Selv om det næppe kan kaldes en tendens, så er der her i år (2026 -red.) kommet to gyserfilm, der begge benytter labyrintisk arkitektur som grundstenen til at ville fremkalde ubehag hos seeren. Tidligere på året fik den japanske spilmatisering Exit 8 præmiere i biograferne (en titel, som i øvrigt snart også vil blive anmeldt hér – red.). I den film er hovedpersonen fanget i et ufrivilligt loop i en japansk metrostation. Hver gang han drejer rundt om et hjørne, befinder han sig i samme situation som lige før og er vidne til at den samme blankt stirrende forretningsmand bevæger sig i den modsatte retning. Lige som i videospillet, skal han forsøge at finde en strategi for at bryde ud af denne evindelige gentagelse.

Den samme krybende fornemmelse af at være et sted, der ikke giver nogen mening og som reelt ikke burde eksistere finder vi i debutfilmen fra den kun 20-årige instruktør Kane Parsons. I 2022 skabte han kortfilmen The Backrooms (found footage) som blev udsendt på YouTube og som siden dengang har fået over 78 millioner views. Filmen var baseret på stillbilleder og vandrehistorier han havde fundet på bl.a. webforaet Creepypasta. Senere er der blevet lavet mange lignende film om dette mystiske sted, ligesom der er kommet en del videospil baseret på konceptet.

Når så mange mennesker klikker på filmen og kigger med, så er det jo indlysende at et produktionsselskab (i dette tilfælde A24) vælger at omsætte kortfilmen til en reel spillefilm. Til gengæld er det også ustyrligt sympatisk, at folkene der skyder Hollywooddollars i projektet vælger at få Parsons selv til at styre løjerne, i stedet for at bringe en mere erfaren instruktør ind fra siden. Spørgsmålet er så blot om den unge mand har formået at omdanne sin populære kortfilm til næsten to timers spillefilm, uden at miste grebet.

Det korte svar er et rungende ”JA!”. Backrooms er en mystisk, surreel og reelt ubehagelig oplevelse, der ikke kun formår at benytte de tilsyneladende nærmest uendelige, mærkværdige labyrintiske rum som hovedpersonerne opdager til at få skabt en ret unik gyselig stemning, men samtidig er det også en film der faktisk ender med at handle om noget.

Filmens egentlige hovedperson Clark er egentlig arkitekt, men idet vi møder ham er hans liv ikke just endt som han havde forestillet sig. Hans kone er smuttet og arkitektkontoret er blevet byttet ud med en møbelhandel som han dels ejer, dels bruger som privat bolig. Da vi møder Clark er han startet hos psykologen Mary, hvis tilværelse også er udfordret, blandet andet på grund af en omtumlet barndom. Clark fortæller om sin skilsmisse og da Mary foreslår et slags rollespil, hvor hun agerer ekskonen, finder vi ud af at Clark tydeligvis har meget vanskeligt ved at styre sin vrede.

Efter et besøg fra en elektriker, der påpeger at der er et eller andet i Clarks butik der bruger store mængder strøm, selv om alt lys tilsyneladende er slukket og at der ligeledes er ”nogen” har fiflet med HPFI-relæet opdager Clark en aften, at der i en af væggene i underetagen af butikken er en smal lysstribe der kommer fra den anden side af muren. Han bevæger sig nærmere og opdager at på dette sted i bygningen er der en væg som han kan gå igennem. En slags usynlig dør. Idet han kommer ud på den anden side finder han et stort gult lokale, hvor en masse møbler er samlet i en stor bunke. Han sikrer sig selvsagt først at han kan komme tilbage til sin egen virkelighed, men beslutter sig også for at undersøge disse mystiske rum, korridorer og værelser, der på én og samme tid både virker sært genkendelige og vildt fremmedartede. Rum der synes at fortsætte og fortsætte. Rum hvor de få møbler eller andre ting ofte forekommer nedsunkent i gulvet eller som en del af loftet.

Clark vælger at fortælle om sin ret vilde opdagelse til Mary, som selvsagt tror at han er helt væk og da det går op for ham at hun ikke tror på ham, stormer han ud af lokalet mens han arrigt fortæller hende at han vil finde beviser på at hans historie er sand. Han vælger derfor at hyre to af hans butikassistenter til at tage et videokamera under armen og følge ham ind i denne mærkværdige, tomme verden. En verden, der måske alligevel ikke er helt så forladt som først antaget. De hører mærkværdige lyde og ser skygger. Så da Clark tydeligvisforsvinder, beslutter Mary selv at opsøge butikken, for at lede efter ham.

Filmen er ikke en gyser der benytter sig af tonsvis af hurtige shock-scares, men i stedet sørger den for langsomt, men utroligt sikkert at bygge sin klaustrofobiske stemning op. Det betyder lange indstillinger der viser vores hovedpersoner forsøge at navigere gennem Backrooms mange, mærkværdige rum og lange korridorer. Men selv når vi oplever hovedkaraktererne udenfor i deres ”virkelige” verden, så er det også som om der er noget helt galt. Som om farvesammensætningen af møbler, tapet, tæpper og andet inventar helt bevidst er skævt eller forekommer forkert. Man kan måske ikke helt sætte fingeren på det, men på engelsk taler man om ”liminal spaces” som betegner denne type af tomme rum, der på en eller anden måde virker forkerte. Dette gør at man som tilskuer oplever en konstant voksende uro og utryghed der selvsagt kulminerer idet figurerne finder vej til Backrooms, der ikke består af andet end sådanne liminale rum.

Som nævnt er indretningen og den umulige arkitektur filmens egentlige hovedperson. Der er noget meget fascinerende men også noget vildt ubehageligt i arkitekturen. An arkitektur der måske forandrer sig lidt hele tiden, men som også synes at være umulig, fantastisk og ganske håndgribelig på en og samme gang.

Gyserfilm har i mange år benyttet fysiske omgivelser som grosted for noget urovækkende. Tænk blot på de mange hjemsøgte huse, forladte herregårde eller for den sags skyld The Overlook Hotel fra Kubricks The Shining der helt bevidst arbejder med denne form for umulige og ulogiske fysiske rammer (er du i tvivl så se blot dokumentarfilmen Room 237 - red.). Til gengæld får Backrooms til fulde udnyttet ideen om et underjordisk netværk der spejler vores virkelighed til fulde, hvilket gør at det bliver en af de slags gysere, som man ikke glemmer lige med det samme.

Med frygt for at afsløre for meget, så har filmen som sagt også noget på hjerte, andet end blot at ville skræmme sit publikum. Der er nemlig noget der tyder på at der eksisterer en klar sammenhæng mellem virkelighedens verden, de folk vi møder i filmen og så dette sære Backrooms-univers. Mere skal selvsagt ikke afsløres hér, men på samme måde som nye amerikanske indiegyserere som f.eks. It Follows, Hereditary eller lignende, så bliver gyset også hér brugt som et lækkert lag fernis der, når man giver sig til at kradse lidt i det, afslører noget dybere, noget mere alment menneskeligt man kan forholde sig til.

Endelig er det også en film der til trods for sine næsten to timers spilletid, holder seeren fast i et jerngreb. Den giver mod slutningen antydninger af mulige svar på hvad disse tomme, mystiske underjordiske labyrinter er, men den undlader heldigvis som så mange mainstreamgysere at overforklare eller komme med konkrete budskaber. Dem skal du selv forsøge at navigere analytisk rundt i – og derfor bliver filmen også én, der med fordel vil kunne ses flere gange, så man måske anden eller tredje gang kommer tættere på selv at løse op for mysteriet.

Backrooms vil med garanti ikke falde i alle gyserfilmfans smag, med mindre man som anmelder hér har god smag! Det er slow burn, en film der sveder stemning og indtil videre årets bedste bud på en nyskabende horrorfortælling. Sørg desuden for at se den i biografen, for de store, tomme rum bliver med garanti endnu mere nærværende når de fylder hele dit synsfelt.