”Lad os gøre det for børnenes skyld”. Marco, lykkelig gift med tre børn, forsøger at overbevise hustruen, Vera, og ikke mindst sig selv, om at de skal søge væk fra Jugoslavien/ Slovakiet.

Tiden er begyndelsen af 90’erne, Tito er død og landet er i borgerkrig. Den lille familie har trange kår og fremtidsudsigterne er nærmest katastrofale. Da fætter Lazar (Zlatko Buric) kommer på besøg fra København, bliver Marco bestyrket i at ”eventyrlandet Danmark” kunne være et mål for den lille familie, hvor i øvrigt han søster Sanja allerede bo. Hun tilbyder at huse tre af dem midlertidigt i sin treværelses lejlighed på Nørrebro.

Sådan begynder Marijana Jankovic’s debutfilm Hjem baseret på egne oplevelser. Født i Montenegro, men vokset op i Danmark, hvor hun bl.a. gik på skuespillerskolen i Århus. Millioner flygtede til Vesteuropa især nabolandene, men også Danmark blev et mål for de mange på flugt.

Marco (Dejan Cukic) overtaler Vera til at de sammen med deres 6-årige datter Vera vil forsøge lykken i København hos Sandra. En svær beslutning at efterlade to halvstore sønner hos deres farmor. Men selvfølgelig de skal komme senere, når familien er etableret og har fået egen bolig.

Så let går det heller ikke.

Begge forældre får rengøringsarbejde til 8o kr. i timen (!) – indtil de bliver fyret fordi de har brugt institutionens telefon og ringet hjem utallige gange. For selvfølgelig savner de deres to sønner og bekymrer sig om deres udvikling og fremfærd hos farmor på landet.

Danmark er ikke noget eventyrland – men heller ikke et helvede. Nej Hjem handler først og fremmest om følelser, ambitioner og om en vilje der ikke er stærk nok. Det er Marcos kampe med psykisk at overleve.

Lille Maja er den der klarer sig bedst. Skolen er, uden at være overpædagogisk, relevant for hende. Hurtigt annammer hun det danske sprog og påtager sig snart et voksenansvar bl.a. som tolk for forældrene. En gensidig afhængighed, som frustrer og er med til at den lille familie er i fare for at krakelere. Men – og det er filmen styrke – ingen direkte anklage mod Danmarks holdning til de fremmede, derimod en nuanceret og ofte nær skildring af menneskers fortvivlelse , når de rives op med rode.

Dejan Cukic formår at nuancere sit spil. Fortvivlelse over ikke at magte at få de to sønner til landet. Angsten for fremtiden, men uden udtalt bitterhed. Aldrig den stereotype, uforsonlige og vrede indvandrer – hverken skildret heroisk eller som offer - ganske enkel som menneske, kun frustreret over egen manglende gennemslagskraft.

Dialogerne er lange, fyldt med gentagelser og flere af scenerne tæt på det banale - men alt er tilgivet, når skuespillerkvaliteten er så høj og fascinerende, godt suppleret med et par biroller i Trine Dyrholms, Jesper Christensens og Claes Bangs hænder.

Hjem er en stille udviklingsfilm frem til i dag. Hvor ikke mindst Maja som succesfuld billedkunstner opnår en vellykket integration i det danske samfund, men forbliver alligevel tæt knyttet til brødrene og sit fødeland.

Filmen afstår i form og indhold fra provokationer og indvandreklicheer, altid tro mod personernes karakter. En stille, langsom indlevelse, der indimellem griber og fremmer forståelsen for de nytilkomnes kampe for selvværd og familiesammenhold.