I 2023 dukkede der et ganske sært, japansk spil op på forskellige platforme. Idet du starter det, mødes du af en lang, hvid korridor, som du i førstepersonsperspektiv kan begynde at gå ned af. Idet du drejer om hjørnet opdager du at du efter alt at dømme befinder dig på en undergrundsstation. Pile viser frem mod udgangen.

Da du bevæger dig ned af gangen, kommer en mand i hvid skjorte gående i den modsatte retning. Han bærer attachemappe og mobiltelefon. Han stirrer lige frem for sig og ænser dig ikke uanset hvor eget du forsøger at stille dig i vejen for ham. Idet du fortsætter frem, drejer om hjørnet vil du opdage samme mand kommer gående mod dig igen og igen. Det er tilsyneladende samme situation der gentager hver gang du drejer om hjørnet, og dog...

Opdager du anomaliteter, altså noget ved situationen, omgivelserne, eller manden som er anderledes, spotter du en af reklameplakaterne som har ændret udseende, en dør der mangler, eller lignende, så skal du straks vende 180 grader rundt og gå tilbage den vej du kom fra. Gør du det, så vil du opdage at du er kommet lidt tættere på udgangen. Det kan du se ved at kigge på det skilt der før viste at der var otte korridorer tilbage før udgangen, nu fortæller dig at der er syv.

Vælger du at vende du om uden at der er noget på banen der har ændret sig, så er der stadig otte spadsereture tilbage før du når udgangen. Vælger du at fortsætter ufortrødent ned af gangen, selv om du oplever noget suspekt, en dør der smækker, mystiske skyggevæsener eller en flod af blod der nærmer sig, så går skærmen i sort og idet der blændes op igen befinder du dig igen på det sted hvor spillet starter.

Exit 8 som spillet hedder er en slags gå-simulator tilsat med overnaturlige elementer. Et ganske simpelt spil, der kræver at du konstant er meget opmærksom på dine omgivelser, for er du ikke det, så tvinges du konsekvent tilbage til udgangspunktet. Muligvis virker dette ikke som det oplagte spil at basere en spillefilm på, men det er ikke desto mindre det der er sket. Filmen kunne opleves i biograferne i foråret 2026 men missede du den dér, har du nu mulighed for at få den hjem til din fysiske filmsamling.

Det er der i følge os også al mulig god grund til. Det er nemlig lykkedes folkene bag filmen at skabe en effektiv og fascinerende lille gyser ud fra ovennævnte koncept. Selv om det i filmversionen selvsagt ikke er muligt for dig at have nogen som helst indflydelse på hvordan hovedpersonen bevæger sig frem og tilbage i de endeløst gentagende korridorer, så har filmmagerne alligevel formået at genskabe stemningen fra spillet nærmest til perfektion. Samtidig har de også tilføjet elementer og figurer som giver filmen og ikke mindst dens hovedperson mere dybde, uden dog at ødelægge originalkonceptet.

Exit 8 udnytter lidt på samme måde som Backrooms sin scenografi nærmest til perfektion. De kliniske hvide vægge og klinker dominerer billedet, lige som den endeløse vandring frem og tilbage i de tilsyneladende ens korridorer også er en del af handlingen. I japansk kultur symboliserer farven hvid som hos os noget uskyldigt, men i Shinto er den også et symbol på død og på overgangen mellem de levendes og de dødes verden – så ud over at omgivelserne virker kolde og kliniske, så synes filmens dominerende kulør også at kommentere på dens indhold.

Exit 8 er stemningsfuld, mystisk, anderledes og fascinerende. Dens enkle fortælling griber fat i os og holder seeren fast i et jerngreb lige indtil rulleteksterne begynder. Ud over også at udnytte de såkaldte ”liminal spaces” lidt på samme vis som Backrooms så har de to film også det til fælles at uhyggen primært opstår langsomt og snigende. Det er i vores optik også langt mere effektivt end de mange mainstreamgysere, der ofte er bygget op omkring massevis af chokeffekter og genreforudsigelighed. I Exit 8 er du på lige så bar bund, som filmens hovedperson.

Holder du derfor af horrorfilm der ikke blot er kloner af andre, lignende film, så bør du få fat i Exit 8 og tage med på en klaustrofobisk tur i den mærkværdige japanske metro, hvor tiden synes at gå i ring og hvor nogen eller noget konstant fifler med omgivelserne. Forvent ikke at du, idet du når til filmens slutning, får svar på alle de spørgsmål du måske har til denne mærkværdige metro, men omvendt set, så er det også ret befriende at det hele ikke skal forklares for seeren, men at man kan danne sig ens egne hypoteser baseret på de brødkrummer filmen serverer for os. Hvis du kan acceptere filmens præmis, så vil du med garanti være virkeligt godt underholdt i halvanden times tid.