Det er jo ikke fordi vi ikke har hørt budskabet før: Kloden er under forandring. Klimaet ændres. Takket være vores overforbrug af fossile brændstofer, landbrugets udledning af kvælstof, industriens massive Co2-udledninger og politikeres mangel på at sætte handling bag deres velmenende ord, er vores klode på vej til at blive overophedet i sådan en grad, at det på sigt kan have katastrofale konsekvenser for menneskeheden. Måske ikke i din levetid, men måske bliver dine børnebørn eller oldebørn født ind i en dystopisk udgave af den eneste beboelige verden vi kender til.

Ovenstående fakta er måske ikke et særligt rare at høre på. De er måske heller ikke nogle, der - lige som den seneste Hollywood blockbuster - lokker hobevis af interesserede i biografen. Dette ændrer dog ikke på at klimaforandringer er baseret på fakta, som hverken kan eller bør ignoreres. En problematik der bestemt ikke er ny på film.

Foruden en masse fiktionsfilm der benytter netop en nært forestående klimakolaps til at advare os seere, er der i de seneste mange år blevet skabt en masse glimrende dokumentarfilm, der på hver deres måde italesætter den måde vi mennesker nådesløst udpiner og udnytter Moder Jord på. I flæng kan nævnes en række glimrende og tankevækkende film, som alle tidligere er blevet anmeldt på disse sider: En ubekvem sandhed 2, The Territory, David Attenborrough: Life on Our Planet og nu kan Phie Ambos seneste projekt Ilden, Vandet, Jorden, Luften føjes til den liste.

Filmen vælger vildt fornuftigt at fokusere på hvad man ville kunne kalde ”lokale klimaforandringer”, idet den beskæftiger sig med hvordan disse optræder i Skandinavien. Hvert ord fra titlen, bliver helt i filmens start knyttet til et bestemt geografisk område. Det betyder at Sverige er Ilden, Danmark er Vandet, Norge er Jorden og Færøerne er Luften.

Konkret betyder dette, at vi i de segmenter der foregår i Sverige ser hvordan skovbrande i de senere år er blevet større og voldsommere, og ikke mindst så følger man forsker Frida Plathner der forsøger at finde ud af hvordan man gennem eksempelvis at plante bestemte træsorter i de meget heterogene, opdyrkede skove, kan forhindre at ilden spreder sig lige så voldsomt som man har oplevet i de senere år.

I sekvenserne fra Norge er fokus på hvordan de øgede nedbørsmængder bliver efterfulgt af massive jordskred. Vi er blandt andet med en bedstefar og hans børnebørn ude i skoven hvor han forklarer dem om dette.

På Færøerne følger vi den unge politiker Ingilín Didriksen Strøm, der er energisk miljøforkæmper og som har været med til at udforme en miljøpolitik der potentielt kunne reduceret Co2-udledningen betydeligt, men hvor hendes position trues af politiske modstandere.

Endelig er vi i segmenterne fra Danmark taget en tur til Skarø, som er en lille ø i det Fynske øhav. Her truer stigende vandstande og de mere og mere voldsomme storme lokalbefolkningen. De såkaldte ”Hundredeårshændelser” er efterhånden nogle der forekommer hvert andet eller tredje år og vi ser hvordan lokalbefolkningen forsøger at stå sammen i kampen mod elementerne.

Filmen skifter sømløst mellem disse forskellige lokale fortællinger og skaber sammen et uafrysteligt billede af, at de mange klimaforandringer man hører om i medierne ikke blot er nogle der sker andre steder i verden, men lige rundt om hjørnet fra hvor du bor. Den viser os helt almindelige mennesker der - som du og jeg - er meget bekymrede over hvordan man direkte bliver påvirket af, at de der bestemmer nærmest konsekvent nedprioriterer klimaet til fordel for andre ting de tydeligvis mener er vigtigere at bruge penge på. Det til trods for at ideen om konstant økonomisk vækst, øget beskæftigelse, og alle andre ting vil være komplet ligegyldige, hvis vi mennesker er skyld i et massivt klimakollaps. Vi har stadig kun én Jord som vi kan bo på.

For at nedbringe filmens eget Co2-aftryk har Phie Ambo valgt at uddelegere instruktørarbejdet til tre kollegaer: Ewa Cederstam, Janne Lindgren og Rógvi Rasmussen, så de kunne fortælle klimahistorier fra hver deres lokalområde, hvilket er supersympatisk.

Filmen er fortalt i meget flotte billeder, der blandt andet viser hvor unik den natur er som vi er ved at ødelægge for bestandigt. Den benytter sig også af en slags voiceover fra fremtiden, der dog – lige som filmens slutning – er ganske håbefuld. For selv om det måske kan undre nogle på denne måde at at blande fiktive ”stemmer fra fremtiden” ind i en dokumentarfilm, så fortæller disse også historien om hvordan det faktisk er muligt her i 11. time at forsøge at få vendt klodens katastrofekurs og giver seeren en gnist af håb for en potentielt lysere fremtid.

Der er mange af de ovennævnte klimadokumentarer der på samme måder fortæller deres seere, at det ikke er for sent at ændre vores adfærd mod en bedre fremtid. Det er da også helt naturligt at slutte en film som denne med et positivt budskab, da man helt forståeligt gerne vil indgyde seerne håb. Om dette er en klog strategi, kan i anmelders optik dog diskuteres. Modtager vi konsekvent budskabet om at ”det skal nok gå”, kan der så være ikke en risiko for at modtagerne af budskabet blot læner sig tilbage og tænker at bierne nok skal klare sig, at isen bliver liggende på polerne, da der nok er nogen andre der løser dette problem for os, i stedet for at vi selv går i fuld ´Greta Thunberg-mode´ og nedlægger arbejdet indtil politikerne, industrien, landbruget og andre beslutningstagere endelig tager sig sammen og gør deres arbejde?

Uanset hvad man må mene om den positive slutning, så er Ambos projekt virkelig vellykket og slutresultatet er en film der nærmest bør være obligatorisk at se for alle. Det er nemlig et problem der vedkommer os alle og da filmen helt konkret viser os hvordan vores lokale klima er under et enormt pres, så kunne man håbe på at denne film kunne være med til at få endnu flere mennesker engageret i klimakampen i deres nærområde.

Det kan godt være at det føles som en ulige kamp lige nu, men jo flere der kommer ind i kampen, jo større chance er der for at menneskeheden på sigt overlever sammen med alle de dyre- og plantearter som vi lige nu har meget travlt med at udslette for bestandigt. Derfor vil vi her i Kapellet anbefale dette bidrag til tidens måske allervigtigste aktuelle debat på det allervarmeste.