I Anthony Maras’ krigsdrama Pressure bliver vejrudsigten ikke en praktisk detalje, men selve forskellen på liv og død. Filmen fortæller historien om de dramatiske døgn op til D-dag, hvor én meteorologisk vurdering kan afgøre skæbnen for tusindvis af soldater.

Det er et umiddelbart usandsynligt udgangspunkt for en spændingsfilm. Meteorologer forbindes sjældent med filmisk nerve, men netop den tørre faglighed bliver her til drama. På datoen 6. juni 1944 går de allierede i land på Omaha Beach i Normandiet og indleder befrielsen af Vesteuropa fra nazisternes besættelse. Spørgsmålet var om vejret tillader det?

Fra Southwick House planlægger general Dwight D. Eisenhower, spillet af Brendan Fraser, invasionen sammen med sin amerikanske stab og RAF under general Montgomery. En tidligere generalprøve, “Exercise Tiger”, er endt katastrofalt, blandt andet på grund af vejret, og mere end 700 soldater er blevet dræbt. Derfor hviler der et næsten ubærligt pres på den næste beslutning.

I centrum står chefmeteorologen James Stagg, spillet med tilbageholdt intensitet af Andrew Scott. Filmen åbner hjemme i Skotland, hvor han pakker kufferten, tager uniformen på og siger farvel til sin gravide kone, før han træder ind i historiens maskinrum.

Her møder han den amerikanske meteorolog Irving P. Krick, hans faglige og menneskelige modpol. Krick læner sig mod historiske vejrmønstre og tidligere erfaringer, mens Stagg insisterer på de aktuelle datas ubehagelige budskab. Konflikten mellem de to bliver filmens effektive dramatiske motor.

Kerry Condon giver som Eisenhowers sekretær Kay dramaet et menneskeligt modspil til de lukkede rum fulde af uniformer, vejrkort og autoritet. Rollen er ikke stor, men den tilfører filmen en nødvendig varme og et blik udefra.

Anthony Maras instruerer med sikker sans for nedtællingens dramatik. Bekymrede ansigter, korte blikke og stigende musik kunne let være blevet tunge klichéer, men filmen bruger dem disciplineret. Alligevel mærkes dens teateroprindelse indimellem: enkelte scener bliver mere forklarende end filmisk levende. De få scener fra selve landgangen er til gengæld brutale og effektive, uden at filmen derfor forsøger at konkurrere direkte med Steven Spielbergs D-dags klassiker, Saving Private Ryan.

Dramatisk fungerer Pressure bedst, når den holder sig tæt på beslutningsrummene og lader usikkerheden brede sig i små, præcise doser. Andrew Scott giver Stagg en afdæmpet uro, der bærer filmen, mens Brendan Fraser som Eisenhower fremstår mere solid end virkelig uforglemmelig. Filmens historiske ramme er troværdig, men dens største styrke ligger i, at den forvandler vejret fra baggrundsstøj til egentlig modstander.

Pressure er ikke en stor krigsfilm i klassisk forstand, men den er en overraskende effektiv og intelligent spændingsfilm om tvivl, ansvar og rettidig dømmekraft. Dens begrænsninger ligger i formuleringer, der af og til bliver for tydelige; dens kvalitet ligger i, at den alligevel får publikum til at mærke, hvor meget verdenshistorien afhænger af skyer, høj- og lavtryk og storme.

Pressure er velspillet, dokumentarisk og troværdig som sand historie. Filmen, om noget så kedelig som vejret, er faktisk spændende.

Hvem skulle have troet det?