Tony (106 min.) Biograffilm / Nordisk Film
Anmeldt 5/11 2026, 09:36 af Uffe Stormgaard
Løgnen, parret med en enorm selvglæde og desperation
Løgnen, parret med en enorm selvglæde og desperation
« Tilbage
Anthony Bourdain er en afdød, amerikansk, bestsellerkok med international succes både ved komfur og skrivemaskine. Tilstået: jeg havde aldrig hørt om mesteren før jeg så Matt Johnsons spillefilm Tony, der løst har dannet forbillede for manuskriptet, der især koncentrerer sig om hovedpersonens unge år.
Tiden er 1975, Tony, fremragende spillet af Dominic Sessa, er en tidstypisk 19-årig knægt med stort vildt sort hår, hippietøj, frembrusende og ambitiøs. Han vil være, eller rettere er allerede i sine egne øjne, forfatter. Selvsikker søger han et skrivestipendie fra Valsa College, hvor han skal begynde efter sommerferien. Han er helt overbevist om at han får stipendiet. Hjemme hos familien praler han af sit forfatterstipendie, selv om han inden har fået afslag på ansøgningen.
Løgnen, parret med en enorm selvglæde, fortsætter rask væk. Tony er om nogen fuld af løgn og pral, ikke mindst for at charmere og fastholde de unge pigers interesse. Særlig Nancy (Emilia Jones) bliver han på en natklub, hovedkulds forelsket i , men hun afslører at hun næste dag er på vej til feriebyen Provencetown i Massachusetts.
Tony, rodløs og ustruktureret, følger efter Nancy. For kort tid efter at finde ud af hun er forelsket i en anden. Det giver anledning til druk, værtshusslagsmål og røveri af Tonys sparsomme penge.
Heldigvis forbarmer chefen (Antonio Banderas) for fiskerestauranten, hvorfra han blev smidt ud af, sig over Tony, der får lov til at sove branderen ud i en hængekøje på husets veranda. Ja, det ender endda med, at den nu pengeløse Tony, får et usselt betalt job som opvasker og fast bopæl i verandaens hængekøjen.
Nu er Tony en del af køkkenmiljøet, hvor specielt en kollega Sal (Leo Woodall), der er ikke mindst er damernes ven, frister, med vildskab, stoffer og våde nætter. Mens chefen, stolt af sit håndværk, styrer køkkenet med hård disciplin, krav om præcision og hårdt arbejde fra medarbejderne, men han har samtidigt også en vis forståede for Tonys spleen, oprørstrangen i sin narcissistiske dyrkelse af forfatterillusionen. Et heftigt blandet miljø af fællesskab omkring kogekunsten, der kommer til at præge ham resten af livet.
Tony er en coming-of-age-film. Voldsom i sit udtryk, men fascinerende gennem Dominic Sessa’s næsten hudløse fremstilling af en ung mands kamp for at finde meningen med tilværelsen. Vi forstår måske ikke helt hvordan Bourdain kunne ende som et amerikansk ikon, som både kok og forfatter. At han begår selvmord som 61-årig forbigår filmen helt.
Til gengæld fik vi en medrivende, velspillet og endda troværdig film, som kunne være billedet på mangen et ungt menneskes sårbarhed i desperat konfrontation med voksenlivet.



