Det er en virkelig historie. I august 1973 træder en bevæbnet og maskeret mand ind i en svensk bank i Stockholm, hvor han tager tre – senere fire – gidsler. I sig selv ligner det et ganske almindeligt røveri, men flere ting viser sig at gå helt anderledes end ventet. Det lavede Svensk Television i 2003 et film om under titlen Norrmalmstorg, som netop var det torv, hvor dramaet udspillede sig. Denne film er netop udkommet på dansk dvd – under den engelske titel The Stockholm Syndrome – sammen med en dokumentarfilm om hændelserne.

Det første, som overraskede de fleste – nærmest på nær gerningsmanden selv – var, at han ret tidligt får politiet til at kontakte den på det tidspunkt berømte svenske røver Clark Olofsson. Han vil have ham transporteret til banken, fordi han mener, at dette er noget, de kan udfærdige sammen – de har siddet i spjældet sammen, og Janne (Jan Erik) Ollson har en idé om, at røveriet vil passe Clark særdeles godt. Clark ankommer, men har lidt svært ved at huske, hvem Janne er.

Det næste, der udspiller sig under dette drama, og som er årsagen til, at netop dette røveri er blevet så verdenskendt, som det er, er straks mere overraskende. Janne viser sig – efter at have brugt noget tid sammen med sine gidsler – at være en temmelig sympatisk mand, der ikke udviser de tegn på ren ondskab, som folkene udenfor – herunder Oluf Palme – læste hos ham. Derfor sker der det besynderlige undervejs i det fire dage lange drama, at gidslerne begynder at knytte sig til Janne – de forsvarer ham simpelthen. Og dette psykologiske syndrom, hvor et gidsel tager gidseltageren i forsvar, er efter dramaet på Norrmalmstorg blevet døbt Stockholmsyndromet.

Med dette syndrom som omdrejningspunkt for spillefilmen er det derfor ret oplagt at supplere med en ekstra dokumentarfilm, hvor de implicerede – nu snart 30 år efter – bliver interviewet om hændelserne. Den hedder Norrmalmstorgsdramat inifrån, men har – til at højne forvirringen – her også fået titlen The Stockholm Syndrome, og er også fra 2003. Disse interviews sætter for det første det egentlige hændelsesforløb under de fire dage nogenlunde på plads, så vi kan se, at filmens narrativ er ret tæt på. Det er en klassisk, historiografisk verifikationsteknik, hvor jo flere, der siger det samme, jo tættere kommer vi på de faktiske begivenheder, der her er benyttet. Det betyder derfor i høj grad noget for filmens troværdighed.

For det andet forsøger dokumentarfilmen også at indkredse de implicerede gidslers efterrefleksion på begivenhederne, der – sammen med undersøgelsen af de reelle hændelser – skal forsøge at give et billede af, hvorfor de reagerede, som de gjorde. Flere af dem siger nu, at de – i bakspejlets duggede refleksion – godt kan se det ulogiske i reaktionerne, mens en enkelt af dem faktisk stadig leverer et slags forsvar for Janne. Derfor er dokumentarfilmen selvfølgelig et særdeles godt supplement til spillefilmen, idet en hel del oplysninger, der af gode grunde er fravalgte i filmen, kan komme frem her.

Det helt centrale, der gennem begge film således kommer til overfladen, er en indbygget kritik af såvel politiets handlinger som statsmagtens behandling af sagen. Det foregik midt i Oluf Palmes første periode som regeringsleder. Politiets fremfærd er i filmen i høj grad skildret som særdeles voldsom, og enkelte handlinger er fremstillet upåagtet overilede. En politimand vil for det første forsøge at skyde Janne, mens han står midt mellem gidslerne, mens politimesteren – som den sidste udvej – vælger at forsøge sig med en kvælende giftgas (det så vi jo senere i teateret i Moskva, hvor godt det gik). I sådanne politihandlinger, der faktisk sætter gidslernes liv på spil, finder vi måske en lille del af forklaringen på, hvorfor gidslerne i et forsvar knytter sig til Janne.

Dernæst finder vi kritikken af statsmagten, der implicit også er blandet godt ind i dokumentarfilmen. Røveriet – eller måske rettere forhindringen af røveriet – bliver, måske fordi det udspiller sig over flere dage, til en prestigesag for Palme og politimesteren som et billede på den svenske retsstats virke og magt. Derfor må politiet ikke fejle. Palme taler således undervejs med et af gidslerne, og får undervejs i dette interview sagt, at det ville være en stor sag for hende at dø på sit job (altså for den svenske stat). Disse samtaler, som Palme havde med gidslerne (som spiller en større rolle dokumentaren end i filmen), skal have varet i omkring 45 minutter, og de skulle være optaget på politiets afhøringsbånd. Men under retssagen manglede der 20 minutter af disse optagelser, og de mangler stadig den dag i dag. En del af sagen omkring røveri er med andre ord blevet mørklagt af instanser højere oppe i det svenske magtsystem.

Denne kritik er mere dominerende i den kritiske dokumentarfilm pga. en pågående journalist, end den er i filmen, selvom specielt politiets fremfærd her er skildret kritisk. Dokumentarfilmen supplerer også med fyldige interviews med både Janne, der i dag igen er på fri fod, og Clark, som under optagelserne sad fængslet i Danmark for narkokriminalitet (Poul Henningsen lavede i øvrigt i 1977 filmen Clark om Clark Olofsson) – og Janne og Clark er bestemt ikke enige om hændelsesforløbet. Derfor er dokumentarfilmen også en fint studie i hukommelse og erindringsstrukturer hos alle de implicerede.

Det sidste spørgsmål er så selvfølgelig, om spillefilmen The Stockholm Syndrome lykkes. Vi kunne godt forstille os, at filmen ville blive svær og utroværdig, fordi gidslernes reaktioner ligger så fjernt fra logiske handlingsmønstrer. Men instruktør Håkan Lindhé slipper faktisk temmelig godt af sted med at finde en balance mellem personernes udvikling og skildringen af den sympatiske Janne. Gradvist følger vi karakterernes oplevelser af overilede politibetjente, der måske er lettere karikerede i filmen, og anknytningsmønstrer til Janne. Det er på sin vis især Torkel Petersson, der spiller Janne, som skal krediteres for dette – han skildrer fint Jannes forsøg på menneskelighed i en presset situation.

Det er jo faktisk lige før, vi selv som seere fatter medlidenhed med den sølle Janne. Måske skulle vi kalde det et metastockholmssyndrom.