Dobbeltspil åbner med en flot flyvetur gennem Københavns smalle gader. Kameraet svæver forbi gamle huse, smukke pladser, havn og tårne, som om tyngdekraften er ophævet. Det er teknisk elegant og visuelt tillokkende, men allerede her melder spørgsmålet sig: Hvad skal de flotte billeder af København egentlig bruges til?

Netop den slags spørgsmål bliver ved med at dukke op undervejs.

Julie R. Ølgaards og Esben Tønnesens jalousidrama Dobbeltspil har en stærk præmis, men filmen kæmper med at omsætte den til et drama, der for alvor sætter sig fast.

Titlen har i øvrigt allerede været brugt af Per Fly til en international thriller, og den nye film skal derfor arbejde ekstra hårdt for at gøre navnet til sit eget.

Udgangspunktet er ellers enkelt og effektivt nok: Hvad ville du gøre, hvis du fandt ud af, at din kæreste/ægtefælle levede et dobbeltliv?

Vi følger Clara, der lever et tilsyneladende vellykket liv med karriere og kæresten Tobias. Da hun tilfældigt, i ordets egentlige forstand, støder ind i Katrine, begynder den pæne overflade at slå revner. De to kvinder opdager, at de begge har været/er i et intimt, næsten ægteskabeligt, forhold med Tobias i årevis. Det er et oplæg med tydeligt potentiale for både psykologisk spænding, sort humor og ubehagelig intimitet.

Filmen er bedst, når den lader Clara bevæge sig dybere ind i et uigennemskueligt spil, hvor sandhed og løgn, begær og bedrag hele tiden skifter plads.

Her nærmer Dobbeltspil sig det nervepirrende drama, den gerne vil være: et spil om kontrol, selvbedrag og manipulation, hvor man aldrig helt ved, hvem der styrer hvem, og hvor de to kvinders alliance hele tiden risikerer at blive lige så skrøbelig som den løgn, de forsøger at afsløre.

Neel Rønholt giver Clara en fasthed, der klæder rollen og forankrer filmens bedste scener. Hun har en rolig intensitet, som gør det troværdigt, at figuren både er såret, nysgerrig og besluttet på ikke at lade sig knække.

Det er en rolle, der kunne være endt som ren offerfigur, men Rønholt finder en handlekraft i Clara, som giver filmen noget af dens bedste energi.

Julie R. Ølgaard, som Katrine, har en central rolle foran kameraet og deler samtidig instruktøransvaret med Esben Tønnesen. Det giver filmen et personligt præg, men også en vis ujævnhed: flere scener vil gerne være både thriller, parforholdsdrama og stiliseret psykologisk leg på én gang.

Youssef Wayne Hvidtfeldt er velvalgt som Tobias. Han spiller ham med en charme, der gør bedraget plausibelt, men også med en glathed, der antyder, at der hele tiden ligger noget mere beregnende under overfladen.

Visuelt har filmen tydelige ambitioner, men de æstetiske greb virker ikke altid lige nødvendige. De flotte dronebilleder og den kølige stemning skaber atmosfære, men de kommer indimellem til at stå som pynt frem for som en organisk del af fortællingen.

Dobbeltspil står derfor tilbage som en film med flere gode ingredienser end fuldt forløste scener. Præmissen er klar, skuespillerne løfter materialet, og der er øjeblikke, hvor jalousien og bedraget faktisk får lov at sitre.

Men filmen bliver aldrig som den lægger op til, rigtig farlig, Den kredser om kontroltab, løgne og følelsesmæssig manipulation, men tør ikke altid presse sine figurer eller sit publikum langt nok ud. Resultatet er en seværdig dansk thriller med en stærk idé og et godt cast, men også en film, der efterlader indtrykket af et dobbeltliv, der kunne have været både mere beskidt, mere ubehageligt og mere uafrysteligt.