Jurist, forsikringsmand, pedant og indadvendt. Ensom, med en højtråbende brutal far, en undertrykt ydmyg mor, tre søstre og to forliste forlovelser bag sig. Skriver dagbog, stribevis af breve, mere end 10.000 og romanudkast, mest til skrivebordsskuffen.

Sådan er Franz.

Det er ham den tjekkiske instruktør Agnieszka Holland og manuskriptforfatter Marek Epste, har valgt at sætte fokus på i bio-docfilmen Franz. Lyder det kedeligt?

Ikke når det handler om en persons indreverden fyldt med undertrykt angst, begær og lidenskab. En indre surrealistisk labyrint. En ren Kafka´sk karakter.

For, det er, som den kvikke læser for længst har regnet ud, den tjekkiske verdensberømte forfatter Franz Kafka (1883-1924) filmen drejer sig om. Ikke hans forfatterskab, som mange andre har taget sig af som f.eks. Orson Welles (Processen https://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=295), Jean-Marie Straub (Amerika) eller Michael Haneke (Slottet), men derimod Kafka som person.

Ikke nogen helt almindelig skildring. Først møder vi lille Franz i frisørstolen, med pandehår og stritører, langsomt tones der over til en voksen i samme stol. Det er Kafka i den tyske skuespiller Idan Weiss skikkelse. Av, hvor han ligner de fotos vi kender af den følsomme Kafka. Idan Weis er filmens scoop. Ham der i den kalejdoskopiske fremstilling af Kafkas indre kampe er tyndhudet, men samtidigt udadtil spiller hverdagslivets mange spil.

For Agnieszka Holland har valgt en filmstil hvor tid og sted er ophævet. Snart er Prags gader og stræder et udtryk for Kafkas sjælelige tilstand. Snart er vi på Kafka-museet i Prag, hvor vi fornemmer byens stolthed og glæde ved at have en turistattraktion i Franz Kafka. Snart tales der direkte til kameraet, der ellers tøjlesløst farer rundt om personerne. Ingen tvivl om at den kinematografiske fragmentariske form bevidst skal nærme sig Kafkas skæve surrealisme.

Alligevel kommer vi igennem Kafkas to alvorlige forelskelser og hans manglende evne til at realisere kærligheden. Et par saftige bordelbesøg understreger kun hans komplicerede følelsesliv. Jøde og tysksproget, med en fornemmelse hvad det 2o. århundrede ville bringe. Kafkas tre søstre omkom i nazisternes koncentrationslejre. Selv døde han af tuberkulose.

Hans nære venskab med forfatterkollegaen Max Brod (Sebastian Schwarz) er fint belyst. En støtte, der hjælper Kafka, når han tvivler på sit skrivetalent. Bl.a. foranstalter han at Kafka læser op af sin novelle Straffekoloniens afsnit om tortur, som filmen endda, lidt overflødigt iillustrer på det blodigste.

Max Brod lover på tro og love, at destruere Kafkas mange efterladte værker. Det gør Max Brod heldigvis ikke – uden dette svigt ville klassikere som Processen, Slottet og en række noveller aldrig være blevet udgivet.

Franz er en velmenende film om en litterær legende, der som ingen anden har skildret bureaukratiets absurditet og livets meningsløshed. Sammenholdt med sin egen angst og ensomhed.

En film om Kafka, der selv forsøger at være Kafka´sk, uden rigtig at kunne leve op til mesteren.

Hvem ka’? Kafka!