Har man fulgt med i de mere ekstreme genrer indenfor japansk film i de sidste par årtier, så vil man vide at japanerne er i stand til at udtænke grusomheder som få andre. Selv om betegnelsen ”torture porn” er forholdsvis ny og tilsyneladende dækker en lang række film, der har tortur og nedbrydelsen af den menneskelige krop i centrum, så er det en genre, som i høj grad er blevet til takket være japanske film. Det gælder især den række lavbudgetsfilm fra midtfirserne, der gik under fællesbetegnelsen Guinea Pig. Serien blev produceret til japansk kabel-tv og blev berygtede af flere årsager. Dels fordi serien blev fundet under ransagningen af en japansk seriemorder Tsutomo Miyaski hus, og dels fordi den amerikanske skuespiller Charlie Sheen kontaktede FBI efter at have set den første film i serien – han troede fejlagtigt det var en såkaldt snuff-film (en dokumentarfilm, der viser et uskyldigt menneske blive torteret og dræbt).

Det er langt fra alle dele af Guinea Pig serien, der er lige seværdige i dag, men traditionen med at centrere en films handling omkring tortur optræder også langt før i den Japanske filmhistorie. Mest tydeligt nok i Joys of Torture-serien, der startede i midten af tresserne, som Rikke Schubart også peger på i de glimrende linernotes, som følger med udgivelsen af en af de nyeste japanske vederstyggeligheder: Grotesque.

Selv om der sikkert er mange mennesker, der har meget svært ved at se, hvorfor man frivilligt vil udsætte sig for denne type meget ubehagelige film, så synes der i Grotesques tilfælde at være bagvedliggende idéer bag alle rædslerne, i hvert fald hvis man begynder at tolke på de få handlingsfragmenter, som er smidt ind mellem alle scenerne med afhuggede lemmer og opkast.

Når hovedhandlingen i en film består af en forstyrret mand, der kidnapper et ungt par, for derefter systematisk at torturere, vansire og udnytte disse to, dukker spørgsmålet ”hvorfor?” ganske hurtigt op. Da man som tilskuer typisk sympatiserer med ofrene, så er det også det spørgsmål seeren søger svar på. Frygten for, at man som seer snarere vil sympatisere med morderen, har været medvirkende til at gøre filmen totalforbudt i både Norge og England (hvilket, for alle fans af denne genre, kun er et glimrende salgsargument)! I Grotesques tilfælde synes man at kunne finde indtil flere svar på dette ”hvorfor?”.

Naturligvis er grunden til ydmygelserne at filmens sadist er en sindssyg morder, men der forekommer også at være en del metaforiske lag i filmen. Et centralt spørgsmål for en tolkning af filmen er et den unge kvinde stiller sin nye kæreste i filmens start: ”Vil du dø for mig?”. Dette spørgsmål bliver efterfølgende empirisk afprøvet, da filmens antagonist drillende stiller samme spørgsmål til begge parter. Pigen ryster rædselsslagen på hovedet, men manden nikker grædende. Dette synes at pege på den offervilje og de æresbegreber som ligger dybt i den japanske kultur. Normalt er det individet, der hengiver sig betingelsesløst til firmaet, chefen eller andre autoritetsstørrelser, men det er uhørt at en japansk mand på denne måde underkaster sig en kvinde, han knap nok kender. Her peger filmen på mandens lyst til nærvær og ømhed, men også på en opblødning i de ellers så fastlåste kønsrollemønstre i det japanske samfund.

Sadisten i filmen stynes også at sætte individet i fokus, idet han bogstaveligt lader sine to ofre betragte den andens lidelser. På den måde synes Grotesque også at fokusere på det enkelte menneskes skæbne, frem for opfattelsen som mange, måske især i vesten, har af japanere som et folk, der lever for kollektivet. Her synes et fokus på individet ofte at blive negligeret, selv om den japanske ungdomskultur i snart tyve år har søgt at bryde denne forestilling. I Grotesque synes det også perfidt nok at være den nyfundne kærlighed mellem det unge par, der sætter dem i stand til at udholde alle rædslerne, amputeringerne og de seksuelle overgreb så længe. Kærligheden, ikke pligten, er drivkraften.

Grotesque er nemlig en film, der i langt højere grad end andre torture porn film, vælger at medtage pornografiske elementer – naturligvis med det forbehold at kønsorganer stadig ikke kan vises utilsløret ifølge japansk filmcensur. Voldsmanden masturberer begge parter på skift. Først er det pigens tur, og bagefter lader han den unge mand snuse til sine våde fingre. Derefter er det den unge mands tur og hans ejakulation skyder af sted og rammer pigens maveskind. Filmens bevidste afstand mellem de to ”elskende” kunne også pege på alle de tabuer, der stadig eksisterer omkring kønsakten. For selv om de to parter er fysisk ret tæt på hinanden og begge opnår orgasme, så gør de det forskudt og naturligvis med stor skam, situationen taget i betragtning.

Grotesque er en meget voldsom, forstyrrende og ubehagelig film og bestemt ikke en, der vil appellere til det brede publikum. Men for alle fans af ekstreme film, der stadigvæk er friske på at få flyttet deres etiske, moralske og smagsmæssige grænser, er der en chance her. Det er ikke en film der benytter sig af den splatteræstetik man finder i film som eks. Tokio Gore Police eller Ichii the Killer. For fokus er her, ganske som i Evil Dead Trap og den føromtalte Guinea Pig serie, at give indtrykket af reel lemlæstelse, takket være utroligt overbevisende special effects. Filmen forsøger til trods for de meget realitsiske effekter på ingen måde at foregive et dokumentaristisk filmsprog, og den kan i sin slutscene da heller ikke dy sig for at blive for excessiv og sensationel. Selv om slutscenen bryder med den ellers så kolde, kyniske tone, som filmen er præget af, er det måske også helt bevidst, for på den måde lader den sin tilskuer slippe med ideen om, at det heldigvis bare var en film.