger som kommer til udtryk i løbet af den time som filmene varer. Selv om der som nævnt før, synes at være kraftige mangler i en mere nøgtern og nuanceret skildring af dette miljø, så virker det også som om filmen i højere grad forsøger at vise den positive side af denne subkultur, i stedet for at fokusere på de mange negative skildringer forbundet med punken. Her vises at punken også kan være et kreativt rum og rumme en filosofi og en eftertænksomhed som man indimellem godt kunne ønske var til stedet i ungdommen nu til dags.